50 år med Eagles' album "Desperado"

Den 17. april i år er det 50 år siden, Eagles´ andet album, ”Desperado”, blev udsendt. I sommeren 1973 flyttede jeg fra Odense til København for at færdiggøre mine studier ved universitetet der. Men inden jeg flyttede, kunne jeg nyde en lang sommer med gode venner, en del våde varer samt en masse god musik – heriblandt Eagles´ nye plade. Om der indgik tequila i traktementet af drikkevarer, husker jeg ikke; men jeg husker til gengæld tydeligt, at Eagles-sangen ”Tequila sunrise” fra ”Desperado” blev en vigtig del af soundtracket til min sommer ´73.

Outsidere eller outlaws
Eagles´ debutalbum fra 1972 blev en pæn kommerciel succes med flere hits; men med opfølgeren ville gruppemedlemmerne også være et ”seriøst” band med høje kunstneriske ambitioner, hvad angik indholdet på pladen. Det skulle ske ved at lave et konceptalbum over temaet antihelte, eller måske snarere outsidere, som så samtidig kunne fungere som et symbol på rockmusikere, der jo ofte lever et liv på kanten af det normale. Inden for rammerne af dette koncept skrev gruppemedlemmerne et par sange, bl.a. ”James Dean”, men derefter slap inspirationen op. I stedet besluttede de fire musikere at dreje temaet i retning af et cowboy/wild west-tema, og sangen om James Dean blev udskudt til en senere udgivelse. Årsagen til tema-forskydningen var, at Jackson Browne, der på dette tidspunkt nærmest fungerede som et femte gruppemedlem, havde gjort de andre interesserede i en bog om lovløse revolvermænd, han havde fået til din fødselsdag, og med udgangspunkt i den bog kom den nye LP til at fokusere på ”outlaws” frem for på ”outsidere”.

To af hjørnenstenene på Eagles´ ”outlaw”-plade er numrene ”Doolin-Dalton” og ”Desperado”, begge skrevet af Glen Frey og Don Henley. ”Doolin-Dalton” refererer til den bande lovløse, The Wild Bunch, som blev anført af Bill Doolin og Will Dalton, mens ”Desperado” fortæller mere generelt om livet som outlaw. Det samme gælder titler som ”Tequila sunrise” og ”Outlaw man” – sidstnævnte den eneste sang på albummet, der ikke er skrevet af gruppemedlemmerne selv. Bernie Leadons ”Twenty-one” henviser til den yngste af Dalton-brødrene, Emmett, som var 21 år, da han blev skudt i byen Coffeyville i 1892. Og samme Leadons ”Bitter Creek” er en reference til en af de lovløse i Dalton-banden, George ”Bitter Creek” Newcomb. Altså alt i alt et rigtigt forbryderalbum med masser af referencer til det overordnede outlaw/western-tema for albummet.

Pladeomslaget
Hvis nogen alligevel skulle være i tvivl om meningen med pladens indhold, behøver de blot at kaste et blik på dens for- og bagside. Forsiden viser et sepia-tonet foto af de fire gruppemedlemmer i Eagles, klædt ud efter alle kunstens regler med revolvere, rifler, revolverbælter, cowboy-veste samt alt til faget hørende. Bagsidefotoet er endnu mere dramatisk. Her ser man hele banden (inkl. Jackson Browne og vennen J.D. Souther) ligge livløse for fødderne af en syvmandsgruppe, der tydeligvis har gjort det af med de seks forbrydere. Blandt de 7 forbryderdræbere finder man albummets producer Glyn Jones, gruppens manager John Hartmann samt en road manager og et par roadies. Vældig effektfuldt som en næsten autentisk gengivelse af virkelighedens historiske præsentation af ligene af den legendariske Dalton-bande.

Eagles´ debutplade blev indspillet i Olympic studierne i London, og det samme var tilfældet med den nye plade. Man kan med god ret hævde, at der ikke er meget country- eller western-fornemmelse over det regnfulde London; men netop denne omstændighed har formentlig medvirket til det færdige albums underliggende emotionelle intensitet – alle gruppemedlemmerne længtes efter det solbeskinnede Californien under optagelserne, og denne længsel er kommet til udtryk i deres udfoldelser i studiet.
Musikken på ”Desperado” er således stort set overalt lavmælt melankolsk med hovedvægten på stemningsfulde sange, der først og fremmest skal formidle indtrykket af den lovløse desperados udsigtsløse liv uden for loven. Flere af sangene er samtidig umådeligt iørefaldende og svære at få ud af hovedet – hvis man ellers skulle ønske det. Der er dog en enkelt undtagelse fra dette billede: nummeret ”Out of control”, hvis støjrock-akkompagnement forekommer lige så velanbragt på en atmosfærefyldt, vemodig plade som et kanonslag ved en begravelse. Men det er heldigvis en enlig svale på et ellers roligt album.

Medvirkende til sangenes solide indtryk på lytteren er, at flere af dem dukker op flere gange på pladen i ”reprise”-versioner. Men selv uden denne gentagelseseffekt må man sige, at både titelsangen, ”Doolin-Dalton” og ”Tequila sunrise” hører hjemme i den lange række af nyklassiske Eagles-sange, og sidstnævnte blev da også udvalgt som første singleudspil fra albummet. Singlen blev dog ingen større succes, og det samme gjaldt albummet, som i starten efter udgivelsen solgte ret dårligt. Først da gruppen udsendte sin efterfølgende plade, ”On the border”, i 1974, kom der gang i salget af ”Desperado”, som hen ad vejen opnåede både flotte salgstal og kritisk anerkendelse.

Tillykke til albummet med de første 50 år.