50 år med Gasolin' "Live sådan"

Den 21. juni 1976 udgav CBS et af de mest betydningsfulde og helstøbte koncertalbums gennem tiderne i dansk rock, Gasolin’ Live Sådan, der endte med at blive skelsættende på flere niveauer. Dobbeltsættet, der præsenterer bandet i absolut topform, og hvor sommerens hit og den udødelige klassiker Hva’ gør vi nu, lille du? ligger placeret som sidste sang på side fire, blev optaget med Sweet Silence Studios’ mobile udstyr  

Det arbejde involverede en ambitiøs ung mand ved navn Flemming Rasmussen, der i anledning af jubilæet tager os en tur med bag kulisserne, hvor historie blev skabt og mange år senere nedfældet i vores fælles bog Rock & stjernestøv (Forlaget Momenta, 2021). Den følgende beretning er et redigeret og lettere omskrevet uddrag fra nævnte biografi, vi stadig holder foredrag på baggrund af i 2026.

Studiets grundlægger Freddy Hansson havde aftalt med CBS, at Sweet Silence som det første skulle indspille en live-lp med Gasolin'. Freddy lånte en 24-spors Lyrecbåndoptager og en mixerpult samt købte en god stak nye mikrofoner plus en kabeltromle. Før den endeliige lærlingekontrakt trådte i kraft den 4. februar 1976, havde jeg været på farten med Freddy for at optage råmaterialet til Gasolin' Live Sådan.

Jeg var en del af teamet på følgende koncerter: Auning Hallerne den 9. januar, Aalborghallen den 10. januar, Frederiksborghallen i Hillerød
den 11. januar og Tivolis Koncertsal den 12. januar 1976.

Holdet bestod af Gasolins daværende producer, Roy Thomas Baker, der havde ansvaret for lyden, Freddy, mig og en ung knægt ved navn Lars, der skulle have været tekniker, men hvis videre skæbne jeg ikke kender så meget til. Der blev optaget i alt otte koncerter, hvoraf jeg var med på halvdelen af dem.
Jeg hjalp med at bære studiets gear ind og stille det op i hallernes omklædningsrum, hvor der typisk befandt sig en bruser i midten, bænke og kakler på væggene.

Der sad vi med vores grej, der talte
to JBL-højttalere, en forstærker, en 24-spors båndmaskine samt en
mixerpult. Jeg rullede ligeledes kabler ud og satte stik i mikrofonerne
på scenen til brug for optagelserne. Bandet havde deres setup med
PA-anlæg og mikrofoner til baggearet. Mikrofonerne splittes med signal til monitor på scenen og til mixeren med lyden ud til publikum.

Ydermere havde jeg til opgave at kravle rundt i hallerne ved hjælp af stiger for at hænge mikrofoner op, så man også kan høre publikum. Var der 100 meter til omklædningsrummet fra det sted i lofthøjde, hvor mikrofonen hang, måtte jeg trække 100 meter ledning og sætte gaffatape undervejs, så folk ikke skvattede over den. Gasolins karriere nærmede sig toppen, og de turnerede flere uger i træk. Produktionsforholdene talte lydmand, eget PA og sågar eget lys, hvilket vakte opsigt dengang.

I Tivoli havde Freddy en erhvervspraktikant med, en pige i højhælede sko, to år yngre end mig og stor Gasolin'-fan. Jeg satte hende til at rulle ledninger sammen efter koncerten. Hold da kæft, hvor vi grinede hele holdet, mens hun var ved at skvatte adskillige gange. Ingen opfordrede den ellers flotte pige til at tage noget mere fornuftigt fodtøj på. Det var lidt synd for hende. Apropos fodtøj kom Roy Thomas anstigende i sine højhælede støvler i de mere ydmyge omklædningsrum, mens han spekulerede på, hvad fanden han dog lavede der.

Første gang, jeg mødte Roy Thomas Baker, blev jeg fyldt af ærefrygt. Jeg kendte Queen-pladerne, han havde produceret, de lød fantastisk. Jeg var en svamp, der sugede til mig, og jeg har eddermame kigget ham meget over skulderen siden. Under arbejdet med Gasolin' Live Sådan boede vi på hotel med bandet. Vi kørte sammen med dem og spiste morgenmad i fællesskab med Gasolin's crew.  

Af og til kom nogen fra bandet ned for at spise med. Generelt var jeg meget imponeret over, hvor professionelt det hele virkede. Udefra set kan man få indtrykket af, at det bare er champagne, fest, farver og nøgne damer. Gasolin' havde noget at have det i.

Når man fulgte dem fra morgenstunden, og til alt igen var pakket ned, tænkte man ikke over, hvilket enormt apparat der blev sat i gang. Chaufføren i den kæmpe 
lastbil opnåede heltestatus som ham, der sørgede for, at alt kom frem. 
De fire Gasolin’-drenge virkede påfaldende jordnære.

Dengang var jeg ikke vant til at opleve folk, jeg havde set i medierne. Deres arbejde bestod i at blive bragt fra sted til sted, lave lydprøver og gå på scenen. Jeg fandt under dagene med Gasolin’ endelig ud af, hvad jeg ville, og  fornemmede det store arbejde, der lå bag.

Gasolin’Live Sådan er den første plade i Sweet Silences historie og 
derfor en vigtig milepæl. Der blev overspillet et livemix af alt materiale til de involverede, der ud fra det besluttede, hvilke numre der skulle med på dobbeltalbummet, der blev mixet af Roy Thomas Baker i Sarm Studios i London. Det gælder også for Gas 5. Sarm Studios brændte efterfølgende, så multisporene til begge plader er forsvundet.

Det er forfærdeligt at tænke på. Ingen muligheder for et remix eller for rettelser i øvrigt. Franz Beckerlee 
deltog i mixningen og fortalte, at Roy Thomas Baker mixede nogle 
publikumsbidder sammen, som han lavede en ti meter lang båndsløjfe af viklet rundt om en stumtjener.

Når Baker trykkede på play, kørte loopet, der varede mellem 10 til 30 
sekunder, rundt med ellevilde publikummer. Ved hjælp af to fadere kunne han skrue op for begejstringen, for eksempel efter en solo. Lige der blev der bestemt ikke sparet på livepladens virkemidler, der i øvrigt fik ros af anmelderne for dens autencitet.