Invitation til Schubert

Omkring 1800 var Wien hovedstad for alt hvad der hed musikliv i Europa. Alle der ville noget inden for musikken måtte rejse til Wien, for at lære og for at blive kendte.

Franz Schubert 1797-1828

Franz Schubert er den eneste komponist af alle dem vi regner for wienerklassikere, der faktisk er født i Wien. Faderen var skolelærer, men en ivrig amatørmusiker og hjemmet genlød af musik. Børneflokken var stor, elleve i alt, men kun fire opnåede voksenalder. Den lille Franz udviste tidligt usædvanlige evner indenfor musikken og disse sammen med en smuk sangstemme skaffede ham adgang til det kejserlige hofkapel, hvor han både sang og modtog undervisning. Orkesteret spillede han også i, og når den faste dirigent havde forfald, overtog han helt naturligt dirigentpinden. Det hele gav ham et godt fundament for alt, hvad der hed kor og orkester, klang og balancer. Men musiker skulle han ikke uden videre blive. Faderen gennemtvang, at han fik en læreruddannelse, men skolebørn blev aldrig Schuberts livret. Han opgav ret hurtigt lærergerningen, og nogen fast ansættelse ved musikken blev det aldrig til, så det blev hans store vennekreds, der blev hans redning. Her fik han selskab, inspiration og underhold.

Franz Schubert er en af vore første store romantiske komponister. På trods af hans korte livsspand blev det til en umådelig produktion, næsten 1000 værker inden for alle genrer. Tilskyndet af vennen Franz von Schober helligede Schubert sig livet som fri kunstner og flyttede ind hos Schober, for altid at frasige sig lærergerningen og hellige sig musikken. Vennekredsen bliver centrum i hans liv. For dem komponerer han og med dem spiller han musik. Fra vennekredsens samliv stammer ordet Scubertiader, som siden er blevet et kendt begreb. Vennerne tog på udflugter, man festede, man sang, dansede og dyrkede musik.

Kammermusikken

Kammermusikken hørte naturligt hjemme i kredsen af venner og familie. Femten store strygekvartetter blev det til, den mest kendte nr. 14 i d-mol, Deutsch 810, også kaldet "Der Tod und das Mädchen", fordi Schubert bruger temaet fra sin egen sang med samme titel i én af satserne en variationssats.

"Forellekvintetten" har også navn efter én af Schuberts egne sange. Også her bruges temaet fra sangen i en variationssats, fordi én af Schuberts venner, amatørcellisten Paumgartner, holdt så meget af sangen. Den store strygekvintet i C-dur, tre klavertrioer, en stor oktet for strygere og blæsere, samt sonatiner for violin og klaver fuldender kammermusikværket.

Klavermusikken

Schubert gjorde sig ikke som Beethoven og andre gældende som fejret klavervirtuos, men var alligevel en fremragende pianist. De store sangere søgte gerne hans selskab og man hørte gerne på ham ved sammenkomster. De små nydannelser inden for den romantiske klavermusik, "Impromptus", "Moments musicaux", skylder vi ham, en overvældende mængde af dansestykker, valse, ländler, menuetter ligeledes. I selskabelig sammenhæng var firhændigt klaver en selvfølge, musikken er stor og festlig og munterheden ikke mindre. Militærmarcher, polonæser m. m. og andre taktfaste musikformer fandt herfra ud til brug i de små hjem. Og blev tidens brugsmusik. Efter Beethoven var det ikke nogen let sag at give sig i kast med klaversonaten. Beethoven havde næsten udtømt formen som den var nedarvet fra Haydn og Mozart, men Schubert fandt sin egen vej, og skabte i alt 19 store og pragtfulde sonater. Den sidste store, D 960 opus posth, i B-dur, blev én af hans største og mest bevægende sonater. Selv om den er komponeret på et tidspunkt, hvor han stadig lagde store planer for fremtiden, for studium og komposition, lader den ane, at han dybt nede har mærket at enden var nær.

Operaen

Operaen var den store folkelige kunst i Wien på Schuberts tid. I gaderne fløjtede og sang godtfolk strofer og arier fra musikken, de havde hørt i teatrene. Især Rossini, operakomponisten over alle, var elsket.

Schubert led som flere andre komponister af en ulykkelig kærlighed til operaen, for selvfølgelig ville han gerne skrive musik, som folk i den grad tog til sig. Musikken havde han også i sig, strømmen af melodier flød endeløst og ubesværet, man kan bare tænke på Rosamunde-musikken, men de rigtige operatekster var svære at finde. Derfor fandt de seks operaer, som Schubert nåede at skrive, aldrig rigtigt vej til scenen. Én, "Die Zwillingsbrüder", nåede ganske få opførelser, ellers gik de alle i glemmebogen. Men al denne gode musik er ikke gået helt til spilde. I vor tid har den fået nyt liv ved koncertopførelser og cd-indspilninger, og seks af dem har fundet vej til vores samlinger, heriblandt "Rosamunde" i sin helhed. Elsker man Schubert for hele hans rige melodik og spændende harmonik, har man mange glæder til gode her.

Symfonierne

Schubert havde allerede i sin tid på det kejserlige hofkapel stiftet bekendtskab med dele af den symfoniske litteratur, især Haydn og Mozart, og man kan da også ane dem i hans tidlige mindre symfonier. Men ligesom i klavermusikken var det ikke let at følge efter Beethoven som symfoniker. Schubert vovede forsøget syv, otte eller ni gange alt efter hvordan man tæller hans efterladte papirer. De mest kendte blev den meget kammermusikprægede og "wienersk" syngende nr. 5 i B-dur, den rugende og mystiske ufuldendte nr. 8 i h-moll, og endelig den "Store" C-dur, den syngende, dansende, valsende, af nogle kaldt den " himmelske" på grund af den for tiden usædvanligt lange spilletid. I den rigtige udgave føles den ikke for lang, kun himmelsk.

Kirkemusik

Med Schuberts opvækst og uddannelse i det kejserlige hofkapel var det naturligt, at kirkemusikken kom til at indtage en stor plads i hans musikalske univers. I alt 40 værker fik han skrevet til kirken, heraf mange mindre stykker, og små messer. Og så blev det til syv store komplette messer, hvoraf Es-dur D 950 og As-dur D 678 er nogle af de mere kendte, som stadig spilles og koncertopføres. D 950 blev fuldendt kort før hans død. Al Schuberts kirkemusik bærer hans eget personlige præg af den særlige wienerske smerte og hans egen inderlighed. I teksten har han udeladt et par linjer som åbenbart ikke passede ind i hans personlige trosbekendelse.

Lieden

Lied er betegnelsen for en genre som opstod i slutningen af 1700-tallet, solosang af lyrisk indhold, og formen blev specielt populær i romantikken, tiden som dyrkede det følsomme, det romantiske, det personlige. Lieden er om noget blevet indbegrebet af Schubert. Ca. 600 lieder er det blevet til, med tekster af Goethe, Schiller, andre knap så kendte digtere såvel som hans personligt digtende venner. Værket spænder fra de enkle strofiske lieder, hvor musikkens gentages vers for vers, til de store gennemkomponerede sangcykler, hvor musik og tekst væves sammen i en lang dramatisk historie. Blandt de mindre lieder er især "Gretchen am Spinnrad", "Erlkönig"og "Wanderers Nachtlied" kendte.

"Die schöne Müllerin" og "Winterreise", begge til tekster af Wilhelm Müller og henholdsvis fra 1823 og 1827, udgør de to største og mest kendte af Schuberts store sangværker.

Franz Schubert har altid stået mig nær. Den wienerske understrøm af melankoli og inderlighed, de hurtige stemningsskift mellem lys og skygge, den indtagende charme har gjort mig til en trofast ledsager på hans mange vandringer. Han har altid været min ven, han er det stadig, og jeg vil så gerne dele ham andre.

Her er en åben invitation.

Anders Nielsen er tidl. bibliotekar ved Helsingør Kommunes Biblioteker.