dummy

50års jubilæumsbokssæt 2018

19-12-2018
Claus F. Povlsen, DBC

Det er sæson for bokssæt og her er et overblik over nogle af de væsentligste fra 2018, hvor især 50 året for 1968 hyldes.
Bemærk: Ratings er tildelt efter udførelsen af boksen snarere end albummets musikalske kvalitet.

1968 - 50 års jubilæumsudgivelser 

The Beatles - The Beatles [White album] *****
Universal Music fortsætter efter sidste års massive jubilæums-boksudgave af Sgt. Pepper med opfølgeren, som går under navnet White album. Udgivelsen foreligger i hele fire udgaver hvoraf 6 cd/1 blu-ray-audio er den mest grundige. Cd 1+2 indeholder det oprindelige album, men scoopet er ubetinget de såkaldte Esher Demos på cd 3, 27 akustiske tracks optaget i George Harrisons hytte i Esher, England lige efter at The Beatles var hjemvendt fra Indien. Her får vi de nøgne skitser til de tracks der sidenhen endte på White album. Cd 4-6 er for inkarnerede fans og består af et utal af alternative takes, rehearsals osv. Blu-ray’en indeholder kræs for audio-nørder, idet albummet gengives i diverse hi-fi formater plus mono. Den indeholder ikke film. 
De i alt 7 discs er første og sidste “sider” i en nærmest monumental medfølgende bog på 164 sider. Tætskrevet og ikke blot en billedbog som nogle gange ses i bokssæt. Hvert track gennemgås med en sjældent set detaljerigdom og hele albummet behandles med en hidtil uset grundighed og kærlighed til værket.
Det eneste der trækker ned er at mono-mixet kun er tilgængeligt via blu-ray. Det ville være på sin plads at det var med på cd eller vinyl (mono-mixet findes heller ikke på de øvrige tre hhv. 4 lp-, 2 lp- og 3 cd-udgaver).
Vinylfans vil nok blive skuffede over, at den medfølgende bog kun kan erhverves sammen med 6 cd/1 blu-ray-udgaven. 
Ikke The Beatles bedste album (smag og behag, selvfølgelig) men stadig en uomgængelig klassiker, der fortjener aller højeste score på “box treatment”-skalaen.

 
The Doors - Waiting for the Sun ***
The Doors 3. album udgivet i en boks i lp-format indeholder 2 cd’er, 1 lp og 1 hæfte. Udgivelsen er fuldt autoriseret med 2018-tekst af Bruce Botnick (deres studio engineer fra dengang) og essay af rockskribenten David Fricke. Det originale stereo album-mix er remasteret af Bruce Botnick og foreligger i sin oprindelig form på hhv. cd 1 og lp. Cd 2 indeholder 9 “rough mixes”, der iflg. materialet ikke er udgivet tidligere (alle tracks fra album), plus 5 tracks indspillet live i Falkonér Centret i København 17. september 1968. 
Lækker udgivelse der dog i betragtning af pladens klassikerstatus kunne have tålt mere uddybende og grundig info. Hæftet er på “bare” 14 sider, men hører dog med. at Bruce Botnicks noter om indspilningen er helt unikke og spændende læsning.
På plus-siden skal også nævnes, at Bruce Botnick har stået for remastering, og det giver ofte det bedste resultat at den oprindelige lydmand har varetaget den del.
For fans er det også spændende at høre de såkaldte rough mixes på cd 2 og live-optagelserne fra Kbh., der dog lider af tvivlsom lydkvalitet. Til gengæld giver de et unikt indblik i The Doors’ koncerter, og at det er optaget i København gør kun oplevelsen endnu stærkere.
Om man synes om, at bokssæt både indeholder cd’er og lp’er en smagssag. Her foreligger ikke andre udgaver, hvilket inkarnerede vinylfans nok vil begræde.

The Jimi Hendrix Experience - Electric Ladyland***
Jimi Hendrix’ 3. album og af mange anset for at være hans mesterværk. Boksen indeholder 3 cd’er og 1 blu-ray-video/-audio. Det oprindelige dobbeltalbum foreligger i nyt 2018-remix (cd 1) lavet af Hendrix’ gamle lydmand Eddie Kramer, der også var med i studiet dengang. Cd 2 går bag om pladen med en række “early takes”, hvoraf især hans hotel-demoer er interessante. Her sidder Jimi på sit hotelværelse i New York med blot sin guitar. Cd 3 indeholder en koncert fra Hollywood Bowl 1968 (11 tracks), og selvom lyden af og til halter, er det generelt et spændende indblik i, hvordan han lød live kun få måneder før albummet udkom. 
Blu-ray’en indeholder albummet i 5.1 surround sound og high-res 96KHz/24 bit, igen lavet af Eddie Kramer. Videoindholdet er “The making of …” oprindelig publiceret i 1997 men nu fuldt restaureret med 40 min. ekstra materiale.
Alle discs ligger i en 48 siders flot illustreret bog med essay af David Fricke plus masser af indspilningsdata.
Udgivelsen findes også som en boks med eksakt samme indhold på 6 lp’er/1 blu-ray, hvor vinylen er remasteret efter originale analoge mastere.
Samlet set en flot udgivelse, hvor Eddie Kramers 2018-remix fremstår som den  væsentligste forbedring i forhold til tidligere udgaver. 
Det er et ikonisk værk vi her har med at gøre, så det trækker ned, at bogen har for lidt informativ tekst i forhold til de mange billeder - i et generelt noget poppet layout.  

The Kinks - The Kinks are the Village Green Preservation Society *****
Af mange regnet for mesterværket i Kinks-kataloget og nu tilgængelig i en monstrøs boks. Her er ikke sparet på hverken musik, læsestof eller bilag. Boksen består af det oprindelige studiealbum gengivet i både mono og stereo på hhv. vinyl og cd, begge i 2018-remaster. Dertil den svenske udgave af original-lp’en, der udkom i andet mix og cover, og hele 5 cd’er hvoraf nr. 3-5 indeholder alternative mix, BBC-sessions, demoer og interviews. Desuden yderligere 3 singler i originale picture sleeves, 52 siders bog, plakater, billeder, koncertbillet m.m. 
Boksen er utrolig gennemført og vil tilfredsstille selv den mest kræsne fan. Den medfølgende bog er må roses for flotte illustrationer og en rigdom af baggrunds-info om pladen.

The Small Faces - Ogdens Not Gone Flake ****
The Small Faces 5. album er endnu en boks-behandlet klassiker, udgivet på 3 cd’er/1 dvd. Her får vi albummet i hhv. mono (cd 1) og stereo (cd 2) sammen med en række outtakes (cd 3). Dvd’en indeholder BBCs originale broadcast “Colour Me Pop: Small Faces” inkl. syv tracks plus promo-video af Lazy Sunday. 
Flot bokssæt hvor de 4 discs ligger inde i en 68 siders bog der fortæller om tilblivelsen. Vil fremhæve bogens “Timeline 1964-1969”, der med korte noter fortæller om vigtige begivenheder i bandets karriere. 
Som det efterhånden er blevet standard, er lyden også her restaureret efter originale analoge mastere. Billedsiden på dvd’en er knivskarp.
Findes også som 3 lp’er med eksakt samme indhold, men uden dvd.
Som med Hendrix-boksen kan bogen kritiseres for at have en overvægt af billeder frem for tekst. Omvendt fremstår boksen samlet set som godt researchet og stilistisk meget flot.

Andre 50 års jubilæumsudgivelser 

The Pretty Things - S.F. Sorrow (4 lp/4 singler) ***
Uomgængeligt mesterværk. Desværre er eneste ekstramateriale genopførelsen fra 1998, “Live At Abbey Road” (lp 3-4), der tidligere har været udgivet. Lp 1-2 indeholder album i hhv. mono og stereo. Noter er begrænset til håndskrevne erindringer fra bandets medlemmer og der savnes grundig info om pladens tilblivelse m.m. 

The Rolling Stones - Beggars Banquet (2 lp/1 flexi-disc) ***
Uomgængeligt mesterværk, desværre uden særligt ekstramateriale udover en ekstra lp med mono-mix af Sympathy for the Devil-singlen og en flexi-disc med et kort Mick Jagger-interview kun udgivet i Japan 1968. På plussiden kommer albummet med flot ny-restaureret lyd. Skuffende er de nærmest ikke eksisterende covernoter.

Øvrige bokssæt

David Bowie - Loving the Alien (1983-1988) (11 cd/1 bog) *****
Gennemført, grundig behandling af 3. fase i Bowie kataloget. Musikalsk måske ikke hans mest mindeværdige, men boksen er som de to tidligere værd at tjekke ud.

Bob Dylan - More Blood on the Tracks (6 cd/2 bøger) *****
Dylan fortsætter sin Bootleg-serie, og mesterværket Blood on the Tracks får en grundig behandling. Flot udført.

Bobbie Gentry - The Girl from Chickasaw County (8 cd/1 bog) *****
Fornem og flot udført boks om kunstneren bag “Ode to Billie Joe”-hittet. Indeholder komplette indspilninger for Capitol Records og lækker biografisk bog.

Grateful Dead - Pacific Northwest ‘73-’74 (The Complete Recordings) (19 cd/1 bog) **** 
Massiv boks bestående af seks fulde livekoncerter i lækkert, klassisk Grateful Dead-design. 

John Lennon - Imagine (2 blu-ray audio/4 cd/1 bog) *****
Gennemført og grundig behandling af klassisk soloalbum. Især bogen er anbefalelsesværdig.

Various Artists - Confessin the Blues (5x10” vinyl/1 bog) ****
Klassiske blues-artister samlet og kurateret af The Rolling Stones.

Bokssæt indeholder så meget mere end hvad streamingservices tilbyder. Ofte er de ledsaget af grundig research iform af bøger m.m. og for musikelskere er det en sand fornøjelse at dykke ned i kunstnernes historie og pladernes tilblivelse.
En lang række flotte bokssæt udkom i 2018 og de her omtalte, kan lånes via bibliotek.dk