Raymond & Maria

I foråret 2004 blev musiksverige uden forudgående varsel ramt af et nyt musiknavn, der ikke lød som noget, man tidligere havde hørt, men som øjeblikkeligt røg til tops på de svenske hitlister og tog fast ophold der de følgende mange uger. Det nye svenske vidunderband var gruppen Raymond & Maria, som uvist af hvilken grund havde taget navn efter en swingerklub i Stockholm, og som bestod af 5 unge mennesker, der helst ikke ville have deres efternavne nævnt offentligt.

Søstrene Camilla og Maria stod for sangen og de stærkt karakteristiske håndklap på gruppens numre, mens Staffan, Per og Johan tog sig af at håndtere instrumenterne. Raymond & Maria udsendte to cd´er i årene 2004-06, men derefter forsvandt gruppen fra offentlighedens søgelys, og en engelsksproget EP i 2011 var nærmest at betragte som en definitiv afskedshilsen fra et usædvanligt indslag i den svenske musikverden.

Raymond & Marias musik stak af fra 00´ernes strømlinjede musikalske lydbillede i Sverige (og andre steder) på flere måder, bl.a. via et rent akustisk akkompagnement med guitar, trommer og håndklap samt de to søstres spinkle, men tydeligt genkendelige stemmer i forgrunden på samtlige sange. Ligesom sangene fra et andet temmelig atypisk svensk musiknavn, Hello Saferide/Annika Norlin, tager Raymond & Marias sangtekster udgangspunkt i en let genkendelig virkelighed, som hverken rummer glamour, hurtige biler eller tjekkede chicks. I stedet synger Raymond & Maris om den samme enkle, og dog så komplicerede hverdag, som musikernes publikum kender fra deres egen tilværelse: ”Allt jag gör det går så bra/ och om jag ler så måste jag vara glad/ varför är vi kvar i ett liv som redan levts/ och varför ska vi göra altt igen”.

Usikre unge
Sangene handler stort set alle om faren ved at blive fanget i middelklassetilværelsen med villa, Volvo og vovse, men rummer også mellem linjerne en stor længsel efter nærvær, kærlighed og autentiske oplevelser. Sangteksterne udtrykker en ungdommelig usikkerhed, hvor ikke engang opnåelsen af ens hedeste ønsker kan tilfredsstille livsappetitten – for hvad nu, hvis man i virkeligheden ønsker noget helt andet end det, man har fået? Det er ikke nemt at være ung og utilpasset; men det giver til gengæld i Raymond & Marias tilfælde afsæt for nogle vigtige og vanskelige overvejelser over, hvad livet er – og kunne være.

Det er let at forstå, hvorfor Raymond & Maria trods en temmelig utidssvarende musik ramte lige ind i hjertekulen på mange unge svenske lyttere – og også på mange ældre svenskere, som via gruppens ligefremme og uprætentiøse tekster kom i tanker om, at de selv havde været usikre unge engang og havde haft store drømme og planer for livet. Raymond & Marias sange handler primært om den udramatiske hverdag med dens daglige opvask, dens småskænderier og dens overvejelser om aftensmaden; men bag de kedelige øjebliksbilleder af et utilfredsstillende liv mærker man hele tiden længslen efter frihed, muligheder, kærlighed, glæde, energi og tid til at nå det hele og mere til – kort sagt behovet for at have håb og drømme.

Splittelsen mellem tristesse og frustration på den ene side og begejstring og fandenivoldskhed på den anden side har altid været kendetegnende for ungdommen, så det er ikke så meget det faktuelle indhold i Raymond & Marias sange, der gør dem til noget særligt. Det specielle ved gruppens sangtekster finder man i deres ukunstlede formuleringer, som de fleste unge uden forbehold kan relatere til, og som trods deres tilsyneladende ukomplicerede indhold rummer uanede dybder af modstridende følelser og kaotiske tanker.

Teksterne fortæller også, at selv om de unge skulle få styr på deres følelser, er det ikke sikkert, at de af den grund får det lettere, for de vil aldrig kunne løbe fra deres svært håndterbare situation midt imellem barn og voksen. Som det hedder i en gruppens tekster: ”Det går aldrig att bli dum igen”. Når man først én gang har indset tilværelsens ulidelige lethed, må man leve med denne indsigt resten af sine dage og kæmpe for at finde sin egen mening med og sit eget ståsted i tilværelsen. Også selv om det skulle føre til en kronisk utilpassethed i samme tilværelse.

Man kan undre sig over, at Raymond & Maria så relativt hurtigt forsvandt ud af offentlighedens søgelys, selv om gruppemedlemmernes meget konsekvente medieskyhed naturligvis gjorde sit til at holde dem ude af popverdenens dans om guldkalven. Men ud over dette faktum kan gruppens kortlivede karriere måske skyldes den omstændighed, at Raymond & Maria med sine to udsendte cd´er, fyldt med klinisk præcise dissekeringer af samtidens klaustrofobiske omgangsformer og et udsigtsløst ungdomsliv, havde sagt, hvad der var at sige om sagen og derefter ikke havde mere at tilføje.

I hvert fald blev gruppens karriere definitivt lagt ned midt i 00´erne, og Raymond & Maria-fans må nøjes med den musik, der allerede foreligger på cd. Men det er heller ikke så dårligt, og en gennemlytning af udgivelserne her 20 år efter deres tilblivelse afslører, at de stadig holder. Der var virkelig tale om noget helt ud over det sædvanlige dengang i 2004.

Ulf Lundell og Raymond & Maria
Lad mig slutte denne lille jubilæumshyldest med et langt citat fra Ulf Lundells roman ”Värmen” (2005), hvori han (eller hans alter ego i romanen) til sin egen og læserens store overraskelse viser sig at være stærkt begejstret for musikken fra Raymond & Maria. Lundells romaner er ofte nøgleromaner, hvori forfatteren med sine hovedpersoner som talerør kommenterer alt, hvad han selv kan lide eller ikke lide – ganske ofte det sidste! I ”Värmen” støder Lundells alter ego tilfældigt på en cd fra en ny musikgruppe, som helt uventet finder nåde for hans ellers særdeles kritiske ører. Over hele 4 romansider kommenterer Ulf Lundell musikken fra Raymond & Maria, og hans dom over den anderledes og helt originale musik er utvetydigt positiv – ikke mindst på grund af den ægthed og oprigtighed, han hører i musikken og teksterne. Hør blot:

”Två små tanter i 20-årsåldern på omslaget. Jag pluggade in den i cd:n. Och blev som paralyserad. Det var den underligste platta jag hört på år och dar. Jag kunde inte bestämma mej om det var det värsta jag hört, eller det bästa, på lika många år och dar. Tjejen som sjöng hade den mest tilltalande, charmiga röst. Denna unga tant sjöng som från en annan för mej obekant dimension. Mitt sjuttital trädde fram för mej. Det var som om jag fick kontakt med den tunna 20-åring jag själv varit en gång, och hans tankar, eller i alla fall en del av hans känslor. Texterne var mycket vardagliga, men dom tycktes komma ur en vardag som var helt främmande för mej, och ändå inte. Det verkade handla mycket om att livet var en slags förutsägbar förbannelse.”

”Och ändå satt jag där och skrattade och slog i ratten i tio mil. Jag tyckte det var underbart alltihop. Och tjejen som sjöng hade en kamrat, syster fick jag veta sen, som kom in och sjöng den finaste stämsång emellanåt, och trots det hopplösa i det hela så var det ändå musik som åtminstone jag blev förbluffande glad av. Eller i alla fall charmerad. Var detta ett svar på allt annat, på all annan, ja NÄSTAN all annan musik? På våld och schlager och grovheter och svärta och hip hop och depressioner och knark och allt detta upphöjt till nån slags djävlig konst, giftig moln, bling bling och hot och skottskador, brutal vulgaritet? Detta var --- ljuset? Eller var det en reklamprodukt?”

”Och dom hade fått dom akustiska gitarrerne att låta fantastiskt bra och jag ville veta hur dom burit sej åt för det var mycket svårt att få akustiska gitarrer at låta traiga och varma i en studio, det lät aldrig som när man hade dom i famnen, men dom här aku-gitarrerna levererade hela värmeregistret. Jag härmades av det verkliga jag hörde i den där plattan, det jag tyckte mig höra. (-) Nu kunde man inte TRO på samma sätt längre. Ingenting var så självklart. Som om folk, unga människor, tvingades bli förti innan dom ens var tjugotvå.
Mycket underlig denna platta. Men den skickade mej alltså långt långt bakåt i tiden. När jag var ung. Nu kunde jag inte förstå dom. Jag kunde känna, men inte förstå.”

Osv. osv. over 4 sider! Prøv selv at lytte til de to albums med Raymond & Maria, som altså nu er knap lige så gamle, som de to søstre var, da de indspillede pladerne. Cd´erne kan lånes via de danske musikbiblioteker.