50 år på Elite Hotel

En af årets sidste 50 års jubilarer på pladefronten er Emmylou Harris´ ”Elite Hotel”, som blev udsendt d. 29. december 1975. Pladen var den første, jeg købte med sangerinden; men inden ”Elite Hotel” havde Harris allerede udgivet to albums: ”Gliding bird” (1970), udsendt på et lille pladeforlag og senere udelukket af Emmylou Harris´ katalog over ”officielle” albums af hende selv, samt ”Pieces of the sky” (februar 1975), der altså efterfølgende blev regnet som sangerindens debutalbum. 

Der er da også en himmel til forskel på de to tidlige udgivelser, og forskellen mellem dem kan kort beskrives således: Harris´ møde med og samarbejde med Gram Parsons i starten af 1970´erne. Selv om ”Pieces of the sky” ikke indeholder nogle Parsons-komponerede numre, er det hans fortolkning af countryrock-genren, der gennemsyrer alle pladens numre, bl.a. Emmylou Harris´ ”Boulder to Birmingham”, som netop handler om hendes tætte forhold til Parsons.

Gram Parsons er et fyrtårn inden for den musikform, der senere kom til at hedde americana, og det var via sin medvirken på Parsons´ kun to soloudspil, at Emmylou Harris´ navn blev kendt i en bredere offentlighed. Det var da også via den posthumt udsendte ”Grievous angel” (1974), jeg selv først blev opmærksom på Harris´ stemme i hendes smukke duetter med Parsons, og pladen er siden blevet en af mine absolutte favoritudgivelser – alle genrer, alle år. Når Emmylou Harris synger duet med Parsons, er det som at høre englene synge, og hendes klare, udtryksfulde stemme passer perfekt til Parsons´ mørke og mere melankolske baryton.

Der var mange lyttere, der fik ørerne op for Emmylou Harris´ kvaliteter via hendes samarbejde med Gram Parsons, og da hun udsendte ”debutpladen” et år efter Parsons´ alt for tidlige død i september 1973, blev den en pæn publikumssucces. Desuden var pladen et vigtigt skridt på vejen mod det følgende album, ”Elite Hotel”, som blev Harris´ egentlige gennembrud som solist, og som opnåede en flot førsteplads på Billboards country-albumliste. Ved årets udgang var albummet at finde på en fjerdeplads over årets bedste country-udgivelser, og herefter gik det kun én vej for Harris: opad.

Prominente sangskrivere
Ligesom debutalbummet rummede det nye udspil kun en enkelt originalsang fra Emmylou Harris´ side: up-tempo-nummeret ”Amarillo”, som hun dog fik hjælp til af en anden kommende stjerne inden for countryrocken, Rodney Crowell. Crowell havde allerede bidraget med en sang til Emmylou Harris´ forudgående album, og da hun mødte ham personligt i januar 1975, spurgte hun, om han kunne tænke sig at være med i hendes backinggruppe, The Hot Band. Crowell sprang straks til og blev siden en del af indspilningerne af ”Elite Hotel”. Senere fik han en flot solokarriere, som ikke er slut endnu – men det er en anden historie.

Ud over Rodney Crowell er det en stjernespækket liste af sangskrivere, der har leveret materiale til Harris´ nye plade. På listen finder man både ældre, klassiske countrynavne som Buck Owens, Hank Williams og Don Gibson, men også nyklassiske musikere som Lennon og McCartney, der er repræsenteret på pladen med nummeret ”Here, there and everywhere” fra 1966. Emmylou Harris´ version af Beatles-sangen blev i 1976 et mindre hit i både USA og England. Også Earl Montgomery-sangen ”One of these days” (ikke at forveksle med Eagles-sangen af samme titel) blev et hit for Emmylou Harris, og sangen blev nummer 3 på Billboards countrysingle-hitliste.

Det dominerende sangskrivernavn på ”Elite Hotel” er dog – ikke overraskende – Gram Parsons, der står som (med)komponist til 3 af pladens 12 sange. To af sangene er skrevet sammen med Chris Hillman, der vel må betragtes som et lige så stort navn inden for countryrocken som Parsons, så det er nogle fremtrædende sangskrivere, Harris her har allieret sig med. 

Eftersom de to Parsons/Hillman-sange tilmed må karakteriseres som to små perler i duoens sangkatalog, kan man roligt konstatere, at Harris har skabt sig selv et godt fundament for sine vokale udfoldelser på ”Elite Hotel”. Både ”Sin City” og (især) ”Wheels” er nyklassikere inden for countryrocken, og med sine indspilninger af de to sange havde Emmylou Harris direkte kurs mod countrymusikkens Hall of Fame - som hun da også senere blev indvalgt i. Medvirkende til dette valg var naturligvis Harris´ Grammy Award for den bedste kvindelige country præstation i 1975, primært på baggrund af pladen ”Elite Hotel”.

Prominente musikere
Rodney Crowell sluttede sig til Emmylou Harris´ Hot Band i 1975, og hans navn er selvfølgelig at finde blandt de mange musikere, der har været med til at gøre ”Elite Hotel” til et lille mesterværk. Crowell er dog ikke den mest fremtrædende musiker på pladen. På hovedparten af numrene er det den legendariske guitarist James Burton, som bl.a. har arbejdet sammen med Elvis Presley og Rick Nelson, og som i 2001 blev indvalgt i Rock and Roll Hall of Fame, der står for guitarspillet. Desuden har Emmylou Harris fået hjælp til akkompagnementet af hele to fremtrædende pedal steel-guitarister: Hank de Vito og Ben Keith, ligesom hun har nydt godt af violinspilleren Byron Berlines evner på en række af sangene.

For countryrock-publikummet vil det dog måske især være to andre navne, der vækker genklang, fordi de har optrådt i så mange fornemme musikalske sammenhænge: Bernie Leadon, der var medlem af The Eagles på indspilningstidspunktet for Harris´ plade, og Herb Pedersen, der har en lang historie sammen med bl.a. Chris Hillman bag sig. De to countryrock-giganter har helt sikkert været med til at højne kvalitetsniveauet på Harris´ plade – selv om niveauet var rigeligt højt i forvejen. 

Som toppen af kransekagen fik Emmylou Harris den canadiske producer Brian Ahern, der tidligere havde stået for indspilningerne af plader fra en endeløs række af store countrynavne til at lede optagelserne af ”Elite Hotel”. Efter disse indspilninger fortsatte Ahern med at producere Harris´ plader i en lang årrække, helt frem til udgivelsen ”All I intended to be” (2008).

Med så mange prominente navne bag Harris´ plade var det svært at se, hvordan projektet skulle kunne gå galt, og det gjorde det da heller ikke. ”Elite Hotel” er en helstøbt countryrock-klassiker, som har holdt sig godt gennem de 50 år, der er gået siden udgivelsen. Det er stadig en udelt fornøjelse at lægge ører til Harris´ lysende klare stemme, og hendes valg af sange til pladen er (næsten) perfekt. Personligt foretrækker jeg sangerindens fortolkninger af Gram Parsons´ sange; men hendes versioner af sange som ”Feeling single, seeing double” eller Rodney Crowells ”Till I gain control again” er bestemt heller ikke til at kimse ad.

Et stort tillykke herfra til Emmylou Harris med 50 års jubilæet d. 29. december