50 år med David Crosbys "If I could only remember my name"

Da selvforglemmelsens sympatiske ego/weirdo gik solo

David Crosby er ret weird... 

Vi kan ikke takke ham nok. Men omkring 1971 er han osse på toppen af denne verden. Den 29 år gamle veteran har allerede to storbands bag sig.

Folkrock-pionererne The Byrds og flagskibet Crosby Stills Nash and Young. Det sidste kun lige opløst da han begynder at samle vennerne til hvad der skal vise sig at blive en af de mest markante hippieplader overhovedet.

Det siger ikke så lidt. Det gør gæstebogen heller ikke. Udover Graham Nash og Neil Young tæller den folk som Jerry Garcia, Bill Kreutzman, Phil Lesh fra Grateful Dead - Jorma Kaukonen, Jack Casady, Paul Kantner og Grace Slick fra Jefferson Airplane.

Hvor vi skal hen med denne prægtige besætning, vides ikke helt, men alle synes dog alligevel at have fornemmelse af kursen.

Det går østen for solen, et pænt stykke op, ind gennem en cirkel og videre mod landet syd for Nirvana. Raketten er ladet med røgelse og hamp - klar, parat, fyr …

Men først skal vi vestpå og for CSN&Y-fans er ”Cowboy movie” et must. En nøgle til gruppens togt året inden, er måske for meget sagt, men der ligger et interessant metaforisk drama spundet op omkring kvartettens forhold til sangerinden Rita Coolidge bag denne ’film’.

Lad hermed rollelisten være slået fast.

• Young Billy (the sentry) er Neil Young
• The Duke (the dynamiter) er Graham Nash
• Eli (the southern mean ’n’ fast gunner) er Stephen Stills
• The Raven (the indian girl) er Coolidge
• Fat Albert er Crosby selv.

Et skønt swampy og skævtspillende band kaster sig ud i noget der kunne minde om et first take. Der opleves uregelmæssigheder på vejen, men Davids vokal står i flammer og viser ham fra den sjældent rockede side. Det er beatmusik par excellence og man hører ikke nummeret uden selv at få lyst til en guitar.

Da røgen har lagt sig, flyder vi tilbage i sæderne og chiller med ud til ”Tamalpais High (at about 3)”. Et ordløst refugium, som bekommer sind, sjæl og krop godt efter det hæsblæsende western-optrin. Med symbiotisk indføling i den sublime komposition, leverer Nash vokalharmonierne som en skrædder syr sin bror en jakke. Backet af til lejligheden extraordinært raffinerede Grateful Dead tilsat Kaukonen på elektrisk, opnås et helt unikt stykke vokalmusik.

Omkring Tamalpais står en let brise af jazz - under månen er klokken er 3 A.M. - luften renset og ren.

Det kunne godt have været derude Crosby mødte ’den leende mand’. En diffus dobbeltskikkelse, der først besnærer ham med noget der kunne forveksles med visdom, men i morgengryet viser sig blot at være en lille grinende dreng. Skuffelsen kræver en sang. ”Laughing”. Et anderledes tungt nummer, der med Jerry Garcias pedal-steel, håndklap som lilletromme og Crosbys 12-strengede akustiske, alligevel svæver 4 centimeter over gulvet ... for naturligvis at stige til 14 da Joni Mitchell ved 3:45 afslører sin tilstedeværelse i koret. En seraf blandt øgler, men i så fald i bedst tænkelige selskab. Tracket er lav-møbel-rock af fineste skuffe og blev genindspillet på en Byrds reunion-plade to år efter. Dog uden samme autenticitet som her.

Først på side 2 bliver tingene anderledes konkrete. I den indignerede ”What are their names” ta’r hele otte musikere bladet fra munden og synger via velkrydret elektrisk thai spørgsmålene direkte til de øverste kontorer:

I wonder who they are the men who really run this land
And I wonder why they run it with such a thoughtless hand
What are their names and on what streets do they live?
I'd like to ride right over this afternoon and give
them a piece of my mind about peace for mankind
Peace is not an awful lot to ask

David Crosby og Graham Nash kan stadig høres levere denne sang a capella live anno 2015. Noget kunne tyde på de mente det ...

Næste skæring bringer os igen ned i de lave møblers etablissement. Her er sangeren trods Lauren Allans underfulde autoharpe faldet i tristesse. En ild er tilsyneladende brændt ud og tanken om at forlade storbyen tager til. David bevidner en kærlighedsaffære og registrerer et strejf af misundelse - man tænker på om det er hans egen:

Now the strangest thing I've seen was a T-shirt turning green
in envy of a turtle dove - The dove's lady was the cause
or maybe it was the olive branch she held in her claws
or maybe he could see they were in love

Et fantastisk moment, og trods nedtrykt rådvildhed og jalousi er ”Traction in the rain” et højlys.

Videre mod ”Song with no words (tree with no leaves)”. Som ”Tamalpais High” bygget op omkring tekstløs vokal med band, denne gang suppleret af albummets eneste klaver. I modsætning til den mere retningsbestemte Tamalpais, flyder sangen uden ord i løbet af begrebet ’god tid’ ud på jam-dybde. Her føres den med strømmen til årerne tabes og båden langsomt begynder at dreje om sig selv. I slow-mo-turbulens opstår en tilstand af stilstand inden sofaen vægtløs går på grund ... mod loftet ...

Hvorom alting er, bidrager disse bundløse stemninger til et overordnet indtryk af kompromisløs musikalsk passion, og hvis Crosby til tider trækkes under vandspejlet, er det muligvis her han er i stand til at finde perler som ”Orleans” og ”I’d swear there was somebody there”. Pladens sidste titler - begge mixet i haller af rumklang og af en type som aldrig før er hørt på planeten. ”Orleans”, et højstemt korarrangement over klirrende akustiske guitarer – "I’d swear", en nøgen 2-stemmig improvisation, der mest af alt lyder som et svar til en kaldende sirene. Uinstrumenteret, fortvivlet, primal.

Det er i det hele taget som om albummets sange, med undtagelse af ”Cowboy movie”, kommer parvis. ”Laughing” kender ”Traction in the rain” – ”Song with no words” forlænger ”Tamalpais High” og ”What are their names” viderefører albummets startnummer, som med congas, klappende hænder og bas allerede fra de første takter introducerer den akustiske 12-strengede guitar. Og med den sang starter man gerne forfra for atter at gå i groove og høre hippierne chante – ”Music is love” ... everybody’s saying it ... derpå Neil Youngs tre hellige slag på vibrafonen - og igen everybody’s saying that music is looove ...