19. DECEMBER - Tangerine Dream: Stratosfear

"Stratosfear" er et album, der løsriver sig mere og mere fra tidens nådesløse datering af musik.

»Tangerine Dream? De har da ikke lavet noget godt siden 1975.«

Sådan sagde en ekspedient med britisk accent i Badstuerock i Aarhus engang i 2003 meget kort efter, jeg havde opdaget det tyske elektronikensemble. En generel misopfattelse, der kan spores tilbage til 1976, da Tangerine Dream udgav Stratosfear.

Tangerine Dream havde forinden Stratosfear udgivet syv albums med en eksponentielt stigende kvalitet og en generel mangel på melodier. Så da det fængende tema til Stratosfears titelnummer gik i gang, fik de kritikere, der havde opbygget bandets progressive omdømme, travlt med at pille dem ned igen. Og ord som lydtapet og muzak huserede i de mange (til tider pseudo-racistiske) anmeldelser i de britiske musikaviser.

I juli 2012 genudgav EMI skråstreg Virgin Stratosfear på vinyl. Og sjovt er det at tænke på, at Richard Branson overvejer at købe Virgin tilbage. For var der noget band, der tegnede Virgins profil tilbage i de stilskabende halvfjerdsere, så var det Tangerine Dream. Meningerne divergerer. Var det succesen af Mike Oldfields Tubular Bells, der finansierede Tangerine Dreams kontrakt, eller var det Richard Bransons salg af importerede Tangerine Dream-plader, der var det økonomiske grundlag for en udgivelse af Tubular Bells? Ikke desto mindre har Stratosfear uomgængelig klassikerstatus med en lyd meget henad Mike Oldfields fra samme tid.

Selve indspilningsprocessen var mere end problematisk. Røvdyre studiehøjttalere blev sprængt grundet frekvenser i de øvre og nedre spektre, og al generel håndtering af de skræddersyede tårne og vægge af modulære synthesizere faldt ikke bandet legende let.

Men bandet, der dengang var på toppen af al integritet og halvfjerdsernotabel streetcred hos hjemmedrengene, lavede et subtilt-genialt mesterstykke uden sidestykke i Stratosfear. Med den korte varighed af 35 minutter.

Titelnummeret, der åbner pladen, er vel nok Tangerine Dreams største ‘hit’ og har en simpel og sørgmodig melodilinje, der kører hele nummeret igennem. Kort sagt – et fremragende nummer. Et nummer, der har set mange afskygninger. I 1976 et lækkert, futuristisk stykke. Live i 1986 som et rodet stykke med datidens DX7, eller hvad nu keyboards hed på tidspunkt. Og fra 1995 til i dag som et mere og mere og vulgært testosteronpumpende ekstranummer med overlegen guitarlir.

”The Big Sleep In Search of Hades” er et kontrastfyldt, meget kort nummer, hvor et harpsichord, en mellotron (eller fløjte) og en synthesizer skaber et stykke næsten klassisk musik.

”3 A.M. at the Border from the Marsh of Okefenokee” består af bippende og boblende synthlyde med mundharmonika og er meget beroligende, indtil Edgar frembringer så meget larm på sin mellotron, som det overhovedet er muligt. En stor lyd af mellotron, der næsten, kun næsten, er matchet på progrockvidunderbarnet Steven Wilsons magnum opus Grace For Drowning. Et forløsende tordenvejr i det varme sommerlandskab, som albummet poetisk omsætter til musik.

Herefter er nummeret underspillet dystert og ondt. En synth pulserer i baggrunden, mens el-piano, mellotron og synths spiller førsteviolin. Nummeret kører meget i den samme rille, hvilket skaber en atmosfærisk rolig, men lettere dyster stemning. Nummeret slutter som det startede med boblende synths og mundharmonika. Pure genialitet.

”Invisible Limits” er et rent Mike Oldfield-nummer. Komplet med tubular bells og en guitarlyd, der kommer tættere på ham, end nogen nogensinde har været. Denne karakteristiske guitar, som Edgar Froese spiller, er i øvrigt blevet samplet af DJ Shadow i “The Changeling”.

Der skiftes i tempo og afsluttes med et klaverstykke, der er mere end lånt fra Pink Floyds ”A Saucerful of Secrets”. Desuagtet pladens suverænt bedste nummer.

I dag, hvor al musik larmer derudaf med uformindsket styrke, er det en fornøjelse at sætte Stratosfear på. Albummet ligger som et distræt, sonisk vattæppe hen over atmosfæren i et hvert givet rum og kan få tankerne fra den nedgående spiral, verden fortsætter ud af, på raketfart.

Det var også startskuddet til den melodiske løbebane, Tangerine Dream senere kunne fortsætte ud af.

Albummet udkom i L’America i 1977 og kolliderede med en turné og udsolgte huse overalt på kontinentet. Tons og atter tons i form af flygeler, mellotroner, overproportionerede synthesizere og et PA-anlæg, der kunne matche dette, gik igennem de amerikanske toldmyndigheder til glæde for de synthhungrende fans.

Decibellerne fik ben at gå på, og Tangerine Dream kom vist nok i Guinness for at være det højest spillende band, indtil The Who og Manowar tog revanche. Men albummet Stratosfear er – med en enkelt undtaget passage – en stille fornøjelse. Et pusterum i hverdagens enerverende larm. Et album, der løsriver sig mere og mere fra tidens nådesløse datering af musik. Og pladen definerede Tangerine Dream – til nogles fortrydelse, men til de flestes glæde.

//Af: Jacob Pertou, Undertoner