100 års 100 bedste sange?

Der har i tidens løb været afholdt flere konkurrencer om at kåre de bedste danske sange. I 2015 kårede DR P2 de ”bedste danske fællessange”, og i 2024 var det dagbladet Information, der via en læserafstemning ville udpege ”den smukkeste sang på dansk”. Nu har et andet dagblad, Politiken, sat en læserafstemning i søen for at finde frem til ”de bedste danske popsange nogensinde”.

Det vil sige, det med at finde frem til er nu så meget sagt, for bestyrerne af Politikens konkurrence – 2 af dagbladets musikanmeldere – har allerede på forhånd udvalgt de 100 sange, der skal indgå i konkurrencen. Men læserne kan få lov til at være med til at rangere sangene, og som de to valgbestyrere udtaler, vil de meget gerne se deres forhåndsudpegninger anfægtet og kommenteret.

Hvor alvorligt opfordringen til at argumentere med de to bestyreres udpegninger er ment, er dog nok tvivlsomt. Kåringen af de bedste danske sange nogensinde er nemlig tilrettelagt således, at afstemningen kun løber i en uge, og det er helt uklart, hvordan eventuelle kommentarer til de forhåndsudpegede sange vil blive behandlet.
Det hedder sig således i præsentationen af afstemningsvilkårene: ”Når du har stemt – og forklaret os, hvor meget vi har taget fejl – samler vi alle stemmer og forslag og kommentarer til den endelige liste over de 100 bedste danske popsange. Nogensinde.” Eller med andre ord: alle er velkomne til at komme med kritik og kommentarer; men det er valgbestyrelsen, der bestemmer, hvad der skal ske med kritikken. Det er ærlig snak.

Afgrænsningen
Afstemningsbestyrelsen gør i sin introduktion til afstemningen opmærksom på, at den ”gennem flere måneder” har lyttet sig igennem den danske populærmusiks historie, inden den foretog sine valg. Man kan nok ikke forlange, at personer, der vil lave en afstemning om 100 års popmusik, skal have været der selv for at have en chance for at gøre afstemningen troværdig. Men at tro, at man kan danne sig et fyldestgørende billede af 100 års musik over et par måneder, er på den anden side nok naivt.

De to musikjournalister har sikkert på forhånd et udmærket indtryk af de seneste årtiers popmusik, baseret på egne erfaringer. Til gengæld kniber det nok mere med den popmusik, der går forud for deres egne oplevelser. Her ville det måske have været en god ide med hjælp fra Politikens ældre og mere erfarne anmelder af populærmusik, Kim Skotte, som kunne have givet værdifulde input og måske kunne have været med til at forhindre de værste vildskud.

Afstemningen er tilrettelagt således, at hvert årti i perioden 1930-2025 er repræsenteret med et antal sange, og ”for at gøre det lidt mere overskueligt” har valgbestyrelsen inddelt de 100 udvalgte sange i 7 perioder. Jamen, hov, hvorfor ikke 10 perioder vil den matematikkyndige nok indvende her. Svaret er enkelt: de to musikanmeldere har simpelt hen slået de første 4 årtier sammen til én periode, der altså dækker årene 1930-1969. Det betyder dog ikke, at denne lange periode så til gengæld er voldsomt overrepræsenteret med sange i afstemningen; tværtimod!

Musikanmelderne har kun peget på 12 sange fra perioden 1930-1969, mens f.eks. de sidste 5 år, 2020-2024, er repræsenteret med 10 sange, og 1980´erne er repræsenteret med hele 22 sange. Jamen, måske var de bare ikke så gode til at lave gode popsange tidligere, som de er nu? Det er muligt; men mere sandsynligt er det nok, at den iøjnefaldende skævvridning i udvalget af popsange fra de enkelte tidsperioder blot dokumenterer, at valgbestyrelsen ikke interesserer sig overvældende meget for sange fra før, de selv blev født.
En simpel optælling af de udvalgte sange afslører altså, at de 4 første årtier i fokusperioden er dramatisk underrepræsenteret med sange i forhold til alle de øvrige tiårsperioder. Det kunne måske være ligegyldigt i forhold til afstemningsresultatet, hvis det ikke var, fordi afstemningen er tilrettelagt sådan, at læserne kun må stemme på 3 sange fra hvert årti (hvor 1930-1969 altså gælder for ét årti).

Eller sagt på en anden måde: fra perioden 1930-1969 må man kun vælge 3 sange, mens man på pege på 3 sange fra hver af de øvrige tiårsperioder (heriblandt 2020´erne, som jo reelt kun er en femårsperiode). De nyere sange har dermed matematisk fire gange så stor sandsynlighed for at havne i toppen af afstemningsfeltet som sangene fra hvert af årtierne 1930-1969. Det kan næppe kaldes en rimelig eller hensigtsmæssig procedure.

Udvalget
Politikens to musikanmeldere har altså udvalgt 100 popsange, som de selv synes er kandidater til betegnelsen ”de bedste popsange nogensinde”. Hvis man gerne vil vide, hvordan de to definerer udtrykket ”de bedste”, går man desværre forgæves i introduktionen til afstemningen. Her er ingen antydninger af, om ”de bedste” refererer til sangenes popularitet, hitlisteplacering, salgstal, status i forhold til optagelse i sangbøger, holdbarhed, osv. osv. Det må læserne afgøre med sig selv og stemme derefter.

Den eneste regel i forhold til udvalget af sange på afstemningslisten har været, at hvert musiknavn kun må optræde én gang på listen; med mindre man altså hedder Kim Larsen, Aud Wilken eller Anne Linnet, for så må man gerne være med flere gange i kraft af de forskellige konstellationer, man igennem tiden har indgået i. Men pyt med denne lille omgåelse af hovedreglen, den rokker ikke noget ved det store billede.

Som hjælp til udvælgelsen af de 100 bedste popsange har musikanmelderne tilsyneladende ikke benyttet sig af nogle af de oplagte hjælpemidler, der kunne have givet inspiration til udvælgelsesprocessen. F.eks. kunne man have kigget på, hvilke sange der er med i Kulturkanonens oversigt over populærmusikkens sange, eller man kunne måske have kastet et blik på, hvilke sange, der i tidens løb har været med i det danske Melodi Grand Prix. Sådanne rettesnore kunne sikkert have været en god støtte i arbejdet med at udvælge de mange popsange; men det ser ikke ud til, at valgbestyrelsen har tænkt i de baner.

En række oplagte Melodi Grand Prix-vindere glimrer derfor ved deres fravær på Politikens top-100-liste (Brødrene Olsen, Emmelie de Forest, Tommy Seebach, Trine Dyrholm, osv.), ligesom adskillige af navnene i Kulturkanonens liste over evergreens burde have været selvskrevne på en liste over alle tiders bedste popsange – heriblandt ikke mindst Benny Andersens Svante-viser. Men musikanmelderne har tilsyneladende været tilfredse med det udvalg af sange, deres månedlange musiklytning har gjort dem bekendt med.

Bagtanken
Efter ovenstående opridsning af forudsætningerne for Politikens afstemning om de bedste popsange ville det være naturligt at gå videre til et nærmere kig på de konkret udvalgte sange; men en gennemlæsning af afstemningslisten afslører hurtigt, at der næppe er grund til at bruge megen tid på denne øvelse. Listen er simpelt hen så fuld af mangler og urimeligheder, at den mere fremstår som en privat hitliste end som et oplæg til offentlig afstemning. Og det er nok netop selve pointen med de to musikanmelderes bud på en liste over ”de bedste danske popsange nogensinde”. Listen er bevidst udformet således, at enhver, der læser den, nødvendigvis må blive irriteret og oprørt og ikke kan lade være med at reagere på avisens provokation. Hvilket netop er, hvad en avis har brug for: læserreaktioner og aktiv deltagelse i en (selvskabt) debat.

Det er ikke til at sige, hvor tykt de to musikanmeldere er blevet bedt om at smøre på for at fremprovokere læserreaktioner; men det er indlysende, at når man vælger Otto Brandenburgs lidt sødladne og sentimentale ”Sukiyaki” til en liste over alle tiders bedste popsange frem for klassikeren ”To lys på et bord”, er der en bagtanke med valget.

Ligeledes er det ikke tilfældigt, at John Mogensen må finde sig i at blive repræsenteret med den lidt bagatelagtige ”Sidder på et værtshus” på Politikens afstemningsliste frem for med en af landeplagerne ”Så længe jeg lever”, ”To mennesker på en strand” eller ”Der er noget galt i Danmark”. Selv om de to musikanmeldere måske ikke selv har oplevet de to sangere i deres glansperioder, kan man trods alt nok ikke vælge så meget forkert, uden at det er sket med vilje.

Der er masser af lignende vildskud og fejlgreb på Politikens afstemningsliste – kig selv efter på hjemmesideadressen politiken.dk/kultur/musik/. For mit eget vedkommende var den fejl, der endegyldigt fik mig til at indse hele projektets karakter af bevidst manipulation, det forhold, at musikanmelderne har udvalgt et obskurt nummer af C.V. Jørgensen fra en af hans senere udgivelser til afstemningen frem for et af de oplagte numre ”Costa del Sol” eller ”Bellevue”. Så langt ved siden af skiven kan selv en musikanmelder ved Politiken ikke ramme, med mindre det er sket helt bevidst.

Selv om hele afstemningen grundlæggende altså er et blændværk, en illusion med det primære formål at skabe lidt rav i gaden, kan det være ganske interessant at se, hvilken sang, der til slut bliver kåret til ”Århundredets bedste popsang”. Afstemningen er allerede afsluttet, og resultatet bliver derfor formentlig offentliggjort inden længe.