En rose, der aldrig falmer

Ved folk, hvem der skal spille? Et kvarter før koncert er Store Sal knap halvt fyldt – og ikke et øje på balkonerne.

SPOT Festival er normalt synonym med lange køer og koncerter, hvor der ikke er plads til alle.
Men denne fredag eftermiddag er åbenbart anderledes. Der er jo nok en del, der lige skulle have fri fra arbejde først, eller hva’?
Jeg hørte Savage Rose på Smukfest i Skanderborg for et par år siden, og det var simpelthen årets koncert. Så jeg var forberedt på, at dagens koncert ikke kunne blive bedre.

Til stor jubel fra publikum kom Annisette løbende på scenen og startede fluks på nummeret ”The Messenger Speaks”, der i 1972 opnåede en placering på de danske hitlister. Nummeret er nu blevet mere tilbagelænet i forhold til den originale gospelprægede udgave. Anisettes unikke stemme holder; der er stadig smæk for skillingen, og hun favner fra det svageste pianissimo til det brølende fortissimo.
Men tekstudtalen, diktionen har været bedre. Lyden i Musikhusets store sal plejer at være upåklagelig; måske skyldtes det min placering i salen, at Anisettes stemme ikke står så klar, som mine ører husker den.

Som optakt til sangen ”War Child” holder Anisette en mindre tale, hvor hun påpegede vore ansvar overfor jorden og vores medmennesker. Det skaber en sjælden intensitet i salen, der gør det pompøse nummer til koncertens højdepunkt.
Igen.
Jeg oplevede et deja vu fra min sidste koncert med Savage Rose.
Sjældent rører musikken så kraftigt – men det er dét, som musikken kan. Og som kan forsøges beskrevet med utallige ord, men det er kun musikken selv, der har den præcise beskrivelse af at blive rørt - af musikken.

Stemningen holder gennem resten af koncerten, der i SPOT-sammenhænge er lang; mere end 60 minutter. Det er i dag et hold yngre mennesker, der bakker Anisette op på scenen. Et hold med en sjælden stor musikerglæde og sammenspillethed. Siden sidst er der kommet en ny bassist, Jacob Haubjerg, som lægger en fokuseret basstemme i tæt samspil med trommeslageren Anders Holm og guitaristen Rune Kjeldsen. Kjeldsen skifter i øvrigt guitar næsten mellem hvert nummer – der er flere måder at ændre klang på…
Pianisten Frank Hasselstrøm er ny dreng i klassen, og som ekstragevinst håndterer han også en trækbasun, der giver orkesterklangen en ekstra varme og nerve med basunens muligheder for bevidst bøjning af tonerne.
De to korsangere Naja Rosa Koppel og Amina Carsce Nissen sekunderer solisten klædeligt, men deres korstemmer ligger desværre nogle gange lidt for meget gemt bag basunens brøl.

De tre kvindelige vokalister får en fortjent pause, da resten af orkestret spiller instrumentalnummeret ”Byen vågner” fra Flemming Flindts ballet ”Dødens Triumf” fra 1972. Her brillerer den mangestedsværende tangentspiller Palle Hjorth med et sjældent egalt spil på Hammondorglet, som altid har været en del af Savage Roses genkendelige klang.  

Koncerten slutter med et rigtigt finalenummer. ”Love and Freedom” slår igen og igen fast, hvad det drejer sig om: kærlighed og frihed. Anisette er ustoppelig – omkvædet fortsætter, også efter at orkestret har forladt scenen. Inden da er den nu fyldte sal kommet op at stå, og en andægtig samhørighedsfølelse omfavner os alle. Og nej, det er ikke kun halvgamle, smårørstrømske publikummer, men det unge publikum er også tilstede – og er med.

Den Vilde Rose er 50 år efter dannelsen stadig blodrød. Anisettes stemme lyder af, hvad vi kan kalde naturlig slitage, men falmet – det er den ikke!

Sætliste:

• The Messenger Speaks
• The Joker
• Wild Child
• Woman
• Byen Vågner
• Storm
• Happy Day Angel
• Love And Freedom