Så længe levede John Mogensen
En bog om folkets dansktophelt John Mogensen, som levede præcis lige så længe – eller kort – som forventet.
En behagelig biografi, og så velskreven, at man lige må læse et kapitel mere. Og så giver Vesterberg samtidigt forklaringer på samtidsfænomener, som dengang var almene, men som i dag har et eksotisk præg: storebæltsfærgerne, mønttelefonerne og de mange beverdinger med levende musik.
Forfatteren Henrik Vesterberg har skrevet Så længe jeg lever i samarbejde med Frank Toft-Nielsen. Toft-Nielsen udgav i 1995 biografien John Mogensen – en sanger af folket. Den blev revideret og udvidet og udkom under titlen John Mogensen – livet er kort i 2005. En grundig hyldest til idolet John Mogensen.
Den endelige biografi
Efter John Mogensens død i 1977 har hans bedste sange formået at tilegne sig en evergreen-status, og derfor mener Henrik Vesterberg i forordet, at tiden er moden for en tredje Mogensen-biografi, hvor målgruppen er de personer, der er født efter 1977. For de har fortjent et nuanceret billede af ophavsmanden til "Så længe jeg lever", "To mennesker på en strand" og alle de andre.
Da jeg spurgte den berømmede "manden på gaden" om John Mogensen, var svaret ofte i stil med: "Nå ja, ham den grove fyldebøtte på den trivielle dansktopblokvogn". Og hvor er det sympatisk – og selvfølgelig også pragmatisk – at Vesterberg ikke bare starter sin egen research, men bygger videre på Toft-Nielsens store forarbejde. Så nu får vi den tredje biografi om den store refrænsanger, der kunne skrive samtidssange med en sjælden autenticitet, for han havde selv været "nede i møget" og oppe på (dansk)toppen.
Hverdagens små dramaer
Så længe jeg lever er skrevet i et letflydende sprog uden ubehagelige sproglige knaster. Tværtimod bemærkes enkelte perler; et kapitel har titlen "Pladevennerne". Et præcist udtryk for de vigtige venner, der vendte plader ...
Fortælleteknisk er der indlagt små dramastykker, hvor vi på nogle sider får nøgleepisoder fra John Mogensens liv præsenteret, så de tydeligt ses i den indre biograf. Her er eksempelvis den sølle Mogensen på vej til et arrangement i Aarhus. I toget har han en indre monolog med de undskyldninger, han kan diske op med, når han ankommer. De sædvanlige øl og snaps på storebæltsfærgen hjælper umiddelbart på selvtilliden, men det er en stakket frist. Her har vi det gennemgående tema. En kunstner, der ikke føler sig god nok og kun ser primært ét hjælpemiddel: alkohol.
Barndom med musik
Efter indledningen, som er et flashback til John Mogensens største koncertsucces, en fyldt koncertsal i Tivoli, hører vi om den lille Johns opvækst. Han boede med sin mor på Amager i et arbejdermiljø, og tidligt spottedes hans musiktalent. Via Hindegades Musikskole kom John med i Slotskirkens drengekor, og han slap ikke for den obligatoriske klaverundervisning, som dog senere i livet gav ham en solid, faglig ballast. På et tidspunkt begyndte John Mogensen at tegne og kom ind på Kunsthåndværkerskolen. Han udtaler på et tidspunkt, at det eneste, han fik ud af det, var, at han mødte Ruth, som han blev gift med – et ægteskab, der holdt livet ud. Det kan ikke være helt rigtigt, for John Mogensens tegninger fandt vej blandt andet til pladeomslag med Blue Boys. Det ville have klædt denne bog, hvis læseren også havde fået lov til at se Mogensens tegnetalent.
Syv fede år – syv magre år
Efter forskellige småjobs kom Mogensen med i herrekvartetten Blue Boys, hvor han stod for musikarrangementerne. Da der var problemer med at møde til tiden på grund af drukture, blev John Mogensen fyret, men dannede hurtigt superkvartetten Four Jacks sammen med Otto Brandenburg, Poul Rudi og Bent Werther. Det blev syv fede år på toppen af dansk underholdning. Et hæsblæsende liv på godt og ondt, hvor der blev gået til de våde varer.
Da popsmagen ændredes i begyndelsen af 1960'erne, gik kvartetten i opløsning, og John Mogensen fortsatte med småjobs som barpianist alle mulige og umulige steder. Det var hårdt arbejde, som ikke levnede megen plads til det, han allerhelst ville: skrive gode popmelodier.
Dansktopgennembruddet
I 1971 kom gennembruddet. Danmark stod over for en stillingtagen til medlemskab af Fællesmarkedet, og på den ellers pæne Dansktop kom nu en vredlagen stemme, som fortalte os, at
Der er noget galt i Danmark. Dybbøl Mølle maler helt ad helved' til.
Bare tegnedrengen er i orden, kan man få det, som man vil.
Blæse vær med andres mening, selvom det er dem, der står for skud.
Der er noget skævt i toppen, noget, der trænger til at skiftes ud.
Her var pludselig en mundret tekst på en god melodi, som oven i købet også havde et bid. Succes avler succes, og sangene "Fut i fejemøjet", "Nina, kære Nina", "To mennesker på en strand", "Karl Herman og jeg" og "Så længe jeg lever" fulgte. Radio, fjernsyn og de trykte medier bugnede med John Mogensen; en farverig og hårdtlevende person, som sagde tingene ligeud og udstrålede en autenticitet, som var til at tage og føle på.
Henrik Vesterberg beskriver hudløst det hårde liv, hvor Mogensen ikke magtede at sige nej, og derfor fulgte et opslidende turneliv. Et liv, der kombineret med en ubearbejdet alkoholisme kun førte én vej. Påskelørdag 1977 faldt John Mogensen om og døde.
En afstukket livsbane
John Mogensen formåede ikke at docere forholdet mellem at være underholder og at være kunstner. Han citeres flere gange for sin drøm om blot at skrive og arrangere musik. Samtidigt mente han, at han havde en slags forpligtigelse over for sit publikum til at underholde. Når han så endvidere havde en udtalt sceneskræk, som kun kunne overvindes med alkohol, var John Mogensens livsbane fatal.
Hvem prøvede at hjælpe ham? Hvor var den professionelle hjælp? Kolleger og venner omkring ham døde af druk og det, der ligner. Her er et kerneområde, som jeg godt kunne have ønsket uddybet. Forfatteren har gjort et godt og grundigt researcharbejde, så måske er svaret beskæmmende, at der ikke var nogen håndgribelig hjælp at få.
Denne bog medvirker til at tydeliggøre de skræmmende spor i tidens underholdningsbranche. Med filmen Dirch og med flere tv-portrætter af tidens store underholdere får vi den dødsens alvorlige skyggeside frem – i lyset.
John Mogensen skrev mange sange. Flere har det bedst i arkiverne, men en snes er godt på vej til at blive evergreens og har også fundet vej til sangbøgerne. Erik Thygesens cabaretforestilling Så længe mit hjerte slår fra 1985 om Mogensens liv og musik er blevet opført jævnt hen siden, og med denne behagelige bog er det også muligt at få indblik i sangenes baggrund.
Så tak for historien – John Mogensens sange lever.