Johnny Cash: At Folsom Prison
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste. Dette er nr. 88
Selv om Johnny Cash aldrig fik en fængselsstraf, gjorde han meget ud af at skrive sange fra en straffefanges perspektiv. Den mest populære af disse sange er uden tvivl "Folsom Prison blues" fra 1955. Det er en overraskende grum rockabilly-sang, der med god grund gjorde Cash verdensberømt. Ganske naturligt begyndte Cash tidligt i sin karriere at give koncerter i diverse fængsler, og i 1968 kom turen endelig til fængslet, der havde givet navn til hans første store hit. Her afholdt han to koncerter samme dag, der blev optaget til hans første live-album nogensinde: At Folsom Prison. Han starter pladen med netop "Folsom Prison blues", og sjældent har jeg hørt så meget glæde fra et publikum. Sangen lyder fantastisk, faktisk bedre end originalen, og det er også fantastisk at kunne høre folk relatere til hans tekst. Samtidig kan man få en klump i halsen over, at linjen, der får det største bifald, er “I shot a man in Reno just to watch him die”. I løbet af pladen er det faktisk altid de mest moralforladte, voldelige linjer, der får store bifald. Det er en kende grumt, men det giver albummet en anden karakter end de fleste live-plader.
Cash har da også valgt sine sange med omhu. Åbningsnummeret er ikke det eneste, der omhandler livet som fange – "The long black veil", "25 minutes to go", "I got stripes" og "Cocaine blues" er også blandt mine favoritter. Den sidste er især grov, nærmest som en tidlig country-udgave af gangsta-rap. Jeg tror også, han generelt er gået efter sine mest grovkornede sange, hvilket kun får det bedste frem i publikum. Cash kommunikerer i løbet af hele albummet med dem på ganske charmerende vis, og selvom han aldrig har siddet inde, kan man mærke, at han føler sig hjemme på en eller anden vis. Han vælger endda at afslutte pladen med et cover af den dengang ganske ukendte sang "Greystone Chapel", skrevet af Glen Sherley, der på det tidspunkt sad inde i Folsom. Jeg er ikke specielt glad for sangen, der dog ganske passende handler om livet på Folsom State Prison. Jeg er hele vejen igennem dybt imponeret over lydmixingen. Den er lige tilpas upoleret til at bidrage til den rå outlaw-charme, men samtidig kan man høre hver eneste stavelse, der kommer ud af Cashs mund, hver tone, der kommer fra instrumenterne, samt hvordan publikum reagerer.
Det er svært at høre, at pladen er optaget over to koncerter. Der er nogle få gange, hvor man kan ane, at der klippes mellem dem, men det er mest i den noget akavede afslutning. Her dukker fængselsløjtnanten op og giver instrukser for hvorledes fangerne må forlade deres pladser. Publikum begynder øjeblikkeligt at buhe af ham. Det er lidt inspirerende at se, hvordan koncerten har givet dem mod til at trodse autoriteterne. Man føler, at Cash har givet et stort lyspunkt i fangernes ellers mørke hverdag. Det er smukt, og man sidder tilbage med stor respekt for Johnny Cash. At Folsom Prison er ikke blot en live-plade som få andre, det er også en af de bedste country-plader, jeg har hørt. Countryplader plejer ellers at være blandt mine mere negative anmeldelser, men det sker absolut ikke for denne. Der præsenteres en god blanding af kreative ideer, solide sange og veludført optræden. Som Cash-fan forventede jeg ganske vist, at pladen ville være god, men kvalitetsniveauet formåede alligevel at overraske mig. Hvis du kun skal høre én country-plade hele dit liv, ville At Folsom Prison være et godt bud.