Den sidste rockjournalist? Njae. Næ. Næsten.

Espen Strunk har i en årrække skrevet fremragende artikler i musikbladet GAFFA, og der er også blevet tid til fine og grundige musikbøger om bl.a. Niels Skousen, Nick Cave, Björn Afzelius, Benny Holst og Jan Toftlund.

Belejligt op til jul kommer nu ”Den sidste rockjournalist”, hvor han har samlet udvalgte interviews med legender. Legender i Strunks optik, men sandelig også i min og i mange andres.

Interviewene kan ganske vist også læses online på gaffa.dk, men her får vi også små, fine sammenkittende artikler. Og så slipper interviewene for – med Strunks egne ord – at ”forsvinde ned i det digitale arkivs evige glemsel”. Ja ja, det er nu helt op til læseren; den nogenlunde strukturerede læser kan nok navigere i de digitale arkiver. Men det er da noget helt andet at sidde med en rigtig bog og læse om sine rigtige legender.

For den primære målgruppe er rockelskeren, der har været på banen i en del år. Og dem er vi jo mange af.

Er rocken virkelig død?
Bogens monumentale titel ”Den sidste rockjournalist” påberåber sig en forklaring. Og den kommer fluks i forordet. I flg. Espen Strunk har rocken udspillet sin rolle. Der spilles og skrives stadig god rock, men den er ikke mere den centrale og vitale kraft i vores musik. Den er ikke epokeskabende og revolutionerende, som den var fra 1960’er af. Nu er den på niveau med eksempelvis jazz, hip-hop. Og mange markante profiler har forladt os de sidste 10 år: David Bowie, Lou Reed, Leonard Cohen. Musikere, der gav os den intelligente rockmusik.

Espen Strunk føler sig som en privilegeret journalist, der har fået lov til at skrive om den rigtige rock og dens sidste år. Og det understreges af bogens forside, hvor vi ser den arketypiske rockjournalist: Den voksne, hvide mand klædt i sort, med hår og skæg og den mørke solbrille. En selviscenesættelse, hvor jeg ser glimtet i øjet.

Første ’legende’ er Jarvis Cocker. Måske ikke en af de største, men her bliver Pulps forsanger Jarvis Cocker interviewet af Strunk først i 2009, hvor Strunk skriver, at han var i gang med at blive rigtig rockjournalist. Derefter et interview fra 2020; året, hvor Espen Strunk kun havde to større interviews. Første interview er med de sædvanlige spørgsmål såsom ”hvad står på forplejningslisten”, ”ritualer før scenen” og ”hvad hører I i tourbussen”. Ikke det mest interessante, og i bogform virker det lettere overflødigt. Godt ti år efter er der mere substans i interviewet, som er et af bogens bedste.

Det sure og det søde
Det kommer nok ikke bag på mange, at Lou Reed var en vanskelig kunstner, og interviewet her viser også en mut kunstner, der generelt er temmelig ligeglad. Heldigvis er der en række af Per Langes fine koncertbilleder af Reed, som giver de grå ord mere profil.

Lou Reeds tidligere medspiller i Velvet Underground, John Cale, er derimod imødekommende og taler gerne om bruddet i den tidligere supergruppe. Her er to interviews, og selv om der kun er to år i mellem, er forandringsmotivet tydeligt; der er sket en tydelig afklaring og modning.

Vi får også en tydelig profilering i de to interviews med Father John Misty, hvor intervieweren også komme i spil og dybere aspekter afdækkes. De to herrer har en fælles interesse i mikrodosering af LSD (!).

De slidte adjektiver står i kø i beskrivelsen af Marilyn Manson; denne excentriske, flamboyante og dekadente sanger. Men Strunk nævner ikke de nyeste anklager mod Manson, som rumsterer i mit baghoved under læsningen. Strunk har andetsteds udtalt, at han går efter kunstneren, og det er okay. Vi husker, hvordan vi blev delt mht. kunstneren og mennesket Michael Jackson.

Solisten Cave og guitaristen Bargeld
Ingen tvivl: Nick Cave er en af de allervigtigste i Espen Strunks personlige rockmytologi. Her får vi hele tre refererede oplevelser med Cave fra de sidste tre år: 2018, 2019 og 2020. Også her er Strunk velforberedt, og det er spændende at følge Caves udvikling fra destruktion til livgivende optræden. Prædikanten Cave giver meningsfulde møder med sin menighed, og især én udtalelse fra Cave holder jeg af: ”At opdrage børn, at være til stede i dét, er det mest kreative, man kan foretage sig.” Dén la’r vi lige stå.
Og derefter er vi fristet til at gå i gang med Strunks fine bog ”Himlen over Brighton – Nick Cave på landevejen 2008-2018”.

”Den sidste rockjornalist”s sidste interview er det andet fra COVID-19-året 2020. Det er med den tyske avantgardelegende Blixa Bargeld, som har 40 års jubilæum med sit skelsættende orkester Einstürtzende Neubauten. Ikke lige den mest åbenlyse legende i min verden, men nu bliver jeg sandelig klogere og får pirret min nysgerrighed efter at høre Bargeld. At han også har været guitarist hos Nick Cave i flere år giver givetvis også point i Strunks bog. Igen får vi et velforberedt og velskrevet interview med en central sætning: ”Musik handler om autenticitet”. Ligeledes en autenticitet, som alle Strunks interviews stråler af.

Rock & Roll Never Die
I bogens efterskrift stiller bogens redaktør et relevant spørgsmål til forfatteren: Hvad så nu? Hvilke bands kan følge op på Espen Strunks mytologisering? Og Strunks svar er befriende ærligt: Det ved han ikke; det er ikke hans opgave at lede. For han er nemlig slet, slet ikke færdig med at skrive om de ting, der stadig er virkningsfulde. Eksempelvis skal han snakke med Led Zeppelins Robert Plant, og han holder masser af foredrag rundt i landet om blandt andre Nick Cave og Tom Waits. Og der er stadig masser af historier at fortælle. Så slutsalutten er: ”Jeg giver således, og med glæde, hermed stafetten videre.”

Og tak, dén stafet skal nok blive taget op. Og måske er der et ungt menneske, der vil at kalde sig rockjournalist. Og dét tror jeg vil få Espen Strunk til at trække på smilebåndet. Rock & Roll Never Die.

Tak til Espen Strunk for en smagfuld samling. Her er sandelig god underholdning til den dybe yndlingslænestol – og med en god plade på afspilleren.