Otis Redding: The Otis Redding dictionary of soul
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. Dette er nr. 251
Den store soul-sanger Otis Redding afsluttede sin karriere med albummet Live in Europe, og hans sidste studiealbum før sin alt for tidlige død var King & queen, der var et duet-album med Carla Thomas. Men hans sidste soloalbum er generelt anset som mere imponerende end disse to. Det havde den forfærdeligt lange titel Complete & unbelievable: the Otis Redding dictionary of soul, og det er ikke helt klart, hvor meget af det, der er selve titlen, så selv kalder jeg altid bare pladen for Dictionary of soul. Dette album er især kendt for et af Reddings største hits, den klassiske "Try a little tenderness", men pladen har naturligvis andet og mere at byde på. Som på næsten alle Reddings plader spiller Booker T. & the MG’s til, og de er jo et hæderligt orkester med dygtige musikere. Hvis man lavede soul i 60’erne kunne man ikke ønske mere. og i producerstolene sad også fire navne, Redding havde arbejdet succesrigt med før: Jim Stewart, David Porter, Isaac Hayes og hele Booker T. and the MG’s, hvor jeg dog antager at Booker T. gjorde mere produktionsarbejde end resten af gruppen. Lyden er da også næsten upåklagelig. Det er præcis sådan et godt soul-album skal lyde. På nogle få numre synes jeg, at Reddings stemme er for lavt mixet, men det er det hele.
Sangskrivningen er generelt rigtig god. Redding har helt eller delvist skrevet syv af pladens 12 sange. Det overraskede mig, for Redding plejer ikke at være særlig involveret i sangskrivning, og der er da heller ikke andre albums, hvor han har været nær så involveret. Første halvdel, hvor han ikke har skrevet så meget, er dog nok den stærkeste halvdel. Den starter med den fængende "Fa-fa-fa-fa-fa (Sad song)", som er let at synge med på. Den går over i den funky "I’m sick y’all", som er sjov og velkomponeret, men desværre er Reddings stemme ikke supertydelig her. Til gengæld er den virkelig smuk på hans cover af countrynummeret "Temnessee waltz", som er noget af det inderligste og flotteste, jeg har hørt Redding synge. Ellers er jeg dog større fan af det energiske, og her leverer "Sweet Loreene" med sin stærke instrumentation. Her er Reddings stemme igen ret utydelig, men det er bedre end på "I’m sick y’all". Første halvdel af pladen har også god fokus på dynamik – man får først et meget sjælfuldt, trist eller sentimentalt nummer, og efter det kommer et man virkelig kan feste løs til. Efter "Sweet Loreene" kommer albummets store klassiker, hans cover af Ray Noble Orchestras "Try a little tenderness", og der var en overgang, hvor jeg troede, jeg havde hørt den for meget, men niks: magien virker stadig, og det er et af de bedste soulnumre nogensinde.
Side et afsluttes med et meget alternativt cover af Beatles-sangen "Day tripper", og det er langt fra så fængende som med Beatles, men det klæder faktisk stadig sangen med orgel og trompeter. Anden side falder i lidt af en fælde. Der er stadig seks ret fede sange, men de er med undtagelse af "She put the hurt on me" slet ikke så energiske som de festligste på første halvdel. "She put the hurt on me" er nok det bedste af de livlige numre, og den er ret svær at sidde stille til. Både "My lover’s prayer" og "You’re still my baby" er meget lig "Tennessee waltz" i lyd og stemning, og tempoet er ikke helt ved siden af. De er stadig ret gode, især "My lover’s prayer" er imponerende, men jeg har ligesom hørt det før. Jeg er glad for den Smokey Robinson-inspirerede "Ton of joy", og den er nok en af de bedste sange på side 2. Den har en fin progression, og af andre sange på denne side imponerer den blues-inspirerede "Hawg for you", der med sin animalske seksualitet viser en uvant side for Redding, og det er meget forfriskende i albummets kontekst. Afslutningsnummeret, "Love have mercy" starter som en gennemsnitlig middeltempo-soulsang, men her imponerer Booker T. & the MG’s for alvor, og det ender i en stor fest, som alle er inviteret til. Dictionary of soul er en imponerende plade. Det er noget, alle soulfans bør lytte til, og det er i det hele taget bare drøngodt.