Truet natur

I starten af 1970´erne begyndte spørgsmålet om truet natur og truede dyrearter for alvor at dukke op i rockmusikkens sangtekster, bl.a. personificeret ved navne som Country Joe McDonald, Jefferson Airplane og The Beach Boys. Nogle vil måske mene, at John Lennons sang ”Bungalow Bill” (1968), med en uudtalt kritik af den idiot, der skyder tigre for sin fornøjelses skyld, er et tidligt eksempel på en sang om dyrebeskyttelse; men sangen er nu nok snarere en smædesang om en bestemt mennesketype, end den er et forsvar for de truede tigre.

Ligeledes er Paul McCartneys ”Wild life” (1971) ganske vist en sang til støtte for naturen og dyrene; men sangteksten er umådeligt luftig og ukonkret i forhold til problemets omfang: ”You´d better stop, there´s animals everywhere/ and man is the top, an animal too/ and man, you just got to care”. Så er der trods alt mere substans i en miljøsang fra en anden eks-Beatle, George Harrisons ”Save the world” (1989), hvori det bl.a. hedder: ”Rain forests chopped for paper towels/ one acre gone every hour/ our birds and wildlife all destroyed/ to keep some millionaires employed”.

Der er naturligvis ingen grund til at sætte spørgsmålstegn ved Paul McCartneys gode vilje i forhold til natur- og dyrebeskyttelse; den er helt sikkert reel nok. Men der skal nok mere til end nogle uforpligtende ord om at vise hensyn, hvis budskabet om menneskets ansvar for dyrelivet på Jorden for alvor skal trænge igennem til lytteren. Det er der en del rockmusikere, som i tidens løb har erkendt, og som af samme grund har skrevet mere målrettede sangtekster om at støtte naturen, miljøet og biodiversiteten.

Man kan nok med rette hævde, at siden rocklyrikerne for 50 år siden begyndte at skrive tekster om truet natur og truede dyrearter, er klimakatastrofen rykket så meget tættere på vores hverdag, at mennesket i dag er en lige så truet dyreart som alle de andre arter. Det må den kommende tid afgøre; men imens vi afventer udfaldet af klimatruslen mod vores jordklode, kan vi da i det mindste forsøge at opføre os ordentligt i forhold til alle de dyrearter, der ligesom os selv er truet af udslettelse.

Country Joe McDonald
En af de truede dyrearter, der i længst tid har været fokus på i rocklyrikken, er hvalerne, der alene i kraft af deres størrelse er lette at få øje på og derfor også er lette at tage parti for. I 1975 udsendte Country Joe McDonald pladen ”Paradise with an ocean view”, hvor coverets dobbelte sideopslag viste et stort billede af en kaskelot med unge, og hvor hovednummeret helt klart var sangen ”Save the whales!”. Country Joe havde udformet sangen som en klassisk sea shanty, men med et tekstindhold, som absolut ikke havde noget til fælles med tidligere tiders hvalfangersange. Sangteksten er én lang anklage mod de store selskaber og deres moderne hvalfangerskibe, nærmest sejlende fabrikker, hvis grusomme fangst- og slagtemetoder til forveksling ligner dyremishandling: ”Looking for ivory/ and perfume/ plastic toys/ and pet food”.

Country Joe var vred på hvalfangerindustrien i 1975, og i 1977 fulgte han ”Save the whales!” op med den børnesangsagtige ”Little blue whale”, som trods sit skyldige udseende rummer endnu en skarp anklage mod den moderne hvalfangst, der hverken tager hensyn til hvalernes yngleperioder eller til beskyttelse af diende hvaler og deres unger. Sangen er en ren bagatel i sammenligning med den langt mere gennemarbejdede hvalsang fra 1975; men Country Joes tilbagevenden til hvaltemaet viser, at han var stærkt optaget af sagen i 1970´erne. Og for at det ikke skal være løgn, dukkede begge sange op igen på Country Joe McDonalds plade ”Animal tracks” (1984), der primært er en opsamling af hans sange om dyr, natur og miljøbeskyttelse.

Ud over de to hvalsange finder man også på ”Animal tracks” sangen ”Coyote” (1978), om de vilde prærieulve i USA, sangen ”Blood on the ice” (1977), om de brutale drab på sælunger i Labrador, sangen ”Thunderbird” (1977), om de truede kondorer i Sydamerika, samt sidst men ikke mindst den vittige ”Wilderness trail” (1977), der på galgenhumoristisk vis beskriver den moderne jægers udfoldelser, der snarere minder om en systematisk udryddelseskampagne end om noget, man kunne betegne som ”sport”: ”If it flies, I´ll shoot it/ if it runs on the ground/ if it lives in a cave and makes a weird sound/ I´ll kill all the bears and the lions and the moose/ with my telescopic lens I´m feeling real loose/ I´ll kill all the ducks and the geese and the quail/ just for a weekend of fun on the wilderness trail”. Ingen tvivl om den sag: Country Joe var meget vred på miljø-ødelæggerne i 1970´erne og 1980´erne – og det er han helt sikkert stadigvæk, selv om han ikke længere udsender nye plader.

Neil Young – og alle de andre
En musiker, der stadig er særdeles aktiv i kampen for miljøet og for bæredygtighed, er Neil Young, som bl.a. nægter at spille ved arrangementer, der serverer industrimad, og som i øvrigt benytter enhver lejlighed til at kritisere virksomheder, der tjener penge på fossile brændstoffer. Neil Youngs hjertesag er nok i højere grad miljøet, end det f.eks. er støtten til truede dyrearter; men de to størrelser er formentlig i den sidste ende to sider af samme sag. En af Youngs tidligste tekstmæssige ytringer til forsvar for naturen og miljøet møder man i hans ”After the gold rush” (1970), hvor det bl.a. lyder: ”Look at Mother Nature on the run/ in the nineteen seventies”.

Men sangen er kun den første spæde begyndelse på Neil Youngs senere katalog af sange, hvori naturen og ”Mother Earth” indgår som tematisk element i teksterne. I sangen ”Vampire blues” (1974) skælder Young ud på olieselskaberne, der suger olie op af jorden, som en vampyr suger blod. I sangen ”Mother Earth (Natural anthem)) (1990) opfordrer Young lytteren til at respektere Moder Jord, og i teksten til sangen ”War of man” (1992) fortæller sangeren om de dyr og fugle, der lider under følgerne af menneskenes krige. Kampen for Moder Jord fortsætter ufortrødent i Youngs tekstunivers igennem de følgende årtier frem til udgivelsen ”The Monsanto Years” (2015), der over flere sange udbygger Youngs kritik af miljø-ødelæggerne – sidstnævnte ikke mindst personificeret i kemivirksomheden Monsanto.

En gruppe, der flere gange har beskæftiget sig med den truede natur i sine sangtekster, er The Beach Boys, der ikke mindst i sangcyklussen ”California saga” (1973) har lovprist naturen og dens frembringelser – specielt ørnene, der lider stærkt under menneskenes rovdrift på naturen. Både denne sang og Jefferson Airplanes hyldestsang til ørnene, "Aerie", kan man læse mere om i artiklen ”Fly like an eagle” her på hjemmesiden. Og a propos Jefferson Airplane vil det være passende på dette sted at nævne gruppens sang fra 1989, ”Panda”, som tager kraftigt afstand fra jagten på de udryddelsestruede pandaer: ”In the snow the human hunters hide/ a shot is heard, but no one hears him cry”.

Miljø- og naturbeskyttelse er et populært tema for mange rocklyrikere, og en række af disse lyrikeres miljøsange er omtalt i artiklen ”Klimasange” her på hjemmesiden. Ud over de allerede nævnte sangtitler kunne man desuden pege på Joni Mitchells ”Big yellow taxi” (1970), med linjerne: ”They paved paradise, put up a parking lot/ they took all the trees/ put them in a tree museum/ and they charged the people a dollar and a half just to see them”. Eller man kunne nævne den fine San Francisco-gruppe Quicksilver Messenger Service, hvis sang “What about me” (1970) rummer et veritabelt katalog over de aktuelle miljøproblemer: ”You poisoned my sweet water/ you cut down my green trees/ The food you feed my children/ was the cause of their disease/ My world is slowly falling down/ and the air is not good to breathe”.

Og sådan kunne man blive ved. Emnet er (desværre) uudtømmeligt, og antallet af rocksange til støtte for miljøet er stort. Lad mig afslutte dette lille vue over en række gode miljøsange med at pege på den svenske gruppe Contact, der i 1971 udsendte pladen ”Hon kom över mon”, som indeholder en stribe melankolsk-humoristiske sange om ødelæggelsen af den svenske natur. Den plade kan man læse mere om her på hjemmesiden i artiklen ”Miljøkamp i proggens tegn”. Og lad mig ved samme lejlighed også minde om danske Arne Würgler, der har skrevet om miljøet og naturen i mange år – senest på cd´en ”Huset brænder” (2020), som man minsandten også kan læse en omtale af her på hjemmesiden i artiklen ”Huset brænder”.