Genre: 

Saveus på SPOT Festival

Saveus
01-05-16
Af: 
Tina Schmidt
SPOT Festival 2016
lørdag 30.4. Store Sal
 
Euforien var egentlig mere end almindeligt veletableret inden Martin Hedegaard og Saveus gik på scenen. Jeg er ikke sikker på, om jubelråb eller hvin fyldte luften mest. På dette tidspunkt var der endnu fem minutter til koncertstart. 
 
Det gik så helt bersærk da Martin endelig, lidt ydmygt, trådte ind i rampelyset og måtte finde sig i både endnu flere parat-til-dån skrig og til at optræde på utallige teenagepigers selfier og snapchats til veninderne. 
Efter taknemmelig missen med øjnene tog han over og forvandlede sig til en kraftfuld gospel-dunderprædikant, der konstant piskede sin menighed op til endnu mere eufori i sin konstante vekslen mellem brøl og falset.  
 
Prædikanten blev bakket op af bandets aggressivt insisterende elektroniske lydmur og de repetitive omkvæd byggede op, op, op, indtil miraklet skete og menigheden rejste sig op i ekstase og begyndte at danse og juble - og det i Musikhusets Store Sal. (Den med de virkeligt bløde sæder). Med publikum oppe af stolene blev det muligt for Hedegaard at løbe ud i salen og henover sæderne, mens han selv måtte brøle hallelujah. 
 
Muligvis den bedste kirkeoplevelse nogensinde.
Amen.