Rolling Stones: Aftermath
I disse dage er det 50 år siden, The Rolling Stones udsendte gruppens fjerde LP: Aftermath. Udgivelsen var (og er) bemærkelsesværdig af flere grunde, og musikalsk er den i mine ører noget af det bedste, gruppen nogensinde har udsendt. Alligevel er der tilsyneladende ikke taget nogen initiativer i retning af genudsendelse af værket i en udvidet version, som man ellers ofte ser det ved runde jubilæer for markante rockudgivelser (f.eks. Disraeli gears, Who's next, osv.). Det er der nok flere grunde til.
Rolling Stones vs. Rodgers & Hammerstein
Aftermath blev udsendt i England d. 15. april 1966 og røg straks op på albumlistens andenplads, lige efter The sound of music-soundtrack'et. Allerede ugen efter, d. 30. april, overtog Aftermath imidlertid førstepladsen – og der blev albummet liggende indtil d. 2. juli, hvor The sound of music igen rykkede op på den eftertragtede førsteplads. Aftermath lå på den engelske album-hitliste i alt i 21 uger hen over sommeren 1966; men The sound of music var en hård nød at knække for samtlige bejlere til førstepladsen i 1966 – og såmænd også i januar 1967, hvor The Rolling Stones' næste LP-udspil, Between the buttons, igen måtte slås om topplaceringerne med bl.a. The sound of music.
Aftermath adskilte sig fra de tre tidligere Rolling Stones-LP'er derved, at samtlige numre på udgivelsen, 14 i alt, var skrevet af Mick Jagger og Keith Richards. Det betød (bl.a.), at The Rolling Stones nu også på sangskriverfronten fremstod som fuldgyldige konkurrenter til The Beatles, der nogenlunde på samme tid var gået over til udelukkende at indspille ”hjemmelavede” numre på deres LP'er.
At de to frontfigurer i gruppen nu var i stand til at producere sange nok til at fylde en hel plade – og vel at mærke en LP med en spilletid på mere end 50 minutter, på et tidspunkt hvor en spilletid på ca. 30 minutter var normen! – betegnede et vigtigt skridt på vejen mod den legende-status, både de to sangskrivere og hele gruppen havde sat kursen imod i disse år. Samtidig er de selvskrevne sange måske netop en af hovedgrundene til, at pladeselskabet bag The Rolling Stones, Decca, ikke har nogen planer om at markere 50-års jubilæet for udgivelsen af Aftermath. For selv om musikken på pladen er noget af det bedste, gruppen nogensinde har præsteret, kan man mildest talt ikke sige det samme om sangteksterne!
Kønspolitisk ukorrekt
Mange af Mick Jaggers og Keith Richards' tekster på Aftermath afspejler et kvindesyn, der ligger endog meget langt fra det politisk korrekte – og allerede da de blev til i 1966, forekom de utroligt kvindefjendske, kønsdiskriminerende og i det hele taget uforståeligt uvenlige over for det modsatte køn. Der er ingen grund til her at gå i dybden med de forfærdeligt kvindefjendske tekster, som man næsten ikke engang møder magen til i dagens rap-tekster, som ellers ikke holder sig tilbage på det område. Titler som ”Stupid girl”, ”Under my thumb” og ”Out of time” fortæller det meste om Jagger og Richards' kvindesyn på dette tidspunkt i karrieren – interesserede kan selv høre sangene. (Retfærdigvis bør det nok her tilføjes, at Mick Jagger i et interview fra 1978 har udtalt om sangteksterne på bl.a. Aftermath: ”Most of those songs are really silly, they're pretty immature.” Alle har heldigvis lov til at blive klogere).
Men hvorfor overhovedet beskæftige sig med disse sange, hvis deres tekster er så rædsomme, at man dårligt kan holde ud at høre på dem? Jo, for det første er det heldigvis ikke alle teksterne, der er lige kvindenedgørende; nogle af dem er ret neutrale, og en række af dem er endda helt spiselige. Men nok så vigtigt i denne forbindelse er naturligvis sangenes melodier og musikalske indpakning i øvrigt. Musikken på Aftermath er som tidligere antydet aldeles glimrende og for hovedpartens vedkommende en ren fornøjelse at lægge ører til. Så der er flere, modsatrettede faktorer i sagen, når man diskuterer plusser og minusser ved Aftermath.
Faktisk ligner situationen temmelig meget det skisma, der opstod omkring 1979, da Bob Dylan erklærede sig som genfødt kristen – og i voldsom grad lod denne religiøse vækkelse komme til udtryk i de musikalske udspil. Dylans LP Slow train coming fra 1979 indeholder noget af hans bedste musik (efter min mening); men indholdet i flere af de kristne, temmelig ekstremistiske tekster var (og er) ikke til at holde ud at høre for ret mange af Dylans traditionelle fans. Der var (og er) ikke andet at gøre end at blive midlertidigt skizofren og nyde musikken, mens man lukker ørerne for de umulige tekster. Omtrent som det er tilfældet med Jagger-Richards' tekster til Aftermath.
Fra blues mod pop
Men hvis teksterne på Aftermath generelt kan forbigås i stilhed, er musikken så meget desto mere interessant. Grundlæggende er der (heldigvis) fortsat tale om den type blues-rock baseret musik, som The Rolling Stones slog igennem med på de tre første LP'er; men samtidig har de to sangskrivere givet musikken et umiskendeligt drej i retning af et lidt lettere, mere pop-orienteret udtryk – bl.a. inspireret af The Beatles og de mange andre britiske popgrupper i tiden. Slutresultatet er blevet en formidabel række både melodiøse og sangbare numre, med kun et par mere uinspirerede bidrag. Dertil kommer det 11 minutter lange bluesnummer ”Going home”, som i modsætning til mange andre lignende blues-jams undgår at trætte lytteren, fordi musikken på nummeret hele tiden udvikler sig. Ganske imponerende.
For mig minder Aftermath formmæssigt en del om The Beatles' A hard day's night, og det skyldes først og fremmest forskellen i karakteren af sangene på de to pladesider. Hvor side 1 på begge plader stort set udelukkende indeholder iørefaldende hit-sange, præsenterer pladernes side 2 en række knap så slagkraftige numre – ikke dårlige numre, bestemt ikke; men bare ikke helt så umiddelbart iørefaldende som sangene på side 1.
Fordelen ved disse side 2-numre er den indlysende, at man ikke med det samme kan synge med på dem og derfor bliver nødt til at høre dem igen. Og igen. Sangene skjuler noget for lytteren og bliver på denne måde måske mere langtidsholdbare end de direkte fængende hits (som dog i parentes bemærket nok skal holde i lang tid, netop fordi de er så iørefaldende. Men måske det alligevel på længere sigt bliver de mere diskrete side 2-sange, lytteren vil vende tilbage til for at lære sangene at kende til bunds? Det er i hvert fald sådan, jeg selv har det med Aftermath og A hard day's night).
Brian Jones og den nye lyd
Ud over det overflødighedshorn af gode sange, der gemmer sig på Aftermath må man også huske at nævne pladens varierede instrumentering. Og her står Brian Jones' navn helt centralt. Gruppens musikalske Wunderkind fik på Aftermath for alvor lov til at lade sin nysgerrighed og eksperimenterelyst i forhold til det klangmæssige udtryk få frit løb, og det betød, at pladen kom til at præsentere et lydbillede, man ikke normalt forbinder med rockmusikken: et lydbillede med marimba, sitar, dulcimer, koto og orgel som nogle af ingredienserne.
Og selv om Jagger og Richards uomtvisteligt var (og er) gruppens frontfigurer, var det på mange måder Brian Jones, der udgjorde den musikalske omdrejningsakse i The Rolling Stones, og det var også i høj grad hans indsats, der stod bag den nye lyd på Aftermath. Produceren Andrew Oldham har siden fortalt om Brian Jones' rolle på en række tidlige Stones-plader: ”Brian's contribution can be heard on every track of those recordings at RCA (-) Sometimes Brian pulled the whole record together.”
Aftermath med bonusnumre
Der er meget godt at sige om indholdet på Aftermath, trods de til tider rædsomme sangtekster. Derfor kan man også ærgre sig over, at pladen ikke har fået den jubilæumsbehandling, mange tilsvarende milepæle i rockmusikken som tidligere nævnt er blevet tildelt. Heldigvis er jeg selv i den lykkelige situation at være i besiddelse af en version af pladen, som viser, hvordan en jubilæumsudgivelse kunne have set ud. Over en længere periode for måske 20 år siden forhandlede en brugtpladeforretning i Helsingborg nemlig en række udvidede versioner af de store gruppers udgivelser, hver indeholdende en stribe bonusnumre og præsenteret i det såkaldte digipack-format. Jeg købte en række af disse halvofficielle udgivelser – som man stadig ind imellem kan være heldig og falde over på plademesser og måske på nettet – og blandt mine køb var netop den udvidede udgave af Aftermath.
Digipack-versionen af Aftermath (med samme pladenummer som den oprindelige cd) indeholder ud over de 14 oprindelige LP-numre seks sange: to single-numre, indspillet samtidig med Aftermath, og fire bonusnumre, der her præsenteres som outtakes fra Aftermath. Tre af disse numre er siden dukket op på den amerikanske opsamlings-LP Flowers, mens det sidste outtake, ”Looking good”, aldrig er udsendt officielt. Af de seks ekstra-numre passer nummeret ”Ride on baby” (som i sin tid blev et stort hit for Chris Farlowe) smukt ind i Aftermath-sammenhængen derved, at sangens tekst er præcis lige så kvindefjendsk som flere af de ovenfor anførte sange.
Desuden passer de seks bonusnumre på digipack-cd'en glimrende til en 50-års fejring af den oprindelige udgivelse, fordi de alle rummer gode sange med iørefaldende melodier. Kun nummeret ”My girl” adskiller sig fra helheden ved ikke at være et originalt Jagger-Richards-nummer, og det er nok netop samtidig grunden til, at sangen ikke kom med på den færdige LP med et repertoire bestående udelukkende af Jagger-Richards-sange.
Hvis du får mulighed for det, så prøv at få fat i den udvidede Aftermath og lyt til den som en fin markering af et markant 50-års jubilæum for et af den legendariske rockgruppes bedste udspil.