Genre: 

Steve Miller Band på Monterey Festival

Steve Miller Band
01-05-17
Af: 
Steffen Kronborg

Steve Miller Band gik på scenen i Monterey lørdag eftermiddag, lige efter Quicksilver Messenger Service. Gruppen spillede kun to numre på festivalen, bl.a. fordi gruppens repertoire endnu ikke var særlig udbygget på dette tidlige tidspunkt i dens karriere. Desuden havde gruppen her i 1967 endnu ikke fundet frem til den formel, der siden skulle gøre den kendt og give den en række store hits.

Steve Miller selv kom oprindelig fra bluesmusikken, og da han ankom til San Francisco i 1966, dannede han The Steve Miller Blues Band. Kort efter fik han og gruppen kontrakt med Capitol pladeselskabet og ændrede ved samme lejlighed gruppens navn til det mere mundrette Steve Miller Band. Bluesmusikken udgjorde dog stadig rygraden i gruppens musik, men indflydelsen fra hippiernes frie livs- og musikformer trak musikken i retning af et mere psykedelisk udtryk. I foråret 1967 kom guitaristen Boz Scaggs med i Steve Miller band, og det var denne version af gruppen, der optrådte på Monterey Pop Festival d. 16. juni om eftermiddagen.

Gruppens to koncertnumre ved festivalen repræsenterede de to musikalske spor, Steve Miller Band fulgte på dette tidspunkt: bluesmusikken kom på banen via sangen ”Mercury blues”, et godt gammelt bluesnummer fra 1948, mens den nye, mere frit svævende rockmusik var repræsenteret via Steve Millers eget nummer, ”Living in the U.S.A.” Især den sidstnævnte sang, som på festivalen blev fremført med båndoptagerafspillede lydeffekter, pegede fremad mod gruppens kommende spillestil, hvor iørefaldende melodier blev præsenteret i en let psykedelisk indpakning, med en del synthesizerklange bag de mere kontante guitarer. Bluesmusikken blev dog ved med at spille en vigtig rolle i Steve Miller Bands musik.

Historien om Steve Miller Band demonstrerer tydeligt det velkendte faktum, at mens gode melodier altid er en efterspurgt vare i musikbranchen, er den kompetente aflevering af klassikere knap så sikker en vej til en varig publikumssucces. På Monterey festivalen var der mange om buddet, når det gjaldt om at spille god, rockende bluesmusik (Canned Heat, The Butterfield Blues Band, Al Kooper, Blues Project, m.fl.), mens der var færre optrædende med en helt personlig musik, ofte skrevet af gruppemedlemmerne selv: Jefferson Airplane, The Byrds, osv. Og mon ikke det trods alt er de sidstnævnte grupper, der får den mest fremtrædende plads i musikhistorien?

Steve Miller Band udsendte gruppens første LP i 1968 med en fin blanding af blues og psykedelisk musik, ”Children of the future”. Derefter fulgte en række plader ud fra dette koncept, men i 1973 forlod Steve Miller mere eller mindre bluesmusikken for at koncentrere sig fuldt ud om hitsangene, og det gjorde han og gruppen med stor succes. En lang række hits fulgte i de kommende år (”The Joker”, ”Fly like an eagle”, ”Jet airliner”, osv.). Nogle gruppemedlemmer blev skiftet ud hen ad vejen, mens andre har holdt ud lige fra starten. Steve Miller turnerer stadig med sit band – og heldigvis har han ikke helt glemt bluesmusikken, som han fortsat spiller med fornøjelse – og succes.