Elitegymnasten og guitarekvilibristen

Neil Young og Bruce Springsteens akrobatiske superguitarist Nils Lofgren fylder rundt i dag (født den 21. juni 1951 Chicago, Illinois og døbt Nils Hilmer Lofgren). Hans mor var italiensk og faren af svensk afstamning. Som fem-årig begyndte Nils Lofgren at spille klassisk akkordion, fordybede sig herefter i klassisk musik og jazz, men skiftede i teenagertiden over til piano og guitar.

Under High School tiden vakte Lofgren opsigt som springstærk elitegymnast, evner han senere indkorporerede i sit sceneshow som solist. I slutningen af 60’erne grundlagde Lofgren bandet Grin, der udgav fire fine albums i 1971-73, og flere af numrene fra den periode har overlevet Lofgrens sætlister gennem adskillige år, og med god ret.

Lofgren skrev og udgav 1975 en hyldestsang til Keith Richards, ‘Keith Don't Go’. Nummeret, der er med på Lofgrens første og eponyme soloalbum, indledte hans superbe Rockpalast koncert efteråret 1979. I en alder af 14 år sad jeg måbende foran skærmen i Sønderjylland for at følge denne atletiske sprællemand brillere med den ene perfekte solo efter den anden, mens jeg drømte om selv at blive rockstjerne en dag.

Men Lofgrens saltomortaler og seksstrengsleg fra nævnte aften kan dog som et lille trøstende hæfteplaster erhverves på dvd. Juli 1987 fik jeg imidlertid muligheden for at opleve Lofgren solo uden band, hvor repertoiret ydermere bød på enkelte Neil Young klassikere. Mere Young senere i portrættet her.

I midten af 80’erne blev Lofgren en del af Bruce Springsteens E-Str. Band og medvirket på en række af hans udgivelser heriblandt ‘Tunnel of Love’ (1987), ‘The Rising’ (2002), ‘Working on A Dream’ (2009), ‘Wrecking Ball (2012), ‘High Hopes’ og ikke mindst ‘Letter To You’ (2020), Bossens bedste udgivelse i årtier.

Beklageligvis kommer Lofgren efter denne skribents smag for lidt til sin ret i E Street Band, hvor det hovedsageligt er Springsteen og Little Steven, der deler aftenens soli mellem sig. Det kan virke som spildt luksus at have en så profileret instrumentalist som Lofgren med en lang solokarriere bag sig på holdet, men omvendt råder Springsteen over en gennemkompetent guitarflanke med mange klang- og valgmuligheder, der er særdeles velegnet til hans foretrukne stadionrockformat.

Særlig interessant er dog Nils Lofgrens parløb med Neil Young, og Lou Reed, der er værd at dvæle lidt ekstra ved. 2019 fik Lofgren tilbuddet om at vende tilbage i Neil Young regi som officiel del af Crazy Horse i stedet for det originale medlem, guitaristen Frank ‘Poncho’ Sampedro, der forlod holdet i 2018. Det trækker dog ingenlunde fra på Youngs 39. album ‘Colorado’ (2019). Tværtimod.

Samarbejdet med Neil Young startede i 1970, hvor Lofgren medvirkede på ‘After The Gold Rush’ som guitarist, sanger og pianist. I løbet af 70’erne og 80’erne er det blevet til en del optrædender hos Young live og i studiet. Nævnes bør her ‘Tonight’s The Night’ (1975), der reelt set er en Crazy Horse lp dog krediteret Young solo, og den noget mislykkedes samt synth- og electronica dominerede ‘Trans’ fra 1982. Lofgren har ligeledes spillet med Crazy Horse uden Young på plade og i koncertsituationer.

Omkring 1979 blev Nils Lofgren ringet op af Lou Reed, der havde lyttet til et bånd med diverse sangideer, som Lofgren havde fremsendt efter aftale. Ovenpå et sandt tre dages arbejdsraseri var Reed klar med hele 12-13 færdige tekster, som Lofgren venligst måtte skrive ned efter diktat. I første omgang deltes der pænt i porten. Tre Lofgren/Reed sange endte på førstnævntes fjerde studie LP ‘Nils’ fra 1979. Tre andre numre fandt vej til Lou Reeds ‘The Bells’ (april 1979).

Resten af materialet røg på overskudslageret. I 2013 døde Reed, og Lofgrens solokarriere lå lit de parade gennem længere tid. Lofgren genoptog den del med maner i 2019, hvor seks suveræne Lofgren/Reed samarbejder udgjorde rygraden på ‘Blue With Lou’. 1979 hilste på 2019 og vice versa. Dermed skulle alle numre begået af denne kreative konstellation i en kort, men yderst resultatgivende fase, således være i spil ud fra lidt simpel hovedregning.

Reeds krasse og koncise rim og remser møder Lofgrens virtuost gnistrende guitarspil bakket op af en mere end blot kompetent rytmegruppe bestående af bassisten Kevin McCormick og trommeslageren Andy Newmark, gamle kendinge i Lofgrens rækker. Nils Lofgren behøver ingenlunde at skjule sig for eller bag Bruce Springsteen.

Stort tillykke med de 70 til Nils Lofgren, en sympatisk virkende mester inden for sit fag. Som sanger kan han af og til virke lidt spag i klangen med sin lyse vokal, hvilket dog opvejes tifoldigt af guitarspillet. Stort set ingen lyder som Lofgren på det instrument, tjek især de mange liveoptagelser, der findes med ham, hvor manden fra Chicago, Illinois i særligt inspirerede stunder når det sublime.