Genre: 

The Stooges: Fun house

The Stooges: Fun house
26-08-16
Af: 
Kjartan F. Stolberg

Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. Dette er nr. 191

Iggy Pop er bindegal. Han er i brede kredse bedst kendt for sin manglende trøje, og af visse andre som fyren, der lavede "The passenger", men han er sammen med Ron Asheton, Dean Alexander og Scott Asherton også kendt som punkrockens gudfædre, The Stooges. Det er tydeligst på deres garagerock-klassiker, debuten med det simple navn The Stooges, men i modsætning til mange af de punkgrupper, som var så evigt påvirket af denne plade, så var The Stooges ikke bange for at skifte lyd. På deres anden plade, Fun house, blev kompositionerne mere ambitiøse og jazzede, og de hyrede sågar en saxofonist. Albummet starter dog med håndlangerne som vi kender dem. Guitarriffet på "Down on the street" er simpelt og råt, og enhver kan synge med på melodien. Det er et godt valg at starte med noget, man kender, for så føles overraskelsen senere større. Derudover er "Down on the street" bare en enormt sej rocksang. "Loose" minder om det tidlige heavy metal, bands som Led Zeppelin og MC5 havde gang i samtidig, især sidstnævnte, der jo også påvirkede punken enormt. Der er dynamik i lyden, og det er et interessant twist, at omkvædet er mere stille, mens versene er højtråbende og larmende.

"T.V. eye" åbner med et råb, der minder umiskendeligt om det, Ozzy Osbourne ville indlede "Crazy train" med 10 år senere. Selve sangen er dog meget anderledes end Ozzys heavy-klassiker. Den er punket, men man mærker allerede her jazzen snige sig ind. Vi har nemlig at gøre med en sang, der læner sig fuldkommen op af en basgang, og så bliver der ellers spillet soloer og råbt nonsens i fire minutter. Hvis det var en rendyrket punksang, ville den være så simpel, at den knap kunne klare halvdelen af tiden, men her virker det. Det er dog først med "Dirt", at de virkelig bliver eksperimentelle og vovede. Der er ikke blot tale om en af de mest beundringsværdige og fremadtænkende guitarsoloer i sin tid, der er tale om et nummer, der udtrykker store følelser. Hvilke er usikkert, det er ret vagt, men det er udtrykket, der er vigtigt, og det er som næsten intet i sin samtid. "1970" kommer med en enorm desperation, og det er en af mine favoritter, især på grund af et godt samspil mellem en hektisk bas og nogle vilde trommer. Den forvrængede guitar og Iggys stemme gør bare det hele bedre.

Saxofonen bliver hevet frem på sangen "Fun house", og det sker lige fra første tone. Denne sang har en slags forstyrret glæde, der i løbet af næsten otte minutter går ned i en ond spiral. Hvor saxofonen er enormt jazzet, minder Iggy Pop såvel som bassen mig mere om funk af den slags, James Brown var ekspert i at lave. Det er bare ikke nær så kontrolleret; det går fuldkommen amok, ja alle instrumenterne overfalder nærmest hinanden til sidst. Det er nærmest uhyggeligt. Det er uden tvivl pladens højdepunkt. Det næste nummer, "L.A. blues" er nærmest en direkte fortsættelse af "Fun house". Der er ingen musikalsk struktur på dette nummer. Det er egentlig bare guitar, bas, trommer, saxofon og forsanger, der går amok i fem minutter. Det er dog med nogle klare høje og lave dynamiske punkter, så der var tænkt over det. Det er et forfærdeligt nummer på egen hånd, men det afslutter pladen så perfekt. Det er det mest provokerende, de kunne have gjort, og det kan med garanti stadig provokere i dag. Og det er det, der gør The Stooges og især Fun house så fantastiske.

Lån Fun house fra dit nærmeste bibliotek

Besøg Kjartans musikblog