New York Dolls: New York Dolls
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. Dette er nr. 213
New York Dolls stillede i 1973 et godt spørgsmål: Hvad hvis glam-rock ikke var så glamourøs? De gjorde det med det grimmeste, mest ulækre album, glam-rock nogensinde har set. Det hedder ligeledes New York Dolls, og det starter med en af de bedste rocksange nogensinde, den fandenivoldske "Personality crisis", der er en af den slags sange, der kun kunne være lavet i 1977. At den er fire år ældre må vi så bare ignorere. Den holder sig ikke tilbage, og foruden de typiske punk-instrumenter er der også et klaver, der tilføjer rigtig meget. Det giver en stemning af gammeldags rock and roll, som Little Richard ville have lavet det, men det er bare mere beskidt og følelsesrigt. Der bliver skreget og skrålet for fuld drøn, og dette kendetegner mange af sangene på pladen. Et andet mesterværk er "Trash", en simpel sang, der midt i nummeret stopper fuldstændig, for da at begynde igen. Det gør at sangen holder virkelig godt dynamisk, og det gør også, at man ikke har brug for nogle mere stille punkter i løbet af de 3 minutter, den varer. Sangens længde får også klimakset til at føles meget større. Det ville næppe føles så stort, hvis den kun varede 2 minutter.
Ja, 3 minutter er ret længe i denne sammenhæng, for meget af musikken på New York Dolls er stort set rendyrket punkmusik, det er bare fra før Ramones, Sex Pistols og The Clash gjorde genren så populær, at den fik et navn. Ud over "Personality crisis" og "Trash" har "Looking for a kiss", "Pills", "Jet boy" og flere andre sange meget tilfælles med punk, mere end på nogen anden protopunk-plade, jeg kender. Uanset om vi snakker sangskrivning, lyd, attitude, tekstunivers, det hele passer perfekt ind i de sene 70’ere. Den eneste undtagelse skulle lige være længden på sangene. Den korteste sang på pladen er omkring de tre minutter, hvilket er længere end noget nummer på de første tre Ramones-plader. Det længste nummer er også meget punket og føles rigtig stort. Det hedder "Frankenstein" og er 6 minutter langt. Sangens klimaks er et af de helt store lydmæssige højdepunkter på pladen. Det er et skønt nummer, og det gør noget med punk-lyden, som først rigtig blev populært i 80’ernes post-punk og post-hardcore.
Nu siger jeg, at størstedelen er punk, men det er ikke det hele. Især ét nummer er så rendyrket glam-rock, at det er umuligt at tage fejl af. Nummeret hedder "Lonely planet boy", det er stille, kører på akustisk guitar, der er en saxofon på, og der bliver sunget om planeter. Andre numre, f.eks. den koklokke-tunge "Private world", lyder også som noget, T. Rex kunne have lavet. Men at lyde som T. Rex er ikke en dårlig ting, og de var alligevel en af de hårdere glam-grupper, så det passer stadig perfekt ind. Selv mange af de mest punkede sange, heriblandt "Bad girl" og "Pills", lyder lige så meget af T. Rex som af Ramones. Og det er sådan jeg vil beskrive den generelle oplevelse man får, når man lytter til New York Dolls’ debutplade: en fantastisk mellemting mellem Ramones og T. Rex, som overraskende nok holder i hele 43 minutter. Der er ikke ét nummer på pladen, jeg ikke nyder, og jeg har spillet albummet adskillige gange efterhånden, og ikke én gennemlytning har været mindre end fremragende. Hvad enten du er til glam-rock eller punk, så burde New York Dolls være noget for dig.