40 år med Runrig

Folkemusikkens svar på Pink Floyd runder et skarpt hjørne

En aften i april 1973 spillede trioen The Run-Rig Dance Band sit første job. Stedet var Kelvin Hall i Glasgow, og de tre unge mænd, der alle kom fra øen Skye, var Rory Macdonald på guitar, hans lillebror Calum Macdonald på trommer og Blair Douglas på harmonika. De spillede traditionel skotsk folkemusik tilsat et skud rock 'n' roll - og i denne og de følgende koncerter blev der også plads til covers af populære numre fra radioen som "Whiskey in the jar", "Snoopy vs. the Red Baron" og "Proud Mary".

Bandets navn stammede fra en gammel måde at opdele marker på, som gav landskabet et bølgende udseende, hvor "run" (fure) vekslede med "rig" (bakkekam). Denne dyrkningsmetode var udbredt i Skotland siden middelalderen og holdt sig til op i 1900-tallet på Hebriderne - Runrigs hjemsted.

Spil gælisk

Efter et års weekendjobs på pubber, ved bryllupsfester og ceilidhs blev trioen til en kvartet, da Donnie Munro - også fra Skye - kom med som sanger. Og ambitionerne voksede. Brødrene Macdonald skrev egne sange til gruppen, og de skrev på landets oprindelige sprog, gælisk. Med Munros flotte stemme i front begyndte gruppens lyd at tage form, i en langsom bevægelse fra folk med strøm på til melodisk rock med indslag af folk.

I 1978 udkom gruppens debut, Play Gaelic, og næppe en levende sjæl uden for Skotland har fattet det mindste af teksterne. Det var dog netop den gæliske sang, der gav Runrig farve af noget oprindeligt og eksotisk. Lydbilledet var sprødt, gennemsigtigt og stadig mere folk end rock.

Det ændrede sig over de følgende plader. Ved det store gennembrud i 1987 med The cutter and the clan havde gruppen fundet sin form. Den bestod nu af seks mand, og de frembragte et storslået og mangefarvet lydbillede. Syng-med-slagsange vekslede med inderlige ballader, og selv om det meste blev sunget på engelsk, var der altid to-tre-fire gæliske sange på hver plade.

De gyldne år

Årene fra 1987 til 1997 var Runrigs guldalder med hitlisteplaceringer, store koncerter og tilstrømning af uhyre trofaste fans. Alligevel var det noget af en kult-succes. USA opdagede aldrig gruppen, det meste af Europa heller ikke. England var en speget affære: ved koncerter i England sang titusinder af fans med, mens de engelske musikanmeldere plejede at rynke på næsen og komme med bemærkninger om Braveheart. Bortset fra hjemlandet var Runrig størst i Tyskland og Danmark - og måske allerstørst i Nordjylland, for vendelboerne er Danmarks skotter. Runrigs fans er af en støbning, som man skal til Metallica for at finde magen til.

I 1983 spillede Runrig for første gang på Tønder Festivalen, og det skulle vise sig at blive deres andet hjem, deres "base camp" i Danmark. Næsten hvert andet år var de blandt hovednavnene på Tønder, og desuden turnerede de flittigt over resten af landet.

Bands som Wolfstone, Oysterband, Great Big Sea og de forholdvis nytilkomne Coast spiller folkrock meget lig Runrig, men alligevel er der fire ting, som gør Runrigs musik til noget særligt.

For det første den store lyd med mange facetter. De seks musikere skifter ubesværet instrumenter, så man også hører indslag af harmonika, mandolin, sækkepibe og – i live-sammenhæng – et veritabelt trommeorgie med op til fire trommer i gang.

For det andet kan guitaristen Malcolm Jones levere gjaldende riffs, der lyder så meget af højlandet, at man får lyst til at pumpe næven i vejret, rulle sig i lyngen og tage et kursus i sækkepibe. Lyt f.eks. til de riffs, der bærer "Skye", "Tear down these walls" og "Maymorning". Men Jones kan også trylle luftig lyrik ud af sin røde Fender, så stemningen nærmer sig ambient eller new age. De brede landskaber af lyd, kombineret med et ekstravagant lysshow, har fået nogle til at tale om "folkemusikkens Pink Floyd".

Runrigs tredje styrke ligger i teksterne. De er ren poesi – øjebliksbilleder af Skotlands historie og natur, med bonden og fiskeren som gennemgående hovedpersoner. De er en hyldest til det daglige arbejde, til det ungdommelige overmod, til alderdommens sikre fornemmelse af at høre til et sted, at være en del af historien. Og så formulerer de en kritik af teknologiens amokløb, grådighedens sejrsgang og naturens udfasning – kort sagt, verden i dag. Tænk lidt over de sidste linjer af "The summer walkers", som følger efter en lovprisning af de skotske bjerge:

But today you took me walking
through a land that we have lost
while our children sit at websites
with no access to the cost

Det fjerde element er Donnie Munros stemme, som er ret særpræget i rock-sammenhæng. Den ville passe bedre i operaen eller på musicalscenen. Stor, fyldig og følsom – en signatur skrevet hen over Runrigs poetiske univers. Hans stemme var i den grad et varemærke for Runrig, at man kan forestille sig bandets – og fansenes – skræk, da Munro i 1997 meddelte, at han ville forlade gruppen for at stille op til parlamentet for Labour.

Livet efter katastrofen

Mage til stemmespild skal man lede længe efter. Donnie Munro blev ikke valgt ind, og han fandt tilbage til musikken, samlede sit eget band og har lavet en række glimrende plader, der i høj grad lyder som Runrig uden at have lige det ekstra gran magi.

Men hvad med resten af Runrig? Mange regnede med, at gruppen var færdig uden dens måske stærkeste aktiv. Men efter en lang tænkepause valgte man den canadiske singer/songwriter Bruce Guthro som ny forsanger. Hans stemme var på samme tid anderledes end, og et svagt ekko af, Donnie Munros. En stor del af fangruppen stillede sig på forhånd skeptisk over for denne erstatning for noget, der var uerstatteligt.

Heldigvis blev Guthros debut den aldeles glimrende In search of angels, der havde alt det, en rigtig Runrig-skive skal have. Og efter et par år blev den fulgt op med The stamping ground, som er et af gruppens stærkeste udspil overhovedet. Hermed var Bruce Guthro godkendt. Med tiden lærte han også at synge lidt gælisk og råbe "Skål!" ved slutningen af en koncert. Og det er med ham i front, man hen over sommeren 2013 kan opleve Runrig på 40 års turne – selvfølgelig også i Danmark, gruppens andet hjemland.

Som opvarmning kan man lytte til Runrigs tretten studieplader, en håndfuld super liveplader eller en af de opsamlinger, der røg direkte ind på førstepladsen på den danske hitliste. Men især vil jeg anbefale Flower of the West – the Runrig songbook, som i tekst og skønne billeder fortæller om Runrigs forankring i lokalhistorie, politik, natur og økologi.