Monica Zetterlund – mere end bare en sangerinde
Sidst i 1990'erne valgte Monica Zetterlund selv at stoppe karrieren. I et interview på det tidspunkt sagde hun, at efter 40 år som aktiv mente hun, at det kunne være nok, og at hun nu syntes, at hun kunne tillade sig at sætte sig og glæde sig over det, hun havde nået.
Et rimeligt synspunkt, kan man mene, sådan i almindelighed, men bag det var jo også bevidstheden om, at stemmen ikke mere var, hvad den havde været, og at kroppen var nedslidt. En rygskade fra de unge år havde gjort, at hun stort set var henvist til en kørestol, og hun havde i det hele taget ikke været for god ved sig selv.
Men hvad hun havde nået i kunstnerisk henseende var nu heller ikke småting. Ganske vist var begyndelsen temmelig ordinær, da familien Nilssons datter fra den lille by Hagfors i Värmland sang lidt med sin harmonika- og saxofonspillende fars orkester på folkeparker og dansbanor. Men da vor egen Ib Glindemann skulle spille et job i Hagfors med sit store orkester en sommeraften i 1957, var der lokale folk, der gjorde ham opmærksom på, at den høje, lysblonde pige med brillerne kunne mere end de fleste dér på stedet. Hun fik lov at synge et par numre med orkestret, og da Glindemann altid har kunnet kende et talent, når han mødte ét, inviterede han hende til København for at synge med orkestret på fastere basis. Forbilleder som Sarah Vaughan og Ella Fitzgerald var ikke til at tage fejl af, men der var ikke mange, hverken herhjemme eller i Sverige, der havde hendes instinktive jazzfornemmelse og sans for at grave ned i en tekst, og hendes første indspilninger med orkestret året efter blev en klar succes.
Man kan næppe bebrejde hende, at hun som nygift og mor gerne ville tilbage til Sverige, men familieliv blev der nu ikke meget af, dertil var også hendes livsappetit for stor. Efter at være blevet nr. 2 i en sangkonkurrence på Nalen, Stockholms førende jazzsted, kom hun hurtigt ind i varmen blandt Sveriges førende jazzmusikere, bl.a. den hyperkritiske Arne Domnerus. Gæstespil i London, Paris og New York fulgte – det sidste dog, som hun har beskrevet det i sin meget ærlige (og temmelig bidske) selvbiografi Hågkomster ur et dåligt minne, mindre vellykket. Men kort tid efter at hun var tilbage i Sverige, lærte hun tre af de største (og mest musikalske) multitalenter i svensk underholdningsliv at kende: Hasse Alfredson, Tage Danielsson og Beppe Wolgers. De to første så hendes sceniske talent og udnyttede det i en lang række revyagtige forestillinger (Gröna hund, Gula hund, At angöra en brygga m.fl.), ofte på Hamburger Börs eller Göta Lejon, den tredje skrev svenske tekster (og oversættelser) til hende, og slog effektivt hul igennem den ofte hørte påstand, at jazzsang og det engelske sprog hænger næsten uløseligt sammen. For det viste sig, at Monica Zetterlunds jazztalent stak så dybt, at det svenske sprog ikke var nogen hindring for at sangene, selv når der var tale om revy- eller mere døgnmelodipræget stof, ofte fik en umiskendelig jazzkarakter og -fornemmelse. Og medvirkende hertil var selvfølgelig også, at det ofte var de fineste jazzfolk, der sad i orkestrene bag hende, både på scenen og i pladestudiet.
Fra talentfuld scenefremtræden i revyer til film var springet ikke langt for Monica Zetterlund. Hun kom til at samarbejde med bl.a. Jan Troell (Udvandrerne), Vilgot Sjöman og Jörn Donner, og igennem 60'erne og 70'erne var hun én af de travleste og mest elskede (og mest alsidige) kunstnere i det, vi lidt bredt kunne kalde svensk underholdningsindustri.
Et af de mest mindeværdige projekter, hun tog del i, var indspilningen af en lp med pianisten Bill Evans i 1964. På dette tidspunkt ansét for en af jazzens allerstørste pianister. Han var for længst ude over det stadium, hvor han "behøvede" at tage et studiejob som akkompagnatør for en vokalist, men han havde hørt hende og sagt det helt direkte: "Hun har den følelse, som jeg vil have hos en sangerinde." Hans honorarkrav på 1000 dollars vil vi vel nærmest le ad i dag, men for 40 år siden var det nok til, at Zetterlunds pladeselskab slog sig i tøjret, og først da hun truede med at stoppe samarbejdet med dem øjeblikkeligt, kom de til fornuft. Så gik det til gengæld stærkt. Ti sange blev indspillet på fire timer, inden indspilningen var kun repertoire og tonearter aftalt, og et kvarter over syv sprang hun ud i en taxa for at kunne stå på scenen med en "Hasse-å-Tage" forestilling klokken halv otte. Ikke bare holder musikken stadig, men den står, også i international sammenhæng, som et monument over samarbejdet mellem en sanger og en akkompagnatør.
Igennem 80'erne og 90'erne var hendes sanglige præstationer mere ujævne, men stadig kunne hun, trods en undertiden noget svigtende intonation og problemer med diverse former for stimulanser og medikamenter præstere sublime indspilninger, især når hun var tryg ved omgivelserne, for hendes selvsikkerhed synes livet igennem at have været ret begrænset.
Men selv da stemmen var godt slidt, var hendes timing og jazzfornemmelse intakt, som man kan høre det på hendes tribute-cd til netop Bill Evans, Bill remembered. Og – med tanke på mange af de pop-melodier, hun også indspillede – hvor ofte vender vi, af andre grunde end de overvejende nostalgiske, tilbage til 40 år gamle indspilninger af pop-karakter? Selv gør jeg ofte en undtagelse med Zetterlunds indspilninger af f.eks. "Sakta vi gå genom stan" (en næsten genial oversættelse af "Walking my baby back home") eller Povel Ramels "Visan om mina vänner", sunget med den enestående kombination af helt frejdig uskyld og tvetydig sensualitet.
Monica Zetterlund er her ikke mere. Stærkt handicappet var hun ude af stand til at komme ud, da hendes lejlighed i Stockholm brændte i maj 2005. Men som modtagere er vi i den gunstige situation, at uanset om vi er til jazz, viser, pop, revy eller film, er der rigeligt materiale at gå på opdagelse i.
Læs og lyt - Monica Zetterlund
Der er også mange album med Zetterlund på Bibliotek.dk
Oprindelig bragt på Bibzoom 20.3. 2014