Stemninger fra lørdag på SPOT festival

10-05-17
Af: 
Tina Schmidt

SPOT festivalens geografiske vokseværk kan særligt mærkes i år. Rigtig mange koncerter er blevet flyttet væk fra festivalens minefelt mellem Voxhall og Musikhuset. Jeg er ikke sikker på, om det er 2017 hejset, der er den bærende årsag, eller om festivalen blot år efter år sprænger sine egne rammer. Lad os bare sige det sidste, det er mest positivt i al fald. Lørdagen bød hele dagen på høj solskin og høj tømmermandsfaktor, der senere på aftenen, for nogens vedkommende, blev erstattet af høj promille.
 
Vi startede dagen med en rekognosceringstur ind til midtbyen med ROYAL scenen halvt udspændt over Aarhus-rivieraen langs åen. Scenen fungerer som festivalens reklamesøjle for ikke-betalende gæster. Dernæst gik turen til kulturskuden ved havnen, DOKK1. I bibliotekets pænkulturelle rammer havde koncertkonceptet HunSolo linet op med hele den elektroniske vognpark. Den næste time gav fem kvinder hver deres bud på hvordan - i udgangspunktet - ensartede strømdimser kunne blive til fem meget forskellige musikalske udtryk.
 
Avantgarde kan være lækkert og udfordrende for øregangen og den måde, vi tænker musik, men det var alligevel rart med et pusterum efterfølgende. Til det nappede vi et par omgange Folk – bl.a. Northern Assembly, og lidt banjo og sav fra Thy i form af Jonah Blacksmith.
 
En stor del af festival er også mad og madboder. De var i år rykket ned på Godsbanearealet. Det var på sin vis lækkert, men også småstressende at blande madområdet sammen med Aarhus Volume, et område for gratiskoncerter. Virvar er dog til at overkomme med smagsprøver fra diverse verdenskøkkener og kolde drikkevarer.
 
Trods en smule startvanskeligheder udviklede Ericka Janes koncert på Voxhall sig til en popdansefest og en god stemningssætter for resten af aftenen, en aften der kulminerede i en vanvittig smadrekoncert med Kellermensch og Who killed Bambi i Store Sal, efterfulgt af Av Av Av og Farveblind.
 
Igen i år lykkes det for SPOT at køre en velsmurt festival. Ny musik – tjek. Lækkert vejr – tjek.
Det eneste halvtvivlsomme er festivalens efterhånden alt for store geografiske udstrækning. Man får efterhånden lige så mange gratis glæder, som dem man får med betalingsarmbånd. 
 
 
Læs mere: