50 år med "Taxi Driver"

Martin Scorseses berømmede, berygtede og yderst kontroversielle storbydrama Taxi Driver havde amerikansk premiere den 8. februar 1976. Følgende analyse og beretning om skabelsen af filmens score i nyredigeret form blev oprindelig bragt i min første bog Det visuelle øre - filmmusikkens historie udgivet af forlaget Systime i 2005.

Robert De Niro spiller taxachaufføren Travis Bickle, der kører rundt i New Yorks gader for at tjene til livets ophold. Han væmmes ved kriminaliteten, byens narkomaner, alkoholikere, ludere og andre randeksistenser. Efter mødet med den purunge gadepige Iris (Jodie Foster) beslutter han sig for at tage sagen i egen hånd.

I et orgie af vold dræber Travis hendes alfons Sport (Harvey Keitel) og hans håndlangere og fejres derefter som helt i de lokale aviser. Taxi Driver blev belønnet med de Gyldne Palmer i Cannes og nomineret til en Oscar for bedste film, bedste hovedrolle og bedste musik.

Filmkomponisten Bernard Herrmann, der på det tidspunkt lignede en ældre nedbøjet herre med stok og gråt hår, sagde ja til opgaven efter at have læst manuskriptet. Scorsese mente, at han ville være den eneste, der rent musikalsk kunne afkode det, som foregik inde i hovedet på Travis. Scenen, hvor han træner sig op til at gå i aktion, viser i hvert fald, at Herrmann har læst filmens indre psykologi og dens dæmoniske konsekvenser ganske nøje.

Den massive lyd af messingblæsere og slag­tøj tjener som en tonal gengivelse af rå muskelkraft og maskulin stolthed. Selvom helbredet ikke længere var i top, kastede Herrmann sig nidkært over arbejdet
og leverede et resultat, der rangerer blandt hans bedste på højde med de scores, Alfred Hitchcock og Orson Welles i sin tid takkede ja til.

Musikken i Taxi Driver skifter mellem hidsige lilletrommeslag, dæmpede trompeter, sy­dende bækkener, dumpe baslyde og et iørefaldende jazztema skrevet for klaver, strygere, kontrabas, vibrafon og tenorsaxofon. Scorsese har siden beskrevet underlægnin­gen som ‘New York Gothic,’ hvilket er ret dækkende for denne omgang jazzet storbyblues tilføjet et stænk af krasse under- og overtoner.

Herrmann bad musikskribenten Christopher Palmer om hjælp, da han ikke var vant til at komponere indenfor jazzgenren og blev så begejstret for deres fælles anstrengelser, at han valgte at bruge den mest melodiøse passage som hovedtema. Opgøret i Sports bordel afvikles uden musik.

Den vender tilbage med en forvrænget gengivelse af hovedtemaet på det sted, hvor kameraet tager en svimlende tur rundt i de sønderskudte rum med de mange lig. Ord, toner og lyd er her overflødige. Scorets stemning er en balancegang mellem det melankolske og det destruktive.

Ingen kan være i tvivl om, at Travis er klar til at gentage sin blodige massakre, idet hans sidste blik i bakspejlet under filmens afslutning ledsaget af en tone fra et klokkespil, der afspilles baglæns, fortæller alt. Herrmann ønskede at overvære indspilningen af musikken i Californien og begav sig ud på det, der viste sig at blive hans sidste rejse.

Bernard Herrmann overlod dirigentstokken til Jack Hayes en kapacitet i faget, som på forhånd havde frygtet hans hidsige  temperament, men denne gang uden grund. Herrmann overværede hele seancen med engleblid tålmodighed. Den 23. december 1975 var alle cues indspillet på nær ét. Hayes ønskede at udskyde det sidste til dagen efter, men Herrmann insisterede på at blive færdig nu og her.

Tilbage på hotelværelset planlagde han nye projekter, men de blev aldrig realiseret. Herrmann døde af et hjertestop natten til juleaftensdag i en alder af 64 år. 

Taxi Driver’s slutbillede siger det hele kort og præcist: 
‘Our gratitude and respect, Bernard Herrmann, June 29, 1911-December 24, 1975.’