Public Enemy: Fear of a black planet
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. Dette er nr. 300
Public Enemy er uden tvivl en af de mest indflydelsesrige rapgrupper nogensinde, og de gjorde sig bemærket for at skubbe genrens grænser godt og grundigt i 1980’erne. Før dem var det mest politiske rapmusik nok enten Run-DMC eller Grandmaster Flash, men Public Enemy banede vejen for navne som N.W.A., Nas og Eminem. De forbindes hovedsageligt med 80’erne, men en af deres mest populære plader er nu alligevel Fear of a black planet fra 1990. Dennes succes skyldes bl.a. de nu klassiske singler "911 is a joke" og "Fight the power", og de er da også uden tvivl fantastiske, både når man snakker beats og lyrik. Den store lyriker på denne plade er Chuck D, der kommer med mange stærke meddelelser. Hver eneste sang på pladen handler om racisme, sexisme eller anden social uretfærdighed. Jeg nyder også deres fede pralerap fra tidligt i deres karriere, hvor bemærkninger om racisme tit lå længere inde i sangen, men at have det sort på hvidt i løbet af hele denne plade er rart, og det gør det lettere at fokusere på meddelelserne.
Der er tre rappere på dette album. Selvfølgelig har vi Chuck D, der rapper på det meste af pladen, men der er også Flavor Flav og Professor Griff. Flavor Flavs job er som regel bare udråb, der understøtter det, Chuck D siger, men han har også sine egne linjer. Faktisk har "911 is a joke" og den ligeledes virkelig fede "Can’t do nothin’ for ya man" Flavor Flav i front, og han er en overraskende habil rapper på egen hånd, og mange andre sange har også vers fra ham. Professor Griff er ikke specielt fremtrædende på pladen, men han passer fint ind, og han kommer med nogle fine linjer. Foruden disse har sangen "Burn Hollywood burn" også gode gæstevers fra Ice Cube og Big Daddy Kane. Produktionen er noget af det, der gør pladen så god. Den er meget levende, og det skyldes en næsten utællelig række af samples, der bliver brugt så unikt, at selv de største kritikere af sampling vil have svært ved at kalde det for tyveri. Vidste du f.eks. at "I shot the sheriff" bliver samplet på "Fight the power"? Det er let nok at høre, hvis man ved det i forvejen, men det bliver til en så naturlig del af sangen, at det bare ville virke forkert uden.
I det første lange stykke tid er det let at forstå, hvorfor så mange kalder dette for en af de bedste rapplader nogensinde. Der er lige en ret lang instrumental passage på "Anti-nigger machine", hvor intet sker, men ellers går intet rigtig galt før titelnummeret kommer. "Fear of a black planet" er stadig god sang, men den kan godt virke ret monoton, og helt unødigt er visse linjer rappet med smølfestemme. Det ville være et større rim, hvis ikke meddelelsen var så stærk. Beatet til "Reggie Jax" er meget vovet, men jeg synes ikke helt det virker. Det er dog forholdsvis små problemer. Det store problem ender bare med at være, at pladen bliver ved så længe. En time er ret lang tid at lytte til så konstant hårdtslående musik. Heldigvis afsluttes det med den stærke "Fight the power", der også er dejligt festlig. Fear of a black planet er måske ikke et mesterværk, men det er stadig en virkelig god plade, som jeg kan anbefale til de fleste, uanset om de kan lide hip hop eller ej. Jeg foretrækker nok andre plader i deres diskografi, men nogle af deres bedste numre findes her.