Prince: 1999
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. Dette er nr. 163
Hvis man lige ser bort fra Purple rain, så er intet Prince-album så folkeligt elsket som 1999. Sign o’ the times er måske mere afholdt af anmelderne, men 1999 er mere poppet, mere festligt og fik flere store hits. De, der en indgroet del af vores populærkultur i dag er titelnummeret og "Little red Corvette". De starter albummet og er efter min mening lige så fantastiske som konsensus siger. Især den mere diskrete "Little red Corvette" er i min optik charmerende og elskværdig. Det er en af den slags perfekte popsange, hvor den ene lille genialitet bare overfalder den anden. Og den er med sin synthesizer-tunge lyd stadig mere menneskelig end meget musik, hvor instrumenterne er helt organiske. Men de andre numre er lige så interessante, fængende og sjove som dem, jeg kendte i forvejen. Nogle af de i essensen mest poppede numre er blandt de længste. Det er numre som "Let’s pretend we’re married" og "Lady cab driver". Men ingen af dem kører i længere tid, end de kan klare.
Lyden på 1999 er meget præget af synthesizere, men på visse numre hiver Prince også bassen frem og belyser sine funkrødder. Og det er Prince selv, der hiver den frem, han spiller alle instrumenter på pladen undtagen backingvokaler og en enkelt guitarsolo. Funk-rødderne er tydeligst på "Lady cab driver" og "D.M.S.R.", og det giver disse sange en unik lyd blandt de øvrige, mere new wave-prægede numre. Han kan dog sagtens finde på at spille funkbas sporadisk som et lille diskret udtryk på en sang. Han tager også hånd om soul-genren. Han gør det på "Delirious", der egentlig teknisk set har mere til fælles med blues, men det er mest Princes levering, der gør det. Det er nærmest en modernisering af det meget blues-prægede nummer, der er på så mange soulplader fra 60’erne. Den sentimentale "Free" er et pragteksempel på Princes soul-inspiration. Den er vemodig og tilbageholdende, og efterhånden bliver den bombastisk på så latterlig vis, at kun Prince kan få det til at lyde vigtigt. "International lover", der slutter pladen, er noget rigtig sexet Marvin Gaye-inspireret soul. Det er også et nummer med en stor udvikling, men der er mange små hop i intensiteten, der gør det til en af de mest levende sange på pladen.
Nu hedder pladen jo 1999, hvilket var et år langt ude i fremtiden på Princes tid. Det understreges ikke kun af de mange synthesizere, men også af den futuristiske lyd på visse af numrene. Det gælder ikke mindst de dybe robotstemmer på titelnummeret, der virkelig lyder sjove. Men "Automatic" har en mekanisk lyd, hvor lag på lag af synthesizere næsten minder om tandhjul, der arbejder sammen. Den mørke "Something in the water (does not compute)" er også kold og næsten som en maskine. En konstant tikkende hi-hat gør denne ellers ret langsomme sang til en pressende dystopi. "All the crtitics love u in New York" bliver hovedsageligt fortalt gennem spoken word, og når der endelig bliver sunget, lyder det uhyggeligt. Mens teksten handler om at blive elsket, er musikken uhyggelig. 1999 har 11 virkelig fede numre på sig, og den strækker sig over 70 minutter. Det er lang tid, men pladen holder til det. Ikke et nummer er ikke på niveau med resten, og hvert eneste nummer bidrager med noget unikt. Lyden er måske lidt tidstypisk, men pladen handler i høj grad om tid, så det er kun passende. 1999 er en af Princes allerfineste stunder.