Forførende nyt fra Carla Olsson

12-09-13
Af: 
Steffen Kronborg

En af de bedste plader i min samling og en af de titler, jeg oftest vender tilbage til, er udgivelsen So rebellious a lover (1987) med en række smukke duetter mellem Gene Clark og Carla Olson. Carla Olson har lavet mange gode ting i løbet af sin mere end 30-årige karriere, men rent vokalt har hun nok aldrig overgået sin indsats på sin eneste studieindspillede plade med Gene Clark (ligesom Emmylou Harris rent vokalt nok aldrig har overgået sin præstation på pladerne med Gram Parsons fra starten af 1970'erne). Carla Olsons og Gene Clarks stemmer passede bare perfekt sammen – men selv om man én gang har præsteret det (næsten) perfekte, kan man jo godt prøve at overgå sig selv. Og det er faktisk præcis, hvad Carla Olson forsøger at gøre på sit nyeste udspil: Have harmony, will travel (2013). Det er hverken tilgængeligt på Bibzoom eller som cd på bibliotekerne, men mon ikke det kommer?

Det var med gruppen The Textones, den texanske sangerinde, sangskriver og guitarist med de svenske rødder og (deraf følgende?) karakteristiske lange lyse hår fik sit musikalske gennembrud. Pladen The midnight mission fra 1984 indeholdt ud over et enkelt Bob Dylan-nummer hele seks sange skrevet af Carla Olson selv, og den bluesbaserede musik med mindelser om både Byrds, Springsteen og Rolling Stones er i al sin kraftfulde dynamik fortsat en udelt fornøjelse at lægge ører til. Her er energisk blues-rock for alle pengene – og samtidig en stor dosis af den skrøbelige sårbarhed, der siden kom til sin fulde ret i Carla Olsons samarbejde med Gene Clark.

Efter tiden med The Textones arbejdede Carla Olson sammen med en række fremtrædende musikere, bl.a. Mick Taylor, Barry Goldberg og – under et besøg i Sverige – musikere fra bandet Wilmer X. Fra 1994 og frem var det især som producer på andres indspilninger, Carla Olson gjorde sig bemærket, selv om hun også fortsat i denne periode indspillede plader med sin egen musik – nu blot med store mellemrum mellem udgivelserne. I 2001 udkom det første studiealbum med Olson siden 1994, The ring of truth, og i 2009 producerede hun det markante album Starting all over again med den gamle Manfred Mann-sanger Paul Jones. Og nu er Carla Olson så albumaktuel igen med det formidable udspil Have harmony, will travel.

Ideen til albummet opstod ifølge Olson selv, da hun for nogle år siden i en produktionspause drøftede mulighederne for et duet-album med et par af sine musikalske venner. Både Scott Kempner og Peter Case (som står for et af albummets absolutte vokale højdepunkter, duetten med Carla Olson på nummeret "8:05") var straks med på ideen, og inden længe begyndte projektet at tage form. John York, som tidligere både har spillet med The Byrds og Gene Clark, var også straks med på ideen og leverede herrestemmen til to duetter med Olson, bl.a. på den fine version af det gamle Everly Brothers-nummer "First in line". (A propos Everly Brothers: Carla Olsons nye album er dediceret til Darryl Morden, som i sin tid udtalte om Olsons og Clarks vokale indsats på So rebellious a lover: ”Like an Everly brother and sister”. Det kan næppe udtrykkes mere præcist).

Flere og flere navne kom til hen ad vejen, bl.a. hæderkronede Richie Furay (fra bl.a. Buffalo Springfield og Poco), som med det samme sagde ja til tilbuddet om at synge duet med den texanske cowgirl på det klassiske Gene Clark-nummer She don't care about time. Furays og Olsons stemmer står måske ikke helt så flot til hinanden som Clarks og Olsons stemmer; men det er tæt på, og nyindspilningen af den gamle sang kan måske give en ide om, hvordan nummeret ville have lydt i en studieindspilning med Clark og Olson. P.t. foreligger "She don't care about time" kun i form af en koncertindspilning med de to sidstnævnte musikere fra 1990: Silhouetted in light. Og på netop det nummer synger Gene Clark solo! Så det er næppe sandsynligt, at lytterne får mulighed for at høre nummeret i en duetversion med den oprindelige duo. Men som sagt: duetten med Richie Furay er heller ikke så ringe endda.

Have harmony, will travel fra den 61-årige sangerinde indeholder en god del nostalgi, såvel i melodivalget som i valget af partnere til pladens duetter. Men det betyder ikke, at der af den grund er noget fortidigt over selve musikken. Hold da op, hvor Carla Olson kan spille guitar, og hvor synger hun godt. Når hun samtidig – måske i kraft af sit mangeårige virke som producer – forstår at omgive sig med musikere, som kan spille røven ud af bukserne på de fleste andre musikere, kan resultatet næsten ikke blive andet end høreværdigt.

Og her kommer så til slut dagens bedste nyhed i forbindelse med udgivelsen: under titlen kan man læse teksten "Volume 1". Det må vel betyde, at der er mere på vej fra samme skuffe? For en inkarneret Carla Olson-fan som undertegnede bliver det ikke helt let at holde ventetiden ud.

Læs mere om Carla Olson på hendes hjemmeside