Tom Petty and the Heartbreakers: Damn the torpedoes
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. Dette er nr. 313
Mange musikere har en tendens til at forsøge at flytte så mange grænser, at de glemmer nogle af hovedingredienserne i musik – af og til behøver man ikke andet end velspillet, velskrevet rockmusik, og det er netop det, Tom Petty and the Heartbreakers altid har været eksperter i. Dette talent fremviser de tydeligt på deres tredje plade, Damn the torpedoes fra 1979. Den åbner med den dramatiske "Refugee", der med sin flotte orgeltunge intro virkelig sørger for at sparke albummet i gang. Der er bitterhed og vrede, men det, der gør "Refugee" til et af albummets højdepunkter er den fede melodi. Man får den på hjernen, og dens energi er virkelig frembrydende. Petty fortsætter med "Here comes my girl", der med sin ret bløde spoken word-start fungerer som flot kontrast til "Refugee", og på omkvædet er den virkelig kærlig og fin. Dens overgang mellem spoken word og skønsang fungerer flot, og det føles meget naturligt. Den står ud fra resten af pladen, for ellers laver Petty typisk mainstream rockmusik, men denne har mange små særheder på sig, og det er virkelig sødt.
Det tredje nummer hedder "Even the losers", og den er ligesom "Refugee" meget rocket. Der er en gammeldags rock and roll-flair over versene, og omkvædet er en dejligt fængende underdog-erklæring, der sagtens kunne være skrevet af Bruce Springsteen, og den er så sandelig også på denne herres niveau med al sin heartland-attitude. "Shadow of a doubt (A complex kid)" har ikke rigtig et omkvæd, men i slutningen af hvert vers er et virkelig fedt hook, som Petty synger så overdrevent, at man får lyst til selv at skråle med, hvilket sker ret tit. "Century City" minder meget om det, vi ellers har hørt, men det vi ellers har hørt er jo også virkelig godt. Det er ikke den mest fængende sang eller noget, men den har sin plads på albummet, den er til at synge med på, og den er ret sjov. En af Pettys stærkeste sange nogensinde kommer i form af "Don’t do me like that". Det er en uhyre simpel melodi, men den virker godt, den er sjov, den er let at forstå, og den er også let at relatere til. Man kunne blive bange for, at den simple melodi ville gøre musikken for ensformig, men et kontrast-stykke i midten forhindrer det, og derudover er det pladens korteste sang, så det gør ikke så meget.
"You tell me" er ikke nummeret, man vil huske tydeligst, når man er færdig med Damn the torpedoes, men den er en ret god melodi alligevel. Den spiller ikke videre utroligt mod de andre sange, den er ligeså højlydt og energisk som "Don’t do me like that", bare ikke nær så hurtig, og dens dynamik er også mindre ekstrem. "What are you doin’ in my life?" starter forholdsvis stille ud, men den skruer tempoet godt op igen. Omkvædet er utrolig fængende, og dens guitarsolo er måske ikke den mest imponerende, du kommer til at høre, men den lyder rigtig godt, og den passer godt til sangen. Afslutningsnummeret "Lousiana rain" starter med et stille præludium, der var ret tiltrængt, for ellers havde pladen næsten været højlydt fra start til slut. Selve sangen er en sentimental lille sag, der faktisk fungerer rigtig godt til at runde Damn the torpedoes af. Ambitionerne er her mest af alt sat til at skrive ni rigtig gode sange, og størstedelen er også formidable, og alle er gode. Dog virker det ikke helt som om, albumoplevelsen har det store fokus, da den høje energi bliver ved på rigtig mange numre, men alle numre er værd at lytte til.