Tivoli, Tivoli, Tivoli!
Henrik Engelbrecht: Arven efter Lumbye – musik og musikere i Tivoli 1843-1944. Forlaget Henrik Engelbrecht, 2020
Henrik Engelbrecht har gjort det igen. Skrevet om et forholdsvist snævert emne i en fyldig og grundig bog, som appellerer til alle nysgerrige læsere, der blot har en smule interesse for musikken.
Musikformidleren og operaeksperten Henrik Engelbrecht har tidligere arbejdet som operaredaktør på DR, som operadramaturg på Det Kongelige Teater og fem sæsoner som musikchef i Tivoli fra 2010. Disse fem år i den gamle have har givet ham en indvendig forståelse for den gamle haves historie, og Arven efter Lumbye er både et faggrundigt projekt på højeste plan og et con amore-projekt.
Sidste år udkom Engelbrechts bog om H.C. Andersen i operaen – Hjertet brast i toner; en moppedreng på knap 500 sider, men alligevel med et flow, der gjorde den lettere fordøjelig. Og i 2017 fik vi glæden af Opera i guldalderens København – 180 veldisponerede sider. Begge bøger i øvrigt anmeldt af Deres Begejstrede Anmelder.
Spændende
Nu er Arven efter Lumbye – musik og musikere i Tivoli 1843-1944 udkommet, og igen kan vi glædes over Engelbrechts formidlingsevner. Som i de foregående bøger er sproget holdt i nutid – det er her og nu, det sker. Her er mange, overskuelige kapitler, som ofte ender med en cliffhanger: Jeg MÅ simpelthen lige læse et kapitel mere. Og denne gang er omfanget 300 sider, selvom forfatteren sandsynligvis har materiale til noget mere; tak for ret disponering.
Tivoli! Alene ordet vækker en glædelig genklang hos de allerfleste danskere. Engelbrecht fortæller i forordet om sin baggrund, hvor han som ung fløjtespiller assisterede i Tivolis symfoniorkester – ofte uden særlig prøvetid. Og i sidste årti var han desuden musikchef i forlystelseshaven. Denne tid hører vi ikke mere om, for Engelbrecht har valgt kun at skrive om musikkens første 100 år i Tivoli fra åbningen i 1843 til de skelsættende nazisprængninger under krigen. Jeg håber, der kommer en opfølger, for der har da sandelig været blæst om Tivoli og musikken også de sidste 75 år.
Men vi må vente og samtidig være taknemmelige for, at vi nu får det første århundrede i haven beskrevet, når det sker på denne nærværende måde.
Sprængende
Læseren kastes ud i dramaet fra første side i første kapitel. Vi er med en aften i juni 1944, hvor nazister planlægger flere bombesprængninger i Tivoli. Vi hører tydeligt de enorme eksplosioner og fornemmer ildebrandens særegne lugt. Som i en krimifilm ser vi Tivolis dirigent Sv. Chr. Felumb ile rundt i badebuks og gummistøvler for at redde de uvurderlige orkesternoder. Skæbnen ville, at netop dén nat var de brandsikre døre til nodearkivet i kælderen ikke blevet lukket, ak ja. Bogen er fyldt med gode billeder; lige her ser vi et foto med hundredevis af stakke våde noder med en mursten øverst. Et billede, der bedre end mange ord fortæller dramatikken i nuet. Men hvorfor var de noder dog så vigtige? Hvordan var det nu? Jo, kære læsere – nu kan historien begynde!
Stigende
For nu er læserens interesse på toppen, og historien starter i de gode gamle dage, hvor den unge trompeter Hans Christian Lumbye i 1829 tager turen fra landets andenstørste by Odense til hovedstaden. Dén tur har andre taget; eksempelvis en anden H.C. og den lille hornblæser Carl Nielsen. Med flid og talent stiger Lumbye i den musikalske verden, og da den fantastiske og fanatiske idémager Georg Carstensen åbner sin nyskabelse Tivoli i 1843, har H.C. Lumbye med sit orkester fra første dag en central rolle i forlystelsesetablissementet.
Spraglende
Bogen igennem er der et væld af detaljerede personbeskrivelser – et farverigt persongalleri vælter frem, hver gang jeg bladrer i bogen. Ved åbningen af Tivoli 15. august 1843 får samtlige 3.000 gæster et personligt håndtryk af Georg Carstensen. Der er orkestre overalt; ved en karrusel sidder seks musikere og spiller samme musik dagen lang. I den store koncertsal spiller to orkestre på skift fra hver sin ende. Jo jo, her er intet stille øjeblik, sanserne bombarderes fra første indtræden i haven, til man – nok lidt ør – forlader etablissementet. Engelbrecht beskriver en "da capo feber", hvor publikum uafladeligt forlanger gentagelser af særlig populær musik, som så spilles igen. Derved bliver det sandelig lange koncerter.
Idémageren Carstensen er utrættelig – og nok også til tider utålelig. Han rager uklar med alle. Han deltager som frivillig i krigen 1848 og siden i hæren på Dansk Vestindien. Da han vender tilbage til København, er han ikke velset i Tivoli og bygger en konkurrent – Alhambra – på Frederiksberg. Som han ikke når at opleve i brug; han dør i 1857.
Dagliglivet som musiker i Tivoli beskrives levende. Rigtig mange af musikerne er drikfældige; der er "skænkestue" bagerst i orkestret, og der tales om en kasse øl pr. mand. Engelbrecht kan da også kun gisne om, hvordan det egentligt har lydt. En beruset intonation kombineret med ofte ikke-eksisterende prøver, uha. Helt op i vor tid talte man om disse panikkoncerter, hvor megen musik blev spillet direkte fra bladet.
Stilfuldt
For Tivoli er kvantitet vigtig, og det må gå ud over kvaliteten. Gennem årene har diskussionerne bølget: Skal der spilles det mest populære, eller såkaldt klassisk musik? Det bliver naturligvis en broget blanding, men der er ingen tvivl om, at Tivoli er et firma, og der skal tjenes penge.
I en citeret avisartikel fra dagbladet København står meget rammende i forbindelse med ansættelse af ny dirigent: ”På Dirigentpladsen maa staa en Mand, som ikke alene har Publikums Respekt. Alene de rent Ydre Betingelser vejer til ... En Institution som Tivoli ejer jo et broget Publikum, som med absolut Ret har Krav paa at faa sin musikalske Trang tilfredsstillet.”
Vi hører om den konkurrerende nyskabelse radioen, som Tivoli forstår at bruge med direkte transmissioner. Og den nye jazz gør også sit indtog; Louis Armstrong optræder med stor succes i Tivoli.
I det hele taget er Arven efter Lumbye spækket med musikernavne, så pusten næsten tages fra én. Men Engelbrecht forstår at dosere tilpas, så vi kun næsten mættes – ”lige en side mere!”. Og heldigvis er der navneregistre, så man lige kan tjekke igen, hvad det nu var, der stod om Carl Nielsen. Eller Jussi Björling. Eller …
Tivoli! Ordet signalerer noget festligt - og noget historisk. Det gælder for os alle, men alligevel er Tivoli trods alt tættest forbundet med København og københavnerne. For alle os et stykke uden for Valby Bakke er besøgene i haven noget sjældnere end for de berømte abonniner, og vi kender haven bedst fra medierne.
Men med Arven efter Lumbye får vi et stykke dansk (musik)historie, som giver Tivoli et fortjent skudsmål – med myriader af liv og lyst, der takket været Henrik Engelbrechts sjældent velflydende pen kan fornemmes, smages, høres, lugtes ud fra den åbne bog.
Jeg fristes til at råbe da capo! Men gør det ikke, for jeg har jo bogen her. Men jeg vil da gerne høre om Tivoli efter 1945 – var det ikke en oplagt opgave for den gode Engelbrecht?