Paradisets børn?
Patti Smith: Just kids. Klim 2010, 279 sider. Oversat af Charlotte Kornerup
Den amerikanske poet, billedkunstner og musiker Patti Smith fik i 1975 sit store gennembrud med rockpladen Horses. Her var noget anderledes, hvor de pågående rockmelodier havde meget personlige og dybe tekster. Inden da havde hun arbejdet med billedkunst og digte og kun haft musikken som en sekundær udtryksform. Før jeg læste Just kids, var det kun rockpoeten Patti Smith, jeg kendte.
Dét er ændret.
Just kids er ikke en gængs selvbiografi, men en beretning om en ung kvindes tro på, at hun er kunstner – og at det kan lykkes. Derfor omhandler bogen også kun årene 1967 til 1989. Årene, som er tiden fra ”summer of ’67” til slut-firserne, hvor AIDS fylder meget i hverdagens kunstnerkredse i New York.
Det er ikke kun en selvbiografi, men en dobbeltbiografi af to tætknyttede kunstnere: Patti Smith og fotografen Robert Mapplethorpe. Bogens vigtigste del er det intense liv, som Patti og Robert levede sammen i New York – en stor del af dette på det sagnomspundne Chelsea Hotel. Hotellet, hvor New Yorks tonegivende kunstnere og bohemer boede mere eller mindre fast.
I et lavmælt, nærmest underspillet, sprog fortæller Patti Smith roligt om den unge bondetøs, der i det Herrens år 1967 kommer til The Big Apple, fordi hun ved, at hun vil være kunstner.
Bogen indledes med en Prolog, hvor vi på halvanden side får den intense beskrivelse af Roberts død. En forsmag på bogens omdrejningspunkt: To store, ultimative kunstneres forhold.
Pattis og Roberts baggrund beskrives, inden de to mødes i kapitlet, som også har lagt navn til bogen: Just kids. To unge, som begge er sikre på, at de er kunstnere og vil blive berømte. To mennesker med forskellig baggrund, med forskellige talenter og holdninger. Men som sammen, som par, er en noget nær perfekt symbiose af kunstens udtryk. Patti tegner og digter, Robert laver smykker. En fantastisk modningsproces, der fører dem begge til den endelige kunstform, hvor de bedst får udtrykt sig – og bliver verdensberømte: Patti kombinerer lyrikken med rockmusikken og Robert fotograferer.
Den centrale del af bogen omhandler parrets ophold på det legendariske Chelsea Hotel i New York. Hotellet, der har opnået mytestatus gennem de mange kunstneres mere eller mindre permanente ophold her; hvor Bob Dylan skrev sin Sad-eyed Lady of the Lowlands, hvor Allen Ginsberg, William S. Borroughs, Janis Joplin, Jimi Hendrix færdedes jævnligt. En skæv dagligdag med farverige medspillere: Fra berømte bohemer til tilfældige taskenspillere ...
I et upretentiøst, men alligevel intenst sprog, fortæller Patti Smith om det unge, fattige kunstnerpar, der forstår at støtte hinanden, når de skiftevis trænger til det. Og det virker som om, det er Patti, der er mest robust og har det positive og lyse livssyn, hvor Robert oftere hælder mod de destruktive og mørke sider af livet. Vi oplever Pattis smertefulde leven med Roberts tvivl om sin egen seksualitet; forholdsvis sent erkender han sin homoseksualitet og sine S/M-drifter.
Fortjent fik Just kids i 1010 den prestigefyldte National Book Award; et enkelt eksempel på forfatterens sprogbrug: hun beskriver sit nykøbte tøj med særegne farvebeskrivelser: ”En Dior-bluse af hørlærred med grå hanefjedstern, et par brune bukser og en havrefarvet cardigan ..."
Sidste kapitel Grib Guds hånd er som en smuk elegi, en inderlig klagesang: Patti føder et barn, mens Robert dør af AIDS – én til at leve og én til at dø.
Efter endt læsning sidder jeg med en dejlig følelse af at have fået en smuk oplevelse. Hvor jeg havde troet, at jeg skulle have læst om ”punkens gudmoder”, fik jeg i stedet en nærværende beskrivelse af kunsten i New York i 1970'erne. De 70'ere, som besynges højt i dag som dønningerne fra '67; fra før AIDS blev ”opfundet”.
Det er faktisk først, da bogen nærmer sig sin slutning, at musikken får den store plads i Patti Smiths tilværelse, som vi kender i dag. Hun får sent en akustisk Gibson fra 1930, og resten er historie …
Det var ikke paradis – men de var kun børn.