40 år med David Bowie's "Scary monsters"

Den 12. september 1980 udgav RCA ‘Scary Monsters (and Super Creeps)’, der af mange fans og kritikere anses for at være David Bowies sidste egentlig store album på linje med de mest helstøbte udgivelser fra 70’erne, hvilket jeg er ganske tilbøjelig til at give dem ret i, selv om Bowie dog sidenhen har præsteret enkelte lytværdige af slagsen. Blandt andet ‘Black Star’, der i 2016 få dage før hans død satte et fornemt punktum for en usædvanlig og unik karriere i den internationale musikbranche.

På ‘Scary Monsters’ lykkedes det Bowie at kombinere en mere konventionel rocklyd med elementer fra eksperimenterende artrock, new wave og lettere aggressiv post punk, hvilket gav såvel kommerciel som kunstnerisk dividende. ‘Scary Monaters’ solgte bedre end ‘Low’, ‘Heroes’ og ‘Lodger’ (1977-79), der udgjorde hans såkaldte ‘Berlin’ trilogi. Anno 1980 lykkedes det imidlertid for Bowie af finde den rette balance mellem kreativt output og mainstream succes.

Bowies 14. studiealbum indvarslede et nyt årti, hvor den britiske sanger og sangskriver med vanlig tæft og seismografisk præcision registrerer tidsåndens evige jagt på nye strømninger, udtryk og selviscenesættelse - ikke mindst klangligt, rytmisk og lyrisk. Bowie skabte iøvrigt 70’ernes egen ‘zeitgeist’ ved hjælp af skiftende tøjstil, musikgenrer og personaer, der blev aflivet undervejs, når de havde udlevet sig selv.

‘Scary Monsters’ kan tolkes som en gravsten over den periode og et kritisk eftersyn af hans egen hang til dekadence, selvdestruktion og mytologisk selvdyrkelse.
Det er ikke længere bare en legestue, som det meddeles utvetydigt i ‘It’s No Game (No. 1)’ og ‘(No. 2)’, der indleder og afrunder ‘Scary Monsters’. ‘(No.1)’ sætter yderst effektfuldt albummet i gang på overrumplende vis med støj, messende japansk kvindestemme, Bowies egen dramatiske og bevidst falske vokal plus Robert Fripps larmende kamikaze guitar, indtil Bowie flere gange brøler ‘Shut up’. I ‘(No. 2)’ synges samme tekst afdæmpet og rent.

Skulle man kun gå efter at please lytteren, ville enhver have byttet om på de to versioner, men så let slipper du ikke hos Bowie, der tekstmæssigt går til biddet. I pladens hitsingle ‘Ashes To Ashes’ er hippie astronauten Major Tom fra 1969 nummeret ‘Space Oddity’ forvandlet til en ‘junkie, strung out in heaven's high, hitting an all-time low’.

Indre dæmoner og syner grundet eskalerende stofforbrug slippes løs, og derfor er det bedst at holde afstand til Major Tom aka mr. Bowie himself - en konklusion der med udgangspunkt i hans egne excesser in mente ligger lige for. Teksten er en snu blanding af egne bekendelser og noget, der minder om børnerim.

Videoen til ‘Ashes to Ashes’ hører til blandt de dyreste producerede nogensinde og gjorde denne signatur hooked på Bowie forever. Hans Pjerrot lignende kostume og mystiske fremtoning virkede stærkt dragende på knægten her 16-17 år gammel, da jeg så den på tv første gang. Der er noget fascinerende og forførende over Bowies evne til at gå fra sitrende nærvær til kølig distance på, hvilket kan ske i løbet af en og samme sang.

Titelnummeret med dets buldrende perkussive udladninger og syrede guitar hyl kreeret af Fripp er Bowie i fuld kontrol, der med doven cockney accent fremmaner billeder af en kvinde på randen af et totalt sammenbrud, der fuld af angst skriger sin jalousi og vrede ud, mens imaginære monstre og kryb forfølger hende.

Side 1 sætter ydermere trumf på med ‘Fashion’, hvor Fripp igen igen viser tænder, mens Bowie og hans mandekor over en stram og funky bund synger om folk, der bliver ensrettede og fremmedgjorte af tidens mode, dansediller og socialt distancerende omgangsformer.

Den indre og ydre fascisme lurer i ‘Fashion’ beskrevet som trendpolitiet i skikkelse af et uniformeret tæskehold, der rykker frem, mens den højglanspolerede New Romance lurer i kulissen klar til at vippe new wave og post punken af pinden. Ironisk nok har Bowie stilistisk set bidraget til hele herligheden, men lidt selvironi skader vel næppe.
I den knap syv minutter lange ‘Teenage Wildlife’, hvis lyd og opbygning minder meget om ‘Heroes’, må de high tech begejstrede post punk vidunderdrenge i stil med Gary Numan holde for:
‘One of the new wave boys
Same old thing in brand new drag
Comes sweeping into view
As ugly as a teenage millionaire’.

Tag den. Det gider Bowie ikke tage ansvaret for og spørges til råd omkring. I ‘Scream Like A Baby’ synger han om en mand, der udsættes for vold og tortur som politisk fange i et totalitært styre sonisk badet i guitar synth lyd. Bowies verdensbillede males her med sorte truende farver som på det ‘1984’ inspirerede ‘Diamond Dogs’ album (1974).

Musikalsk set er der ligeledes masser at glædes over på ‘Scary Monsters’. Rytmesektionen tilbage fra ‘Station to Station’ dagene i 1976 er stadig med, men for sidste gang desværre. Dennis Davis (trommer), George Murray (bas) og Carlos Alomar var mere end blot et habilt team, der mestrede det meste. Alomar fortsatte dog hos Bowie on and off frem til 2003.

Desuden brillerer en række gæstemusikere ud over Fripp i ‘Scary Monsters’ startopstillingen: Springsteens keyboardmand fra E-Street bandet Roy Bittan spiller klaver på flere numre, og selveste Pete Townshend fandt de tunge riffs frem til ‘Because You’re Young’. Pladens co.-producer er også denne gang Tony Visconti, der har samarbejdet med David Bowie på i alt 13 udgivelser fra 1969 til 2016.

Et velfortjent stort tillykke med de fire dekader til ‘Scary Monsters’ et af de absolut mest betydningsfulde værker i Bowies blandede katalog, der generøst skænkede verdenen en række mesterværker, men også nogle fæle fejlskud af undværlig karakter. Fødselaren tæller indlysende med i førstnævnte kategori.
‘It’s No Game, Major Tom - Beep Beep’