Genre: 

Vampire: With Primeval Force

Vampire
22-04-17
Af: 
Jon Albjerg Ravnholt, Devilution

Anmeldelse fra Devilution

Bathory.
Sarcófago.
Sodom.
Mercyful Fate.
Det tidlige, alt sammen, naturligvis.

Vampires referencer er upåklagelige, og da Göteborg-bandet kom ud med deres første demobånd i 2012, var tastemakeren Fenriz der som et søm og udråbte dem på sin Band of the Week-blog til et band, man skulle holde øje med, fordi man kunne drikke mange kolde øl til dem.

Og han havde selvfølgelig ret, Fenriz, det kunne man sagtens høre. Det var bare lige det, at Vampire kom temmelig meget på bagkanten af den bølge af firser-sej retro-thrash, der var toppet lige ved udgangen af nullerne og nu var hastigt aftagende. Som med alle andre modeluner havde metalpublikummet tilsyneladende nået et foreløbigt mætningspunkt, hvad angik denim, overskæg, metalengelsk og kassettebåndsudgivelser. Antichrist, der med deres to demoer med de perfekte titler ‘Crushing Metal’ og ‘Put to Death’ havde været det hotteste hotte i metal blot året før, mødte ikke meget mere end et skuldertræk og en beklagelse, da de i efteråret 2011 udgav debutpladen ‘Forbidden World’.

Sådan er metalscenen nu engang til fals for modeluner, og i 2017 oplever thrash en ny revival, og selvom den overvejende hælder noget mere mod starthalvfemsernes Bay Area-lyd end midtfirsernes Ruhr-distrikt, burde metal være bedre rustet til Vampire denne gang. Ja, og så burde metal skamme sig over ikke at have hyldet debutalbummet noget mere og så til gengæld give ‘With Primeval Force’ den hyldest, pladen fortjener. Når metal også må formodes at være mere oppe på mærkerne nu i forhold til Vampires lyd, skyldes det ikke mindst vennebandet Tribulations succes, og selvom Vampire ikke går dem i bedene og progger igennem, er den okkulte vibe den samme. Lydbilledet er åbent og detaljeret på samme måde som Tribulations, Hand of Dooms vokal minder om Johannes Anderssons, og ikke mindst har Vampire i guitaristen Black String en hovedsangskriver, der tydeligvis har sat sig ind i, hvad det vil sige at skrive god metal. ‘With Primeval Force’ er nemlig så gammeldags, at den sætter sig ud over de genreskel, der senere er blevet sat op mellem dødsmetal, thrash og black metal, og i stedet fokuserer på at være metal med den tæft for riff og melodier, det indebærer.

Som et af Devilutions stabsmedlemmer var hurtig til at påpege, betyder det riff-fokus og den historiebevidsthed, at Vampire ikke går helt fri af Mercyful Fate-associationerne i specielt sangene ‘Midnight Trial’ og ‘Metamorfosis’ – der desuden nyder godt af nogle svært Tom G. Warriorske “ugh!” – og sådan kan man godt lege Find Referencen på ‘With Primeval Force’ og drikke, hver gang man kan finde ud af, hvad det er, det nu minder om. På ‘He Who Speaks’ og ‘Skull Prayer’ er der en tydelig afsmitning fra tidlige brasilianske thrashbands som Sarcófago, Sepultura og Vulcano, mens ‘Ghoul Wind’ ikke er ulig hverken deres samtidige tyske åndsfæller i Sodom og Kreator eller mægtige Bathory på de to første plader. Man kan også bare starte med at diskutere, om åbningslinjen i 'Knights of the Burning Crypt' er løftet direkte fra Morbid Angels 'Immortal Rites'.

Men man kan også vælge at se stort på den slags. Det er voldsomt svært ikke at lade sig rive med af en plade, der lægger ud med lyden af et sværd, der bliver trukket allerede i første bro. I en sang, der hedder ‘Knights of the Burning Crypt’. Og Vampire holder interessen fanget de næste 38 minutter. Det er ikke kun de enkelte kompositioner, der er godt sat sammen, som helhed forløber ‘With Primeval Force’ også fortrinligt i sin afveksling mellem rå thrash og mere forfinede melodistykker. Bandet virker samtidig tæt sammenspillet med de to nye medlemmer, Sepulchral Condor og Abysmal Condor – de er brødre, ja – der er trådt ind, efter den gamle guitarist Nuclear War troede, han kunne tjene bedre penge på at spille i Ghost, inden det endte i den uskønne retssag, der er i gang nu.

Og Antichrist da? De udgiver efter nogle meget stille år deres andet album, ‘Sinful Birth’, til juni. Men konkurrencen er en helt anden nu, end den var for syv år siden, da de var de sejeste fyre i skolegården. Ovre i et andet hjørne står en flok fyre, som er kommet til, mens de var væk. Også i denim, men sort denim. Med kunstnernavne. Hjemmelavede smykker. Og tydeligvis Satan på deres side, når det kommer til sange. Og Fenriz, når det kommer til at hamre bajere.