Genrer


10 klaverkoncerter du skal høre
Måske kender du bogen med den lidt skræmmende titel 1001 klassiske album du skal høre før du dør. Her på Bibzoom nøjes vi med at anbefale 10 ad gangen, og det er valgfrit, om du vil høre musikken før eller efter du dør.
Næsten alle de store komponister har skrevet en koncert for klaver og orkester. Nogle har skrevet en hel stribe, f.eks. Mozart. Her får du et bud på 10 klaverkoncerter, man absolut må høre, hvis man holder af klassisk musik. Indspilningerne er valgt, så du samtidig møder nogle af de største pianister. Listen er ikke nogen top 10 - for er Grieg bedre end Brahms? Derfor er koncerterne ordnet efter komponistens fødselsår.
HAYDN: KLAVERKONCERT NR. 11
Haydn var blandt de første, der skrev koncerter for klaver - eller fortepiano, som det hed sidst i 1700-tallet. Nr. 11 er noget ganske særligt, fuld af dramatiske kontraster, med en dvælende langsom sats og en vild "ungarsk" rondo til slut.
MOZART: KLAVERKONCERT NR. 27
Af Mozarts 27 klaverkoncerter bør man høre de ti sidste - allesammen. Og i stedet for at starte med nr. 21, "Elvira Madigan", kan man prøve nr. 27, som i sidste sats leger med "Kom maj, du søde milde". Her med Murray Perahia, som spiller den perlende klar og frisk.
BEETHOVEN: KLAVERKONCERT NR. 4
De tre sidste af Beethovens fem er hovedværker i klaverlitteraturen. Min foretrukne er den lyriske nr. 4 - og her får man den sammen med de andre klaverkoncerter i en flot indspilning med Alfred Brendel og Londonfilharmonikerne dirigeret af Bernard Haitink.
CHOPIN: KLAVERKONCERT NR. 1
Chopin var bedst til solostykker for klaver - præludier, nocturner, mazurkaer osv. Han skrev også et par klaverkoncerter, for det skulle man, men han henviste orkesteret til en birolle. Det var klaveret, det gjaldt. Hør de to koncerter spillet af Krystian Zimerman, polak som Chopin og bakket op af et polsk orkester.
SCHUMANN: KLAVERKONCERT I A-MOL
Det er Chopin om igen: Schumann var på hjemmebane i de små, intime klaverstykker, men syntes også han burde præstere en enkelt koncert. Det blev et blidt, lyrisk værk med stilfærdig samtale mellem solist og orkester. Så smukt kan det gøres uden de store armbevægelser.
BRAHMS: KLAVERKONCERT NR. 2
Ligesom forbilledet Beethoven var Brahms god i alle genrer undtagen opera. Han skrev to koncerter for klaver, monumentale kraftprøver for både solist og lyttere. Nr. 1 er flot og virtuos, men vil man høre noget mere letflydende, bør man starte med den anden, skrevet 20 år senere, da Brahms var faldet mere til ro.
TJAJKOVSKIJ: KLAVERKONCERT NR. 1
Alle kender de glansfulde klaverakkorder, som indleder Tjajkovskijs nr. 1 - om ikke andet så fra "Matador", hvor Kristen Skjern går romantisk amok på klaveret. Det er et værk, som måske ikke hænger sammen i de store linjer, men melodierne er pragtfulde. Mikhail Pletnev er russer og selvskreven til denne meget populære koncert.
GRIEG: KLAVERKONCERT I A-MOL
Så tager vi den for tredje gang: Grieg præsterede sit bedste i de små, yndefulde stykker for solo klaver, men behøvede en koncert for rigtig at kunne føre sig frem i koncertsalen. Han skrev den i sommeren 1868, da han var på ferie i Søllerød. Et skønt værk med norsk tone, som hører til standard-repertoiret.
RACHMANINOV: KLAVERKONCERT NR. 3
Rachmaninovs fire klaverkoncerter har ry for at være svære at spille, og nummer tre er klart den værste. Men den er også et storslået og melodiøst værk, hvor samspillet mellem solist og orkester løber virkelig elegant. Hør den med argentiske Martha Argerich, en af vor tids største virtuoser.
PROKOF'EV: KLAVERKONCERT NR. 3
Af Prokof'evs fem klaverkoncerter er den tredje den mest populære. Han begyndte på den før første verdenskrig og spillede selv ved premieren i 1921. Her er vi ovre i neoklassiken. Det er en livlig og fræk sag, hvor stemningen svinger fra melankolsk til humoristisk på et øjeblik.
Først bragt på Bibzoom 25.1. 2013