Nodeforhandler med stort og bredt tilbud.

22-09-11
Af: 
Gitte Lose

Butikker med stort tilbud af noder er en mangelvare.  

De gamle nodeforhandlere

En velassorteret butik, der handler med noder for alle instrumenter i diverse musikgenrer,  finder man næppe i dagens Danmark. For år tilbage kunne man i større byer og specielt i København gå i en eller flere butikker og ikke blot få noderne i hånden og sammenligne forskellige udgaver, men også få personlig service og vejledning. Det er umuligt i dag. Skal man købe en node, er det som regel på nettet det foregår.

Danske biblioteker

Fortvivl ikke for i de danske biblioteker kan du i dag både få personlig vejledning og service og samtidig få noderne i hænderne og se, hvilken udgave der lever mest op til de ønsker du har til f.eks. toneart, besætning, fingersætning o.s.v.

Skal du til at lære at spille på et instrument, finder du i bibliotekerne skoler for instrumentet/noder for begyndere  med eller uden DVD på dansk eller engelsk.  Du kan finde noder til sammenspil  for 2, 3 eller flere instrumenter både inden for klassisk musik men også rock-, jazz- og  folkemusiknoder.  Der er studiepartiturer,  når du har lyst til at lytte til en CD og følge med i noderne  eller evt analysere musik. Der er også masser af noder, hvis du synger, ligegyldigt om du synger i kor eller bliver akkompagneret af f.eks. en pianist.  Du kan endda synge eller spille og blive akkompagneret af et instrument eller et band i form af en CD.

Bibliotekerne arbejder sammen

Hvis noden ikke findes på dit eget bibliotek, skaffer bibliotekaren den fra et større musikbibliotek i landet eller,  hvis du har tid til at vente på noden, fra et bibliotek i udlandet.

De større biblioteker har ansat musikbibliotekarer, der har specialiseret sig . Desuden arbejder musikformidlerne  i de danske biblioteker sammen, vi ringer til en kollega eller vi bruger vores mailingliste, når du kommer med en nød, vi ikke selv kan knække.

Kig ind på dit lokale bibliotek

Den store fordel ved at gå på biblioteket er,  at du kan få noderne i hænderne og sammenligne udgaver fra forskellige forlag.  Du kan få vejledning og  som en sidegevinst,  kan du låne indspilninger af værkerne på CD eller lytte til dem på Bibzoom.

Vil du kigge på bibliotekernes nodetilbud, inden du går på biblioteket, kan du benytte den særlige indgang til Bibliotek.dk for nodesøgning 

Nodekøb online

Når du har lånt noderne på biblioteket, får du måske lyst til at købe dem. Så kan du tjekke de danske online nodeforhandlere eller de udenlandske.

Synger du i kor, så tjek indlægget Kornoder med jazz og anden rytmisk musik