Genre: 

Årets nordjyske og fynske musiker kåret

27-10-10
Af: 
Ingrid Andersen

Nogle af Danmarks landsdele har fået den udmærkede tradition at prise deres lokale jazzmusikere. På Fyn har Richard Anderson netop taget prisen hjem, mens Kenneth Dahl Knudsen modtog prisen for Årets Nordjyske Jazzmusiker af Tversted Jazzy Days og DMF. Begge musikere har kontrabassen som hovedinstrument, er unge, fremadstormende og har udgivet deres debutalbum i år.

Årets Fynske Jazzmusiker: Richard Anderson

Få måneder efter at have modtaget landets største jazztalentpris: ”Stjerneprisen”, ved Silkeborg Frokostjazz, blev Richard Andersson torsdag d. 21. oktober udråbt til årets fynske jazzmusiker 2010.

En barnlig leg med nytårsfyrværkeri gjorde Richard Andersson blind som fjortenårig. Han har snart været blind i halvdelen af sit liv, der siden ulykken har handlet mere og mere om musik. Guitarundervisning på Danmarks Blindeinstitut førte således til diplomeksamen fra konservatoriet, studieophold på det præstigefyldte Manhattan School of Music i New York, den anmelderrost debutplade: ”Richard Andersson Sustainable Quartet” samt optagelse i solistklassen på Det Rytmiske Musikkonservatorium.

Richard Andersson er med andre ord et enestående talent, har en smittende spilleglæde og er tillige meget engageret i det lokale musikmiljø med tiltagene: ”Jazz i den 11. time” og ”PublicJazzService” i Odense.

Lån Richard Anderssons debut cd på dit lokale bibliotek.

Årets Nordjyske Jazzmusiker: Kenneth Dahl Knudsen

For nyligt blev han udnævnt af Dansk Musiker Forbund og Tversted Jazzy Days som Årets Nordjyske Jazzmusiker. Nu er han også klar med sit debutalbum: ”Strings Attached”.

Kenneth Dahl Knudsen er fra et hjem med klaver i den lille by Arden i Nordjylland. Det stod dog ikke i kortene, at han skulle blive professionel musiker, da familien hovedsageligt består af mekanikere og lastbilchauffører med motorsport som deres helt store interesse. Klaveret i stuen overdøvede dog motorsporten for den unge Knudsen - i begyndelsen den gængse pop på MTV, men i teenageårene blev det til jazz og i særdeleshed bassen.

Musikken er en integreret del af hverdagen for Kenneth Dahl Knudsen:  ”Musikken kører altid inde i mig og jeg har brug for at udtrykke mig hele tiden”, forklarer han. Tidligt blev landsbyens fodboldtræning og halballer derfor erstattet af musikken. Kenneth Dahl Knudsen har gennemført det musikalske grundkursus i Ålborg og er nu klar med sit debutalbum.

Kilde og foto: Jazz Danmark