Genre: 
Pop

The Tallest Man on Earth i Roskilde

The Tallest Man on Earth
04-07-15
Af: 
Anton Blinkenberg Zeuthen
Arena var proppet med grædende teenagepiger og hipstere med fuldskæg, da den 32 årige Kristian Matsson, bedre kendt som The Tallest Man on Earth, kom springende ind på scenen.
Der blev lagt ud med ’Fields Of Our Home’, der akkompagneret af et sublimt band, lød suverænt på Arena. Koncerten forsatte med en stribe velopførte folk-rock numre, hvorefter bandet går af scenen, og verdens højeste mand forsætter solo i en mere rolig singer-songwriter stil. Desværre afslørede overgangen fra band- til solo performance, at Kristian Matsson fungerer væsentligt bedre som soloartist. Det kom tydeligt til udtryk, at de mere bandtunge numre fra ’Dark Bird Is Home’ udgivelsen, fungerer væsentligt bedre på plade, end som liveoptræden. 
Et andet savn lå i artistens manglende publikumskontakt. I en genre hvor de små seancer mellem numrene kan gøre forskellen mellem sløvt og sublimt, formåede Kristian Matsson desværre ikke at skabe et personligt bånd til publikum. Dette resulterede i en følelse af manglende intimitet, der ellers ofte karakteriserer vellykkede koncerter på Arena. 
På trods af disse skavanker, var der en sydende og entusiastisk stemning på Arena, og koncerten bar præg af at en stor del af teltet var inkarnerede fans der kendte lyrikken, og ikke tilfældigt omstrejfende festivalgæster, der lagde vejen forbi.
Et veloplagt publikum opvejede den manglende entusiasme på scenen, og resulterede i en overordnet god oplevelse. De 3 stjerner går til Kristian Matsson, den sidste er tildelt de fantastiske festivalgæster!