Genrer


40 år med Police og "Ghost In The Machine"
Den sædvanlige lyd på The Police’ udgivelser er på fireren, ‘Ghost In The Machine’ udsendt den 2. oktober 1981, udvidet med diverse keyboards- og blæserindslag, hvilket trækker musikken i retning af det mere poppede og funky.
Om det er klædeligt, beror jo på en smagssag, men ikke desto mindre blev ‘Ghost In The Machine’ overvejende positivt modtaget af både publikum og kritikere samt resulterede i flere storsælgende singler: ‘Invisible Sun’, ‘Spirits In The Material World’ og ikke mindst ‘Every Little Thing She Does Is Magic’ en af mine klare favoritter i den mere kommercielle ende. Et popmusikalsk lille mesterstykke, der vokser i lytterens bevidsthed over tid - sådan har det i hvert fald været for denne signatur.
New wave og punk rock inspirationen fra de tre forgængere måtte fra starten af 80’erne vige for nye klange, og sådan forblev det frem mod bruddet i 1983 efter fem succesfulde år i trioens første levetid. Reggae rytmerne er dog delvist intakte på ‘Ghost In The Machine’, hvilket høres tydeligt i ‘One World (Not Three)’. Den eminente og stilskabende trommeslager Stewart Copeland er her som på hele albummet drivkraften i lydbilledet med sit indpiskende spil, præcist som en human metronom with swing.
Lyt eksempelvis til up tempo sagen ‘Rehumanize Yourself’ skrevet af Copeland i samarbejde med Sting. Copeland står selv for slutskæringen ‘Darkness’ med dets rolige, svævende og lettere eksperimenterende udtryk. Selv om der sædvanen tro står Sting på det meste, lykkedes det alligevel guitaristen Andy Summers at snige et enkelt nummer med, ‘Omegaman’, der brillerer ud i temposkift, højt energiniveau og ditto instrumental klasse i udførelsen. I den forbindelse bør også Stings aggressive, riffbårne og næsten seks minutter lange ‘Demolition Man’ nævnes, hvor de respektive ‘politibetjentes’ instrumentale færdigheder kommer righoldigt og intenst til udfoldelse.
Stort tillykke med de fire årtier til The Police’ numero quatro, der genhørt i 2021 stadig besidder en vis friskhed, dog stærkt præget af tidstypisk hård 80’er lyd med masser af smældende gate effekt på lilletrommen, der fylder markant i helheden tilsat keyboardflader og en hornsektion langt fremme på beatet på ‘Hungry for You’ og den rastløst funky ‘Too Much Information’. ‘Ghost In Machine’ blev iøvrigt udsendt samme dag, da Sting rundede de 30. Nu fylder han 70 år, hvilket der kan læses mere om i det særskilte fødselsdagsopslag. Højt hurra til både albummet og dets verdenskendte bassist.
Police: Ghost In The Machine
Udgivet den 2. oktober 1981