5. december - Lisa Nilsson: Himlen runt hörnet (1992)

Måske er det let misvisende at kalde Lisa Nilsson en soul-diva, men hvis man lytter til hendes gennembrudsalbum Himlen runt hörnet, er der alligevel noget, der kalder lidt på det. En smooth feeling og tilbagelænet brug af både hendes dybe og fine vokal og den meget fine orkestrering i grænselandet mellem hitorienteret, blød jazz og originalsproget pop. Og det er ikke helt skidt - heller ikke på 27 års afstand.

Lisa Nilsson var uomgængelig i starten af 90'erne, hvis man ellers var bare lidt interesseret i musik, og hvis man fx holdt radioen kørende på P3. Hun formelig bragede igennem med netop dette album, efter at hun tidligere havde udgivet bl.a. et engelsksproget album med cover-numre af både Richard Marx og Paul Anka(!), og ikke mindst albummet Indestructible, der fik de store, rosende ord frem hos især svenske anmeldere, der uden blusel sammenligende hende med både Mariah Carey og Whitney Houston.

Men det var Himlen runt hörnet, der sikrede hende soulpop-tronen i 1992 i både Danmark og Sverige. De gode, svensksprogede tekster - alle af Mauro Scocco - og de tilbagelænede, sine steder let melankolske, og særdeles swingende melodier, fik hende på alle playlister, og især singlerne "Värje gång jag ser dig" og titelnummeret blev kæmpehits i begge lande.

Det er forståeligt. Også på afstand, tror jeg. Nu kan det jo være vanskeligt at afgøre, hvad der skyldes de musikalske kvaliteter og hvad, der skyldes genkendelsens glæde, men der er en blød, soulet kvalitet i albummet, der i mine ører trodser de næsten tre årtier, og fortsat gør albummet værd at lytte til. Måske er der i rytmedelen til netop "Värje gång jag ser dig" og "Om du har något hjärte" noget let maskinelt 90'er-agtigt, men det generer ikke undertegnede, og på andre numre, hvor det tidstypiske i produktionen viger for en mere traditionel og tilbageholdt orkestrering, som i den gode og let bedrøvede broken-heart-ballade "Ändå faller regnet" - en af albummets bedste sange - lyder det som om, sangen kunne være indspillet i går.

Med andre ord; det er en fin plade, og jeg var glad for genhøret. Nu er jeg i forvejen lidt en hund efter meget, der er svensk, så det generer mig mildest talt ikke at tilbringe 40 minutter i selskab med en aldeles velsyngende svensk sangerinde, pakket ind i fine melodier og gode tekster. Man slår sig ikke på nogle af sangene, men det er ret fint til en stille efterårsaften, hvor der heller ikke er det store behov for andet, end at have lidt velproduceret soul med en jazzet feeling kørende i baggrunden.