Tom Waits: The heart of Saturday night
Kjartan er i færd med at anmelde samtlige albums på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde, og dette er nr. 339 på listen.
Jeg elsker Tom Waits rigtig, rigtig højt. Han er fuldkommen genial, og han er aldrig bange for at tage chancer, og album som Swordfishtrombones, Rain dogs, Bone machine og Mule variations er lette at anbefale, hvis du vil prøve noget nyt og sært. Noget af det, man lettest kan kende Waits på, er hans hæse stemme, men den har naturligvis ikke altid lydt af så mange smøger. På hans tidligste album såsom Closing time og The heart of Saturday night er han meget pænere i vokalen, men begge har titler, der dog virkelig leder tankerne mod røgfyldte barer med øl og whisky og et par slagsmål om dagen. Det er meget sådanne temaer, The heart of Saturday night beskæftiger sig med, og når jeg hører den plade, kan jeg kun forestille mig, at Waits optræder sent om aftenen i hjørnet af en bar i den grimme ende af byen. Der sidder han bag sit klaver med en cigaret roligt i hånden. Pladen har enormt meget stemning, og det er uden tvivl dens største styrke.
Tom Waits lavede altså med The heart of Saturday night et album, der som sådan er 41 minutters barmusik. Og tro mig, jeg elsker barmusik, men måske gik Waits lidt for langt med konceptet. Se, man går til baren for at få afløb for sine sorger, for at drikke, for at hygge sig, og der er mange andre potentielle årsager, men musikken er sjældent årsagen. Barmusik er som sådan bare baggrundsmusik. Waits har skrevet nogle ret flotte melodier til albummet, f.eks. "New coat of paint", "San Diego serenade", "Diamonds on my windshield" og "(Looking for) The heart of Saturday night", og jeg nyder disse rigtig meget. Faktisk er hele den første halvdel af pladen rigtig, rigtig god, jeg har næsten ingen problemer med den, med undtagelse af at melodierne ikke altid har helt fantastisk samspil, så man til tider kan blive lidt træt af al den folk-jazz. Det er dog lidt synd, at alle de svagere numre findes på sidste del af pladen, men jeg tror som sådan ikke, at de er så svage igen. De giver bare lytteren mere af det samme, og det gør at albummet ikke tåler så mange gennemlytninger igen.
De første få gange, man hygger sig med The heart of Saturday night kommer man dog i selskab med en masse stemning og skævhed, og de bedste melodier kan let huskes. Hvis dette er din første Tom Waits-plade vil du nok nyde den endnu mere, fordi du da endnu ikke ved, hvad han egentlig er i stand til. Man får lidt af den særere Waits med sange som "Diamonds on my windshield", der er en semi-spoken word-sang, der kører over en jazzet walking bass, og "Semi suite" er også en virkelig barok melodi, der lyder mere fordrukken end nogen anden sang på hele pladen. Jeg elsker som sagt Waits rigtig højt, men jeg elsker ikke The heart of Saturday night lige så højt. Jeg må dog sige, at det er et fint stykke håndværk, og som alt andet, Waits har lavet, minder den ikke om så meget andet i branchen. På en skala over Waits-albums er den måske et af de mere ordinære, og specielt helstøbt kan man ikke kalde den, men charme kan føre dig langt i livet, og charme, det har denne plade sandelig.