50 år med ”Skolesange”

For 50 år siden, i april 1971, blev pladen ”Den første maj” udsendt på det dengang nystartede forlag Demos. I løbet af sommeren 1971 fulgte så endnu et pladeselskab på socialistisk grundlag: Agitpop, som (sammen med Demos) op igennem 1970´erne blev toneangivende på musikfronten, hvad angår udgivelsen af politisk musik. Mens Demos udsprang af De Danske Vietnam-komitéer, blev Agitpop startet på baggrund af teaterforestillingen ”Husker du vor skoletid?”, som havde premiere på Fiolteatret d. 1. maj 1971. Stykket var skrevet af Per Schultz og Jesper Jensen, og musikken til forestillingen var komponeret af Benny Holst og Arne Würgler. Efter opførelsen af ”Husker du vor skoletid?”, som blev en stor publikumssucces, dannede ophavsmændene til stykket forlaget Agitpop med det primære formål at få sangene fra forestillingen udgivet på plade, og det resulterede i grammofonpladen ”Skolesange” (Agitpop 1).

Pladen blev indspillet i juli 1971 og blev udsendt i eftersommeren med Demos som distributør. Ud over de to komponister og sangere Holst og Würgler bestod holdet bag skolesangene af hæderkronede navne som Fuzzy, Thor Bakhausen og Tom McEwan. Producer på projektet var Freddy Hansson, som efter starten i 1970 kom til at producere en perlerække af plader med navne som Gasolin´, Gnags, Røde Mor, m.v. – i begyndelsen i det navnkundige Rosenberg-studie og senere i det mindst lige så berømte Sweet Silence-studie på Amager. Omslaget til ”Skolesange” var ligesom omslaget til ”Den første maj” og til flere af de efterfølgende Agitpop-udgivelser udformet af Anne Rohweder, som med sit enkle og slagkraftige udtryk havde sin væsentlige andel i Agitpop-pladernes succes i samtiden.

Du lærer for livet, men ikke dit eget
Samarbejdet mellem Jesper Jensen og Benny Holst havde allerede bevist sin livskraft og bæredygtighed på ”Den første maj”. Nye i forhold til dette projekt var sanger og musiker Arne Würgler, som med ”Skolesange” indledte et livslangt makkerskab med Benny Holst, og den kommunistiske lærer Per Schultz fra foreningen Unge Pædagoger. Denne kvartet stod bag de 10 sange på ”Skolesange”, dog med de tre førstnævnte som hovedleverandører af materiale. Faktisk var
Per Schultz kun forfatter til en enkelt af pladens sange, nemlig den sang, der bl.a. rummer linjen, som har lagt overskrift til dette afsnit: ”Sang om hvad vi lærer”.

Sangen indeholder en række udsagn om, hvad det er, vi lærer i skolen, og om hvem, denne lærdom gavner. Udsagnene kan måske betegnes som en smule firkantede (for nu at sige det på den pæne måde); men til gengæld betyder opsplitningen i ”dem” og ”os”, at indholdet i sangen antager karakter af overordnet systemkritik frem for at være et angreb på de personer, der arbejder i skolesystemet: først og fremmest lærerne, men også andre erhvervsgrupper som psykologer mv. I et par af sangene på ”Skolesange” fremstår det nærmest, som om lærerne er elevernes hovedfjender (”Sang om eksamen”, ”Sang om natten”), og denne indfaldsvinkel til skoleverdenen er naturligvis hverken holdbar eller hensigtsmæssig. Desuden finder man også på pladen den mistrøstige ”Lærerens sang”, hvor læreren stort set har resigneret ud fra den betragtning, at hvis han/hun ikke vil gøre arbejdet, er der masser af andre, som gerne vil. Det kan der jo være noget om; men som udgangspunkt for systemomvæltninger er det ikke noget godt ståsted.

”Skolesange” rummer bl.a. sange om drømme, om fællesskab, om solidaritet og om ”det røde morgengry” – alt sammen klassiske indslag i den røde sangbog. Men ud over disse sange finder man også på ”Skolesange” den vigtige ”Sang om det knuste spejl”, som sammen med ”Sang om hvad vi lærer” nok må siges at rumme pladens væsentligste indhold rent tekstmæssigt. ”Sang om det knuste spejl” er fuld af små sentenser, der nærmest har karakter af aforismer, og som kan give lytteren stof til en del overvejelser. Hør blot: ”To og to er ikke fire/ for en god forretningsmand”, ”Lov er ikke lov for dem/ som laver loven” og ”Diktaten som du skriver/ er fuld af løgn”. Ikke dårligt formuleret, og desværre heller ikke irrelevante udsagn den dag i dag.

Og hvad så med musikken på ”Skolesange”? Her er – naturligvis – ingen overraskelser, hvis man kender Benny Holsts og Arne Würglers musikalske univers. Og heldigvis for det. De to musikeres varemærke er enkle og slagkraftige sange, med melodier, lytteren straks kan synge med på, og både Holsts og Würglers stemmer passer som fod i handske til dette musikkoncept. Sangene lyder, som om man har kendt dem hele livet – og det har undertegnede næsten også. Da jeg genhørte pladen med henblik på denne lille jubilæumsartikel, var der kun grund til tilfredshed – måske med de tendentielt individualiserende tekster som et lille minus. Blot er det en skam, at pladen aldrig er udsendt på cd – det ville have gjort det lidt nemmere for mig (og for mange andre) at komme til at nyde indholdet.