dummy

10 klarinetkoncerter du skal høre

12-07-2020
Jens Laigaard

Måske kender du bogen med den lidt skræmmende titel 1001 klassiske album du skal høre før du dør. Her på Bibzoom nøjes vi med at anbefale 10 ad gangen ...

Klarinetten så dagens lys omkring år 1700. Vi kender den fra folkemusik og jazz, men den er også et elsket instrument i det klassiske orkester. Dens bløde, nasale tone kan stryge lytteren både med - og mod hårene. Her får du et bud på 10 klarinetkoncerter, man absolut må høre, hvis man holder af klassisk musik. Listen er ordnet efter komponistens fødselsår, så det er altså ikke nogen top 10.

MOLTER: KLARINETKONCERT NR. 1

Johann Molter hører til i slutningen af barokken, så der er stadig et cembalo med i orkesteret. Molter komponerede seks friske, elegante koncerter for klarinet, og nr. 1, der er fra omkring 1747, er den tidligste klarinetkoncert man kender.

STAMITZ: KLARINETKONCERT NR. 10

Med Carl Stamitz er vi inde i klassiken. Skønt han ikke høres meget nu til dags, var han i sin tid berømt i hele Europa. Han skrev over 50 symfonier og masser af kammermusik. Blandt hans fineste værker er de 11 koncerter for klarinet.

MOZART: KLARINETKONCERT I A-dur

Mozarts koncert er kort og godt den smukkeste, der er skrevet for instrumentet. Ophøjet lyrisk, blød som silke og gennemstrømmet af melankoli. Hør den her – i selskab med den lige så betagende klarinetkvintet.

CRUSELL: KLARINETKONCERT I F-MOL

Svenske Bernhard Crusell var en af Europas førende klarinetvirtuoser. Han skrev tre koncerter til eget brug, og de står som højdepunkter i repertoiret. Hør f.eks. koncerten op. 5 i f-mol, et dejligt værk, som smager af både Beethoven og Mozart.

SPOHR: KLARINETKONCERT NR. 4

Louis Spohr har ligesom Crusell et ben i klassiken og et i romantikken. Hans fire klarinetkoncerter er livlige og har mange iørefaldende melodier. Nr. 4 er nok den bedste – især når den spilles af superklarinettisten Sabine Meyer.

WEBER: GRAND DUO CONCERTANT

Næst efter operaerne var det klarinetmusikken, der gjorde Carl Maria von Weber berømt. Mesterstykket er uden tvivl koncerten for klarinet og klaver, et brillant og dramatisk værk. Slutningen er en regulær kamp mellem de to soloinstrumenter om at få overtaget.

NIELSEN: KLARINETKONCERT

Med Carl Nielsens værk fra 1928 træder vi ind i den moderne musik. Det er en spændende, men barsk koncert, hvor klarinetten svinger rastløst mellem blid ro og hysteriske, skærende udbrud. Her hører man tydeligt, at Nielsen kunne sin Stravinskij.

COPLAND: KLARINETKONCERT

Aaron Coplands koncert fra 1948 er kontrastrig som Carl Nielsens, men på en mere enkel, luftig og behagelig måde. Et godt stykke amerikansk håndværk med tydelige undertoner af jazz. Den er da også skrevet på bestilling af swing-klarinettisten Benny Goodman.

ARNOLD: KLARINETKONCERT NR. 2

Goodman havde en længere kærlighedsaffære kørende med klassisk musik, og i 1974 bestilte han en ny klarinetkoncert hos den engelske komponist Malcolm Arnold. Et herligt værk, hvor jazzen kommer helt frem i sidste sats, som har fået tilnavnet “The pre-Goodman rag”.

ADAMS: GNARLY BUTTONS

I 1996 var der premiere på amerikaneren John Adams’ stykke for klarinet og kammerorkester. Musikken får tilskud fra bl.a. banjo og samples med harmonika og en ko. Det er et kort stykke, som alligevel kommer rundt om både salmer, jazz og bluegrass. Avantgarde, når det er sjovest!