Genre: 

Pearl Jam: Ten

Pearl Jam: Ten
26-05-16
Af: 
Kjartan F. Stolberg

Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. Dette er nr. 207

To enorme grunge-bands fik i 1991 deres gennembrud med en plade, der i dag stadig er deres mest populære. Den ene er selvfølgelig Nirvana, som brød igennem med Nevermind, og den anden var deres byfæller Pearl Jam, der debuterede med megasællerten Ten. På den finder man nogle af Pearl Jams største klassikere, f.eks. "Even flow", "Alive", "Black" og "Jeremy". Disse fire er alle urørlige klassikere, der alene bør være nok til at sælge albummet. Men der er skam meget mere end det. F.eks. starter albummet virkelig smukt med en intro til nummeret "Once", hvor percussion og bas sammen med en svævende vokal varmer lytteren op i lidt over et halvt minut. Så kommer en hårdtslående guitar ud af det blå, og den stille intro får bare det hele til at føles så meget vildere. "Once" er en perfekt sang at starte med, og den har den specielle blanding af funk og heavy metal, som deres venner fra Soundgarden blev så kendte for senere. Efter den får man "Even flow" og "Alive", og ikke alene fortsætter de det hele rigtig godt, de er også gode i forlængelse af hinanden. Især fungerer den lidt mere langsomme "Alive" godt som afveksling fra de foregående to vilde numre.

En vigtig del af Pearl Jams lyd er deres guitarist Stone Gossard. Han er latterligt dygtig, og han kommer tit med guitarsoloer. Disse soloer har en tendens til at ligge mod slutningen af sangen, og de fungerer tit som et nummers følelsesmæssige klimaks såvel som det lydmæssige. F.eks. kan nævnes guitarsoloen på "Alive". Sangen ville sikkert være lettere at sælge, hvis omkvædet blev gentaget en gang efter soloen, men den fungerer perfekt som afslutning. Men noget vigtigt at understrege er, at Pearl Jam såvel som de bedste af samtidens grunge-bands var mere end bare bas, guitar og trommer. "Black" fokuserer bl.a. på et klaver, og på "Oceans" bliver peberbøsser og ildslukkere brugt som percussion. Man kan ikke høre det, men man kan høre, at det er anderledes. Og de fleste numre har noget særpræget, noget specielt, der gør, at de stikker ud. Det kan være i teksten, i kompositionen eller instrumentationen. Det sørger for, at man lægger mærke til sangen som helhed og alle dens finurligheder.

Forsanger Eddie Vedder er naturligvis også et vigtigt element i bandets identitet. Dels fordi han skriver teksterne, der kan være fuldkommen hjemsøgende, kig blot på "Jeremy". Men også fordi han har en ret speciel, tit mumlende stemme. Det er ikke en, man ville forvente passe til hårdtslående rockmusik, især ikke sammenlignet med folk som Chris Cornell fra Soundgarden. Den dybe klang Vedders stemme har burde nærmest forhindre ham i at udtrykke sig stort nok, men det virker faktisk rigtig godt. På de stille punkter føles han meget enlig og forladt, mens han sørger for at springe over i noget mere hæst og skrigende, når det er tiltrængt. Og når man hører hans stemme udfolde sig så vidt som på denne plade, så føles de højlydte punkter vigtige. Sangene på Ten er af enormt høj kvalitet alle sammen, bandet er virkelig talentfuldt, og deres stil passer godt til sangskrivningen. Den sidste sang på pladen hedder "Release", og den sætter et stort punktum på det hele. Det er en vidunderlig afslutning til en af de bedste grunge-plader nogensinde.

Lån Ten fra dit nærmeste bibliotek

Besøg Kjartans musikblog