Nøøj, det’ om børn - en vægtig musikhistorie

Jeg sidder nu med godt 270 sider om dansk børnemusik. Dén side af musikhistorien, som ikke har haft sin egen bog. Før nu.
Men som sandelig har fortjent det – de sidste 70 års dansk børnemusik har haft stor betydning for os alle. Vi er vokset op med ”Åh abe”, Povl Kjøller og de andre skærmtrolde såsom Kaj og Andrea, der var med til at give dansk børne-tv førertrøjen indenfor børnefjernsynet.

Ja ja, ved siden af har den traditionelle børnesang med sangbogen ”De små synger” levet sit synlige liv i dagligdagen. Men vi er nu – i flg. forfatteren og flere interviewede nøglepersoner – nået til, at børnemusikken nærmest er opslugt af den ’voksne’ musik. Dog har vi stadig Sigurd Barrett, Hr. Skæg og Onkel Reje, der alle ultimativt er på børnenes side. På hver deres måde.

Med rockbrillen på
Esben Strunk har gjort et stort researcharbejde i arkiverne, skrevet grundige 10 års oversigter og interviewet fire vigtige aktører på børnemusikscenen.
Vi kender Espen Strunk fra de mange års skriverier i GAFFAs spalter og hans fine (rock)biografier, bl.a. om Björn Afzelius, Benny Holst og Jan Toftlund. For et par år siden udkom en samling interviews, som han kaldte ”den sidste rockjournalist”.
Vi kender ikke Strunks hidtidige engagement i børnemusikken, men hvis rocken virkelig er død, ka’ den sidste rockjournalist jo skrive om… børnemusikken.
Og med den kompetente skribent, Espen Strunk er, får vi en rigtig fin bog her. Men ingen tvivl om, at meget er set fra rockmusikkens vinkel.
Jeg savner omtale af de mange – og gode – børnesangbøger, der er udkommet efter ”De små synger” i 1948, og som stadig kommer i en lind og kvalitetsfyldt strøm. Også med alle de nyere og mere rytmiske sange, der er kommet til.

Det var i 1948
For det er med den rytmiske musiks fremmarch, at der også sker noget med børnemusikken.
I forordet fortæller Strunk om det skelsættende år 1948, hvor Bernhard Christensen udgiver ”5 lette børnesange” med undertitlen ”i jazzstil med klaverledsagelse”.
Første sang er ”Der var engang en abe” med tekst af ingen ringere end Poul Henningsen. Den synger vi stadig med stor fornøjelse. Og sangen har lagt navn til hele revivalen i 1990’erne med Åh abe!-turné, plader og sangbøger. Og som jeg såmænd hørte på årets Copenhagen Jazz Festival med Mek Pek’s Åh Abe!-trio.
Børnemusikken herhjemme har sin storhedstid i 1970’erne, og dette årti får også bogens mest omfangsrige omtale.
Inden da beretter Strunk om sangpædagogen Astrid Gøssels epokegørende arbejde i kulturradikalismens epoke, hvor hun i 1938 udgiver sangbogen ”Børnehaven synger”. Den indeholder rigtignok de klassiske børnesange som ”Der bor en bager” og ”Mæ, sir det lille lam”, men hvor hun vægter barnets selvvirksomhed – at være spontan og ændre sangen i nuet. Det er på hendes grundlag, blandt andre Bernhard Christensen arbejder videre med det rytmiske islæt i børnemusikken.
I 1948 udkommer også ”De små synger” for første gang; en sangbog, der hylder det bestående og traditionelle.
Gennem hele ”Hvis du siger missetand” stiller forfatteren disse to modpoler op: den klassiske, reproducerende sang overfor den rytmiske, der lægger op til improvisation.
I mit daglige arbejde oplever jeg også ”De små synger”s store udbredelse; typisk en gave fra bedsteforældrene, der selv mindes deres barndom. Og det ER et konservativt repertoire, for dén sang, der bliver formidlet med størst varme og entusiasme er dén, vi selv kender fra vores barndom.
Derfor er arbejdet med at få nye, gode børnesange på repertoiret også så vigtigt.
Og her er der heldigvis mange bud: I 1960’erne starter den progressive bølge fra DR med Cirkeline, Sørøver Sally og alle de andre. I 1970’erne toner Ingrid og Lillebror frem, Povl Kjøller starter med Anna og Lotte, og dukkejulekalenderne indeholder kvalitetsmusik med toppen af danske musikere. Vi får Vesterbro Ungdomsgård og det jyske modstykke: Bølle-Bob.

Ballade og fis
I bedste rock’n’roll-stil får vi i nærværende bog indimellem små sidehistorier, som nok er mere anekdotiske end centralt vigtige. Men det er da interessant at høre om de skruppelløse musikkøbmænd, der uden tilladelse sprøjter plagiater ud på kassettebånd. Og historien om optagelsen af de mere kommercielle plader ”Børnenes sange” i 1980, hvor orkesterlederen Leif Pedersen erindrer de farverige samarbejder med Otto Brandenburg, Maria Stenz og Jens Okking. Der var vist fest i gaden.
Hvert kapitel starter med et øjebliksbillede, og i kapitlet om 1990’erne får vi en situationsrapport fra en af de populære ”Åh abe!-koncerter. Her bliver der slået en slags bro mellem de traditionelle sange og den rytmiske musik. Med den forventede kritik. Men børnene elsker det. Og her er et marked – nu kommer der nye, kommercielle produkter på markedet.
Husker I popgruppen Creamy fra 1999? Noget med ”Æblemand” med diskorytmer. Retfærdigvis nævner Strunk, at Creamy stoppede karrieren hurtigt - efter samråd med forældrene. Det er da sympatisk.
Vores allesammens Sigurd Barrett kommer på banen og gør en forskel. Han fortæller selv, at han startede som jysk mand – i eget tempo - blandt københavnske kvinder i B&U-afdelingen. Han har store og varme ord om DR, selvom han ryger ud, da Ramasjang kommer på banen. Til gengæld har han sandelig opbygget sit eget imperium – eller univers, som han selv kaldet det.
Fænomenet Popsi og Krelle får også sin berettigede omtale. Med egne ord startede de, da udbuddet på YouTube var for ringe, og de ”insisterede på at skrive sig ind i den særlige, danske tradition for god børnemusik”. Der er sandelig delte meninger om Popsi og Krelle, men Strunk undlader behændigt selv at vurdere, men lader gerne bogens interviewede udtale sig.
Lotte Kærså, som forfatteren desværre ikke når at interviewe inden hendes død, har fine udtalelser om, at hun egentlig ikke siger, at noget er lort, når det faktisk bliver brugt – og der stadig er plads til fantasien.
Da jeg hørte Popsi og Krelle første gang på YouTube, hørte jeg også mest den syntetiske plastik. Strunk citerer dem for at sige, at ”vores musik er akustisk musik til børn”. Hvilket står i modsætning til mange af YouTube-klippene. Men i live-situationen har jeg oplevet et nærvær og en overtonerig akustisk klang – så den er go’ nok! Mon forfatteren har hørt dem live?

Iben, Bjarne, Alberte og Mads siger…
Udover disse fine, kronologiske kapitler om børnemusikken rummer ”Hvis du siger missetand…” også fire længere interviews med signifikante børnemusikpersonligheder.
Iben Wurbs, tidligere leder i DR og Lottes stemme og dukkefører, kan fortælle om den fordomsfrie ånd efter 1968, som også kan opfattes som naiv. Her var grøde i de små, alternative teatre og kulturen mødte børnene, hvor de var. Hendes tørre slutreplik er ”Penge og profit er blevet en større drivkraft, end det var dengang”.
”Vi voksne kan også være bange” blev Bjarne Jes Hansens store gennembrud – og stod dengang over for Povl Kjøllers forsigtighedspædagogik. Jes Hansen interviewes, og han kommer med sin version af historien, hvor han var den mere socialrealistiske. Han fortæller, udglattende, at den diskuterede sang ”Vi voksne…” sådan set bare var et svar på datterens spørgsmål. Desværre er muligheden for interview med Kjøller umulig, men vi får fine, oplysende ord fra hans enke.
Alberte Winding lavede typisk børnemusik, da hun selv havde mindre børn. Hun fortæller om den gode, danske børnetradition. Og det er bemærkelsesværdigt, at også hun har ændret synspunkt med hensyn til det kommercielle: For det er da okay, hvis børnene kan spejle sig i det.
De tre første interviews er med tilbageskuende kunstnere, som ikke har de sikre bud på fremtidens børnemusik.
Fjerde og sidste interview er aktuelt; det er med Onkel Reje – og foretaget sidste år. Og der er jo sket en del siden.
Vi taler om en afmatning af børnemusikken, hvor det er de voksnes musik, børn nu hører. Enkelte holder stadig fanen højt. Vi har nævnt Barrett, og DR har så sandelig den pædagogiske Hr. Skæg og den pæne Rosa fra Rouladegade. Og så er der altså vores enfant terrible: Onkel Reje. Som er så provokerende og upædagogisk; jeg kender en del børneforældre, der siger nej tak.

Hele 25 sider fylder interviewet med Onkel Reje med det borgerlige navn Mads Geertsen. Han fortæller, at der er intet som Onkel Reje, hvorimod der er produkter som eksempelvis X-Factor til overflod.

Han har også mindre pæne ord om Popsi og Krelle – ”de fortolker ikke, men reproducerer”.
For Onkel Reje er det vigtigt, at børn og forældre har det sjovt – sammen. Og ”vi har brug for, at noget bliver for meget”. Samtidigt giver han også udtryk for sin bekymring for vores woke-samfund – måske er det Onkel Reje, der en dag bliver smidt på bålet.

Vi ved nu, at det desværre sidenhen er gået nærmest sådan. En langtidssygemeldt Reje på grund af massiv kritik. Øv.
(Jeg kan dog komme med sidste nyt: Onkel Reje er på igen; blandt andet i Randers Festuge til august.)

Svaret, min ven …
I ”Hvis du siger missetand…”s epilog opsummerer Espen Strunk børnemusikkens historie, hvor den rytmiske musik bliver dominerende og starter nye frigørelsesidealer.
Go’e, gamle musiker og provokatør Troels Trier kommer også med flere interessante udtalelser og lufter sin bekymring for nutidens børnemusik – ”men jeg har måske ikke rigtigt fulgt med”.

Det har vi – og nu er vi endnu bedre orienteret i denne brogede historie.
Bogen giver ingen løsning. Espen Strunk lader spørgsmålet blæse i vinden: Er det Onkel Reje eller Popsi og Krelle, der er fremtidens musik for børnene?
Tak for en grundig gennemgang af den vigtige børnemusik i Danmark.

Jeg ville gerne været gået længere tilbage – for eksempel til komponisten og pædagogen Oluf Rings store arbejde for musikpædagogik for børn. Og som nævnt også gerne omtale af den store, brogede buket af sangbøger, vi har her i Danmark.

Pyt; dét må jeg finde selv – men nu har vi en vægtig musikhistorie – ”Nøøj – det’ om børn!”