Skibe Uden Sejl i 30 år

18-03-14
Af: 
Kenth Kjeldgård Nielsen

I år, 2014, kan en af de måske mest kendte danske duetter fejre 30 års jubilæum. Der er tale om sangen "Skibe uden sejl" som på fornem vis blev fremført dengang i 1984 af Anne Grete og Peter Thorup.

Om sangen "Skibe Uden Sejl"

Sangen er  oprindeligt skrevet af Gibb-brødrene Barry, Maurice og Robin under titlen "Islands in the Stream". Egentlig var den tiltænkt soulsangeren Marvin Gaye, men det blev i en country-pop version med Dolly Parton og Kenny Rogers fra 1983, at sangen i første omgang blev kendt.

I den danske version  var "Skibe uden sejl" oprindeligt at finde på Anne Gretes album Farlig som Ild

Den danske version af "Skibe uden Sejl"  kom til verden på en lidt finurlig baggrund. På den tid var der på et af landets dagblade en ret kendt journalist og musikanmelder, der til stadighed havde opfordret Anne Grete og Peter Thorup til at lave noget sammen. Og pludselig gik hans ønske i opfyldelse. Pladeselskabet havde langt om længe accepteret idéen, ja man syntes faktisk, at det kunne være en god idé, at lade de to lave en duet - nu skulle projektet blot realiseres. Så Thorup kontaktede skribenten, som han kendte privat. Denne havde pladen med Kenny Rogers og Dolly Parton. De lyttede til pladen - LP'en som det var dengang - og Thorup vedtog hurtig at "den laver vi sgu'". Nu skulle Anne Grete så bare lige lave en dansk tekst. Lettere sagt end gjort, for det var et krav, at den skulle godkendes af det amerikanske forlag. Men det lykkedes efter en del trakasserier og sangen blev indspillet. Og blev en succes. Man kan vist roligt sige at den er blevet til en "dansk" evergreen.

Efterfølgende indspillede Anne Grete og Peter Thorup flere duetter . Der kan i flæng nævnes "Jo Mere Du Gi'r", "Tonernes Leg", "Når Vi Rø'r Hinanden Blidt" og "Ikke Savne".  Stil- og lydmæssigt bærer disse et vist præg af den 80'er-lyd, der var fremherskende, da de blev indspillet. De to kunstneres markante og særegne stemmer, der begge har dét der, som skiller dem ud fra de fleste, bliver måske pakket ind i lidt for meget syntetisk vellyd. Derfor er numrene ikke helt så tidløse, som de egentlig fortjener. Men et nummer som "Jo Mere Du gi'r" er bestemt stadig lytteværdigt - faktisk fuldt på højde med "Skibe Uden Sejl". Dermed er ikke sagt, at de andre duetter er dårlige, slet ikke. De har fornemme kvaliteter ikke mindst i kraft af de to kunstneres  intense stemmer.

At en god sang er ligesom ukrudt og ikke forgår så let vidner en dansk genindspilning eller nyfortolkning om. I 2008 havde Michelle Birkballe nummeret med på sit album Kræver egentlig ikke meget. Her i en duet med Jakob Baumgartner under titlen ""Skib Foruden Sejl. Der er skruet lidt mere op for det rockede udtryk. Desværre døde Peter Thorup alt for tidligt i 2007, så han har næppe nået at høre denne udgave - men mon ikke han ville have sat pris på den ...

Lidt om Anne Grete og Peter Thorup

Både Anne Grete (Rendtorff) og Peter Thorup var kendte navne på den danske musikscene dengang i '80erne da de udsendte "Skibe Uden Sejl".

Anne Grete havde ikke mindst gjort sig bemærket med gruppen Van Dango i årene 1975-81. Gruppen spillede  hvad man kan kalde skiffleinspireret, dansksproget spillemandsrock, hvor hendes markante, kraftfulde stemme kom til udtryk. Det blev også til en håndfuld soloalbums, Vinden Vender og Verden Er Gal for blot at nævne et par stykker. I '90erne udsendte Anne Grete endnu engang en duet,  denne gang med Flemming "Bamse" Jørgensen. Der er tale om den mesterlige "Mest af Glæde" - en fænomenal, flot, dansksproget version  af countryklassikeren "Crying Time" - igen med Anne Gretes tekst . Den er simpelthen uovertruffen. Intet mindre. Skulle man knytte en tråd til Thorup i den anledning kan det nævnes, at netop "Crying Time" var et nummer, som han af og til gav sammen med Povl Dissing, f.eks. på albummet Gamle Sange i Live.

Peter Thorup var startet allerede tilbage i 1960'erne, hvor han var en af foregangsmændene for den bluesinspirerede rock, som den kom til udtryk med gruppen Beefeaters. Han havde haft en international karriere i samarbejde med den britiske blues-musiker Alexis Korner, bl.a. i form af konstellationen C.C.S. Han havde stået på de store scener verden over, men var nu vendt tilbage til Danmark.

I de år var Peter Thorup særdeles aktiv. Det var i årene op til samarbejdet med Anne Grete blevet til en række udgivelser, der på sin vis trak over i vise-genren, omend der til stadighed var en understrøm af "the blues".  I årene 1978-83 udgav han flere albums, hvor han satte musik til andres digte. Især Rejsen til Kina, hvor Thorup havde sat musik til digte af Tom Kristensen høstede stor anmelderros. Men der blev også sat musik til Digte af Emil Aarestrup og Halfdan Rasmussen ikke mindst. Sidstnævnte i form af albummet Noget om ... Peter Thorup og Halfdan Rasmussen . Halfdan Rasmussens underfundige tekster kommer her fornemt til live ved hjælp af Thorups bluesede stemme og helt unikke og letgenkendelige guitarspil. Sidste udspil i eget navn fra Thorups side i den periode var det fornemme album Tre Kolde med Thorups Trio (Peter Thorup, Rudolph Hansen og Ken Gudman). Hør eller genhør en af de store danske duetter og nyd de to kunstneres herlige stemmer.