50 år med Jimi Hendrix' "The cry of love"

Den 5. marts 1971 udkom en del af det materiale, der oprindelig var planlagt til at skulle være Jimi Hendrix fjerde studiealbum efter det triumfale mesterstykke ‘Electric Ladyland’ (1968). Størstedelen af ‘The Cry of Love’ er indspillet sommeren 1970 med flere følgende overdubsessions, der strakte sig frem til relativ kort tid før Hendrix’ død.

Af samtlige posthume udgivelser er ‘The Cry of Love’ derfor den, der kommer tættest på Hendrix’ oprindelige intentioner, selv om det endelige udvalg af sange blev foretaget af lydteknikeren Eddie Kramer, trommeslageren Mitch Mitchell og manageren Michael Jeffery. De to førstnævnte er krediteret som producere sammen med Hendrix, sidstnævnte som executive producer.

Lad det være sagt klart og tydeligt: ‘The Cry of Love’ er på alle måder en værdig svanesang over Hendrix aldeles unikke, men alt for korte karriere. De ti numre, der endte på pladen, holder alle vand, de bedste af dem mere end blot dette. Mitchell, bassisten Billy Cox og trommeslageren Buddy Miles udgør grundstammen på musikersiden og repræsenterer det gamle samt nye Experience plus den kortvarige trioformation Band of Gypsys i midten af Hendrix levetid som superstjerne i eget navn.

Derudover medvirker blandt andet Steve Winwood og Chris Wood fra Traffic samt Stephen Stills. Det er dog særligt det telepatiske samspil mellem kapelmesteren, Mitchell, Cox og Miles, der trækker helheden op. Tjek The Funk udført med viril voodookraft i ‘Freedom’, ‘Ezy Rider’, ‘Astro Man’ og ‘In From The Storm’ - Hendrix on fire med rytme- og sologuitar indsatser af gnistrende genialitet fulgt tæt til dørs af Cox’ opfindsomt groovy baslinjer og Mitchells dynamiske beats samt slagkaskader bag sættet.

Føj hertil de indfølt smukke ballader ‘Drifting’ og ikke mindst ‘Angel’ plus de to finurlige blues ekskursioner ‘My Friend’ og ‘Belly Button Window’ albummets slutskæring med Hendrix alene på guitar. Også vokalt er han stærkt kørende over hele linjen.

Alle numre fra ‘The Cry of Love’ er inkluderet på ‘First Rays of the New Rising Sun’ cd’en (1997) med yderligere syv sange optaget i samme periode. ‘First Rays....’ anbefales som et tilnærmelsesvist samlet testamente over Hendrix’ mere blues- og soulprægede sider, som de kom til udtryk omkring 1969-70. Ydermere er ‘First Rays...’ udstyret med en informativ booklet, der holder styr på kronologien og byder ind med interessante vinkler på stoffet.

Stort tillykke med de 50 til Hendrix’ posthume afskedssalut, han meget langt hen ad vejen selv havde hånd i hanke med og endte i en form, han sandsynligvis nok ville have godtaget, hvis ej ‘Klub 27’ havde kaldt ham hjem. ‘The Cry of Love’ er en guldgrube af genuine guitarlækkerier udført med sjæl og overskud, til trods for farlige fristelser desværre endte med at få overtaget.