Pixies: Surfer Rosa
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. Dette er nr. 315
Jeg elsker tidlig alternativ rock. Jeg elsker i det hele taget alternativ rock, men i 80’erne havde det generelt en hårdhed og en attitude, der ikke ses nær så ofte i dag. Og hvis noget band havde attitude i de go’e gamle dage, så var det Pixies, og lige fra deres første album i fuld længde, Surfer Rosa. Pixies gjorde meget ud af at vise, at de havde rødder i punk-musikken, og de fleste af sangene på Surfer Rosa er da også rigtig korte og hårdtslående. Kun fire af de 13 sange er over 3 minutter lange, men disse er også nogle af de bedste. Navnlig er "Where is my mind?" og "Gigantic" nogle smukke sange, og de er sjovt nok også nogle af de langsomste på pladen. Forstå ikke det sådan, at Pixies ikke er gode til at skrive hurtige sange, men placeringen mellem alle disse hurtige sange får fremhævet de langsommere. Det gør dem forfriskende og får dem også til at fremstå dybsindige og filosofiske. Især "Where is my mind?" lyder som om, forsanger Black Francis’ sindstilstand går i spåner.
Mellem numrene finder man tit ren snak. Noget virker forberedt, men på andre tidspunkter virker det fuldstændig improviseret. Det giver lidt ekstra liv til pladen, så den føles som om, den kunne være optaget i en lang smøre i en garage. En enkelt gang fortsætter det i længere tid end hvad godt er, nemlig mellem "Oh my golly!" og "Vamos", hvor der går næsten et helt minut uden musik, men selv her er det en ret morsom lille optagelse. Forsanger Black Francis er en virkelig speciel vokalist. Han har en enorm skingerhed i sin stemme, og den er samtidig meget nasal. Den minder i grunden om Billy Corgan fra the Smashing Pumpkins, der ville blive store et par år senere, Black Francis råber bare mere. Den største sanger på pladen er dog efter min mening backingvokalist Kim Deal, som synger for på et enkelt nummer, nemlig den skønne "Gigantic". Ellers er hun bare en virkelig skarp stemme, der brager sig frem. Man lægger mærke til hende, og hun stjæler virkelig hele showet, hver gang hun åbner munden.
Pixies er gode til at udtrykke følelser på Surfer Rosa, og følelsen, de udtrykker oftest er uden tvivl forvirring. Det føles som om intet i hele verden går, som det skal, når man lytter til pladen, og dette kan især Black Francis’ sangskrivning takkes for, men meget af det ligger også i måden, det bliver spillet på. Black Francis’ skingre vokal bevæger sig over nogle meget distortede guitarer, der tit er lige så langt fremme i lydbilledet som vokalen. Tit fylder de endnu mere, og de spiller simple, punkede akkord-strukturer, og på grund af disses store fremtræden i musikken er den generelle stemning meget psykopatisk og vild. Teksterne er på grund af de høje guitarer ikke altid lige lette at høre, men for det meste er de fuldstændig vanvittige. På "Broken face" bliver der f.eks. sunget om en dreng, der er resultat af generationers incest, og som dermed ser ret forfærdelig ud. Albumstrukturen er også meget smuk. Alle sangene hænger virkelig godt sammen, og grundet den korte længde føler man ikke, at distortionen fylder for meget. Surfer Rosa er et fuldkommen pragtfuldt album, som alle fans af rockmusik bør lytte til.