Nick Drake: Pink moon

1972: Den sidste udvej

Det må have været nedslående at konstatere, hvordan den stort anlagte Bryter layter skød forbi. Man må
antage, at holdet har ment de gjorde alt der stod i deres magt, men kendsgerningen er, at den i et land med
over 55 millioner indbyggere ikke engang solgte første oplags 3000 eksemplarer ud. Selve artisten kan
næppe heller have siddet upåvirket tilbage. Ikke desto mindre siger historien, at Drake allerede inden Bryter
layter forlod fabrikken, havde besluttet sig for at lave den næste plade alene. Det tog ham et år at få det
nye materiale klar og yderligere fire måneder før resultatet var på gaden. Igen til næsten ingen
opmærksomhed. Hele PR-budgettet blev brugt på helsidesannoncer i tidens musik-magasiner, men med en
hovedperson, der nu var for sjæleligt svag til at spille live, klappede udgivelsen sammen stort set i samme
moment som den blev præsenteret. Produceren var væk, det samme var i realiteten pladeselskabets
interesse. Nick Drake var for vanskelig en artist - han kunne ikke håndteres.

Sådan var situationen omkring Pink moon og det må ses som noget af et mirakel at ulykkesfuglen Drake
alligevel magtede at tage tråden op efter Bryter. Der forelå ingen rigtig plan om en 3. udgivelse, men Sound
Techniques-studiet stod ledigt om aftenen og sangskriveren fik en aftale i stand. Velforberedt ankom han
ved 22-23-tiden, stemte sine guitarer om og gik i gang. Til stede var kun teknikeren John Wood. De to kendte
hinanden fra de tidligere plader og Nick følte sig tryg ved deres samvær. Ikke desto mindre blev der stort
ikke sagt et ord. Alt hvad der på dette tidspunkt måtte være tilbage i manden lå indfældet i de 11 numre,
som i løbet af to late-nite-sessions blev lagt på bånd. Mindre end 30 minutters spilletid, der skulle gå hen og
blive et af mærkværdigste og mørkeste punktummer i beatmusikkens historie.

Et par af numrene har fylde, men de fleste kan ikke beskrives som mere end løse udkast og skitser. Alle
tekster foldes ud omkring Drakes sirlige guitarspil og de fleste taler i koder. Titelnummerets lille fine melodi
gentager sit kald på månen, men forsvinder før den er begyndt. Man spørger hvilke hemmeligheder der
repræsenteres af denne rosafarvede klode. Den endelige destination - flugtmuligheden til landet
hinsides ...?

I første og eneste overdub tripper Nicks fingre infantilt hen over klavertangenterne, ud til kanten for at kigge
efter. Svaret er ikke enkelt – man må selv søge videre i katalogets kroge. Her gives der på Pink moon direkte
adgang til værkets uforstilte kerne.

Hvor ”Place to be” indrømmer, at noget er ladt tilbage uden rigtigt at være blevet erstattet.

Og ”Road”s stærke akustiske tema cementerer Drakes evige understatus i forhold til pigen han aldrig lærer
at kende.

Hvor ”Which will” på en lisså fremragende guitar alligevel spørger hvem hun nu tænker at vælge.

Og ”Horn”s nylonstrenge lyder som den ordløse elegi over hendes ubønhørlige svar.
(Jo, den kunne faktisk godt være skrevet for trompet.)

”Things behind the sun” røber en basal perception. Den prøver at åbne noget vigtigt, men sender sit signal
på en frekvens han selv må have vidst kun meget få er i stand til at modtage -

Yes be what you'll be
Please beware of them that stare - They'll only smile to see you while your time away
And once you've seen what they have been
to win the earth just won't seem worth your night or your day
Who'll hear what I say.

Herefter ekstreme ”Know”. Så minimal en blues, at den næsten bliver væk ...

I modsætning til ”Parasite”, der med sit ekko af John Lennons ”Dear Prudence” tager masken af klovnen for i
samme bevægelse at afsløre N.D. som intet mindre end 'kafkask kryb'. Den hvide klovn som ses svæve om
månen på omslaget, hvis surrealisme prøver, men ikke rigtigt formår at illustrere dette særlige sæt sange.
Måske fordi maleriet blev valgt som nødløsning, efter den erfarne cover-fotograf, som var indkaldt til jobbet
måtte konstatere at intet ... simpelthen intet kunne hentes ud af artistens besøg i atelieret.

And changing a rope for a size too small people all get hung

Ret utroligt at der alligevel er plads til humor på det tidspunkt i forløbet, der fortsætter med ”Free ride”s
forskudte forlængelse af ”Three hours” (fra Five leaves left). Den kunne drømme om en tilsvarende
congas/kontrabas-combo, men må klare sig uden. Og gør det så glimrende - igen grundet den blændende
guitar og sangerens magnetiske stemme.

”Harvest breed”s ode til det store fald – med blomsterkysset på vejen ned ...

Og til sidst underfulde ”From the morning”s indviede viden om det der kun for alvor kendes når man efter
en vågen nat har passeret mørkets dybeste tone og vægtløs oplever en ny dags lys vokse sig stærkere,
sekund for sekund for sekund ...

And now we rise
And we are everywhere