Esben Strunk: Afzelius
Manden med meningers mod – Björn Afzelius
Espen Strunk: Afzelius. Forlaget Turbine, 2016
Den flittige forfatter og journalist Espen Strunk fik sidste år udgivet Rejsende i musik om Benny Holst og i 2013 Bagsidesanger om Jan Toftlund. Nu kommer så tredje biografi i rap om en personlighed på den politiske musikscene – denne gang från hinsidan: Björn Afzelius.
Alle tre musikere var særdeles aktive, da Espen Strunk blev født, så det er ikke en aldrende forfatters ungdomsidoler, der beskrives. I stedet har vi fået Strunks loyale levnedsbeskrivelser af disse tre personligheder. Og i nærværende bog er der strammet op, så det voluminøse materiale er forvaltet mere stringent.
Den næstendanske svensker
Hvor Benny Holsts historie bredte sig over 300 sider, får vi Afzelius’ liv på godt 200 sider. Og det er ikke fordi, der ikke er noget at skrive hjem om.
Selvom Afzelius var svensker og Sverige hjemlandet, fyldte Danmark meget i hans liv. Gennem hele karrieren turnerede han meget her i landet og havde en stor dansk tilhængerskare. Og for broder(musik)folket var Danmark det forjættede land, hvor øllen var billigere og pigerne mildere, så turneerne vestpå står i et varmt erindringsskær.
Strunk betoner i indledningen, at det primært er Björn Afzelius’ solokarriere, nærværende bog handler om. Han henviser til den svenske biografi og andre steder, hvis man vil vide mere om Afzelius’ barndom og tiden i gruppen Hoola Bandoola Band, som for undertegnede fyldte meget i 1970’erne med deres americana-inspirerede musik med klare venstreorienterede tekster. Og så var der minsandten becifringer med pladerne, så den håbefulde unge guitarist kunne spille med.
Den private svensker
Biografien er holdt i et beskrivende sprog, hvor hovedpersonens tanker primært kommer til udtryk i teksterne, som med gavmild hånd er spredt gennem bogen. Og selvom de er på svensk, er de forbavsende letforståelige for en almindelig dansker. Efterhånden fremstår mennesket Afzelius tydeligere for læseren, og det står klart, at vi står over for et privat menneske. Derfor er bogen helt i Afzelius’ ånd – gennem de poetiske tekster udtrykker kunstneren sig.
Det er også grunden til, at min lettere irritation over den rent levnedsbeskrivende form formindskes gennem læsningen. For det var jo præcis sådan, kunstneren var. Når der kommer få sjove og popunderholdende anekdoter, er det gerne om andre i kredsen. Blandt andet er Afzelius’ reportage fra en af de mange Cubature til ren kluklatter, når episoden med den nære ven Mikael Wiehe og hans shorts berettes. Det var ikke deres musik, der primært fangede cubanernes opmærksomhed, men en lys, voksen mand i shorts – et yderst sjældent syn.
Den alvorlige svensker
Mod slutningen kommer læseren lidt længere ud på stolekanten: Nu bliver der mere blod, sved og tårer på spændingerne mellem de to nære venner Mikael og Björn og deres fælles plade. Slutkapitlet, der her kaldes Outro, beskriver Afzelius’ lungekræft og efterfølgende død så intenst. Her synges Afzelius virkelig værdigt ud – hvilken outro.
I efterskriftet får vi nogle præcise afrundinger fra flere af de nærmeste i kredsen om Björn Afzelius. Den herboende guitarist og producer Billy Cross kommer med nogle voksne betragtninger. ”Gode danske sangskrivere gemmer sig alle – alle – bag ironien” i modsætning til Afzelius. Det betød også, at mange så kunne få nok af hans umiddelbare "frelsthed", men Afzelius sagde, hvad han mente – og levede også derefter.
Den livslange ven Mikael Wiehe afrunder bogen med kloge refleksioner. Wiehe var den intellektuelle og flittige, Afzelius havde det bare i sig – "popstjerne for real".
Biografien Afzelius er en velskreven og velfyldig biografi, der genopfrisker Björn Afzelius’ vigtighed i den nordiske musikhistorie. Og så inspirerer den til at finde musikken frem. Det er lidt vemodigt at høre de mere upolerede produktioner fra verden af i går, men mange af Afzelius’ sange står absolut distancen og er sandelig nutidsgyldige i sit næstekærlige, socialistiske livssyn.
Hør selv efter.
P.S.: Undertegnede hørte Björn Afzelius flere gange – både med band og med makkeren Mikael Wiehe. Det var stort - og står tydeligt i erindringen her 30-40 år efter. Men når jeg så nu hører de oprindelige liveoptagelser, der findes og som ubarmhjertigt afslører lyden, som den åbenbart lød dengang, vil jeg foretrække min hukommelses lyd …