Som sendt fra helvede

Die Antwoord
03-07-15
Af: 
Anton Blinkenberg Zeuthen
Med tyrenakke og et gebis, der skaber et grotesk grin, ligner Die Antwoord’s DJ HI-Tek noget, der er sendt fra helvede. Han åbner ballet uden omsvøb, med et basstungt beat, der leder op til et enormt drop. Snart kommer Yolandi hoppende ind i et futuristisk kostume, der mest af alt henleder tankerne på barndommens teletubbies. Koncerten fortsætter i et eksplosivt, vulgært totalteater, der involverer utallige kostumeskift og frastødende animationsvideoer.
 
Hver gang lyden knækkede og droppet faldt, sendte det chokbølger igennem Orange, der har kunnet mærkes helt ind i Roskilde centrum. 
Hen mod slutningen peakede stemingen, da Ninja, stadig skrålende, crowdsurfede gennem menneskemængden!

På trods af, at Die Antwoords næppe appellerer til den gængse festivalgængers musiksmag, formåede Yolandi og Ninja at have så meget momentum, at Orange rockede og mosh-pittede sig igennem hele koncerten.

Die Antwoord formåede på deres egen fordummende måde, at tage Roskilde i nakken og give publikum den rusketur de har sukket efter. 
Det er svært at kategorisere Die Antwoords performance som stor musikalsk kunst, men det var unægteligt underholdende!